Solsikke

Mor til 2

2010-06-24T20:32:00.003+02:00

Jamen dagene ligner hinanden og er samtidig i evig forandring. Storebror (3,5 år) kan nu cykle helt selv og uden støttehjul. Lillebror (9 måneder) er lige begyndt at kravle, så småt. Jeg har endnu ikke set det, men Didrik sagde at han kravlede ham i møde i vuggestuen. Vi har også meget glatte gulve.

Jeg er i gang med at arbejde igen, og det går rigtig godt. Hurra for den nedsatte tid!

Min svigermor er blevet alvorlig syg. Så det lægger en dyne over os alle. Jeg holder utrolig meget af hende, så det er virkelig hårdt.

I morgen kommer sundhedsplejersken, så jeg må se at fylde lidt fakta på lillebror i morgen. Han er i hvert fald stor og tyk og dejlig.

Han er virkelig dejlig. Og nu sover han igennem om natten (7-9-13 og bank under bordet). Det er skønt!

Jeg er også kommet fint i gang med at løbe og i øvrigt være aktiv. Nu fik jeg også endelig investeret i nogle nye sko efter mine gamle var begyndt at give mig skinnebensbetændelse. Heldigvis kunne fysioterapeuten som solgte mig de nye, vise mig at det formentlig er de gamle sko som er skyld i det. Så nu vil jeg løbe de nye langsomt til og så forhåbentlig gå skadefri.

Ja og så står jeg foran en ny operation. Langt om længe. Jeg har en cyste i underlivet som jeg kan mærke på ydersiden. Den er virkelig generende, og nu har jeg endelig fået tid til operation.

Og apropos underliv så har vi virkelig fundet hinanden igen. Ikke at vi har været væk fra hinanden, men s(e)xlivet er bedre end nogensinde før. Jeg nyder virkelig at min krop ikke bliver brugt til amning mere - nåja, det har jeg vist heller ikke nævnt - han ville pludselig ikke mere. Så vi har meget fokus på hinanden og når vi så får vores nattesøvn, så er det pludselig muligt med den slags luksus. Jeg føler mig meget lykkelig.

Så alt i alt går det godt. Fraset min svigermor. Vi krydser fingre.

Vuggestuestart

2010-05-05T09:01:00.001+02:00

Tja, man ved det jo allerede længe inden, men en dag kommer dagen hvor ens lille pode skal stå på egne ben. Og nogle gange før de kan gøre det rent teknisk.

Lillebror er startet i vuggestue. Vi er stadig ved indkøringen. Jeg synes at det er hårdt. Altså det går fint, men tanken om at vores symbiosetid er uigenkaldeligt forbi. Suk.

Lillebror

2010-02-22T09:01:00.002+01:00

Lillebror er en skøn dreng! Han pludrer og ler meget og han vil gerne bevæge sig. Nu er han begyndt at hive sig op i strakte arme, når han ligger på maven. Man kan også hive ham op og stå på benene når han ligger på ryggen. Det er morsomt.

Det er også morsomt at lave meget høje lyde og når mor vipper hovedet fra side til side.

Lillebror elsker mad. Men mest grød. Grøntsagsmos har ikke rigtig været et hit endnu. Han kunne kun lide det en dag jeg lod ham smage noget til os andre. (Dvs med komælk og salt = forbudt-forbudt). Det elskede han. Det jeg laver til ham er en anden historie. Men grød er et hit, både købegrøden med rismel og den hjemmelavede med boghvedemel.

Han har et skønt temperament. Kan da godt skrige og græde men gør det kun sjældent. Han finder sig i det meste og så længe mor er inden for rækkevidde, så tager han det meste med godt humør.

Og så har det lille pus fået skoldkopper. Det var heldigvis et mildt forløb og de er på retur nu. Så har han da haft det.

Han gør mig helt varm indvendig når han sender mig et dejligt smil. Hjælp hvor jeg smelter. Se selv.

Rutiner!

2010-02-18T10:28:00.002+01:00

Jeg var ærligt talt ved at være helt kørt ned, så jeg ringede til en livline - en langt ude bekendt som er sundhedsplejerske. Hun var skøn. Helt konkret: Drengen skal aktiveres så han bliver træt og så skal han "køres" efter et skema. Og det bedste. Det virker!

Så nu ser vores dag sådan ca. sådan ud:

Op ca. 6:30 og morgenamning.
Hygge indtil storebror står op ca. 7:30 evt. lidt grød. (Og her ligger han rigtig meget på maven og knokler)
Amning inden afgang til børnehaven 8:30
Sove til 11 (!) Vildt. Han kan vitterlig sove så længe lige pludselig.
Så er det tid til amning og grød osv. Masser af liggen på maven - hvis han ikke gider, så triller vi lidt og leger hvad jeg nu kan finde på.
Ca. 13.30 lille lur igen. Nu kun en times tid.
Ca. 14.30 Op og aktiveres igen. Amning skiftning osv.
Ca. 16.30-17 powernap så han kan holde til han skal i seng.
Sengetid mellem 19 og 20 ligesom storebror (men ikke nødvendigvis samtidig).

Eneste issue er faktisk putningen. Han bliver lagt og så sidder jeg ved ham til han sover. Men det tager altså 35 minutter. Jeg pønser lidt på at få Didrik involveret. I går gav jeg op efter 40 min og sendte ham op. Så sov han på 5 min. Så måske vil han hellere acceptere det, når det er farmand der sidder ved siden af? Ellers ringer jeg snart til min livline igen.

Dernæst natten. Han sover så i egen seng til alt mellem 21.30 og 1 (rekord indtil videre, han blev endda vækket af storebror som ikke kunne finde sin hovedpude). Og så kommer han over til mig og bliver ammet og vi sover videre sammen. Som regel vågner han kun et par gange og ved 3-4-tiden plejer han ikke lige at falde i søvn igen. Så lægger jeg ham tilbage i sin egen seng og så ligger han og pludrer i 10 minutters tid lige så stille indtil han falder i søvn igen. Skøøønt. Så vågner han så omkring 6:30.

Så pludselig har jeg tid til mig selv. Jeg har ikke helt vænnet mig til det, og går lidt rundt om mig selv.

Så nu glæder jeg mig bare til vi kan lægge ham og han falder i søvn på mindre end 35 min, for det er lidt hårdt at høre ham vræle så længe. Men så længe vi er ved ham, mener min livline ikke at børn tager skade af det. Jeg må sende hende nogle blomster!

Egentlig synes jeg at jeg hele tiden har været meget god til at aktivere ham, men han har åbenbart levet for passivt. Nu er han ved at vænne sig til at være på maven konstant og brokker sig faktisk nogle gange når han ikke gider at ligge på ryggen længere. (Og så må han altså godt snart lære at trille - han triller kun om på siden selv - men det virker som om det er tæt på).

Kovending

2010-02-05T12:58:00.002+01:00

Nope, den gik ikke. Han faldt muligvis kortvarigt i søvn en overgang, men vågnede da han hostede. Så alt i alt skreg han i 1,5 time, da jeg besluttede at han måtte være sulten og gav ham mad.

Så nu er der ny strategi. Han bliver nattet på samme måde, men i stedet for at lade ham ligge i sengen tager jeg ham op, når han bliver ulykkelig. Så falder han i søvn på mig, og jeg ligger ham tilbage i sengen. Det tager ca. 20 min. Og han bliver i soveværelset og der sker ingenting.

Så det er da et fremskridt fra at falde i søvn ved brystet....

Næste step må være når det her bliver rutine.

Jeg føler mig som en meget blød mor, men også at det her er den rette vej frem. Jeg kan ikke bære at han er ulykkelig over noget jeg har pålagt ham. Så hellere tage et skridt af gangen. Vil høre sundhedsplejersken hvordan man kommer fra denne type natning til at blive lagt i sengen og ikke komme op mere.

Må løbe...

Projekt lære at sove

2010-02-02T19:18:00.002+01:00

Lillebror har sovet i ske med mig hver nat hele sit liv. Men nu skal han altså lære at sove. Mener vi - de onde forældre! Så nu er han puttet. Han har fået mad nede i stuen, ren ble på og nattøj, sunget godnatsang og så har jeg lagt ham sammen med kaninbamsen og en sutteklud.

Jeg har været derinde et par gange og nusset lidt og sagt godnat. Nu er han ved at lyde temmelig rasende. Men han lyder ikke ulykkelig - blot rasende. Pyha. Jeg håber at han hurtigt lærer at det er en god ting at falde i søvn af sig selv i sin seng og ikke ved brystet. Men det kan man nok ikke forlange af ham her til aften.

Hmm.. nu bliver han vist snart lidt hysterisk, men stadig ikke ulykkelig.

Egentlig er det mere til gavn for os andre end for ham. Men det holder bare ikke i en familie med to børn at den ene skal gås i søvn af mig eller ammes i søvn af .. ja mig. Det gør det meget svært at mangle mig en aften, og det bliver nok ikke nemmere at lære ham jo ældre han bliver.

Et af de store problemer er også at amme i søvn ikke nødvendigvis virker længere. Han ligger nogle gange uroligt og sparker og hiver og falder absolut ikke i søvn. Så er der kun "gå med ham til han dejser om af udmattelse" tilbage.

Og jeg synes at det er en gave at kunne falde i søvn selv. En gave jeg gerne vil kunne give ham.

Han falder vist ikke i søvn lige nu. Nu er han SUR. Meget. Han reagerer slet ikke når jeg går ind til ham og aer ham og siger godnat igen. Men han ved da at jeg er der.

Pyha, jeg har frygtet denne dag. Dagen hvor man påbegynder projekt lære at sove. Men mon ikke det er bedre nu end senere?

Uha, det er ikke sjovt. Det er nu 10 min siden han blev lagt....

Babysvømning

2010-01-14T13:55:00.003+01:00

Vi er begyndt til babysvømning. Nu har vi været der 2 gange. Det er hverken en kæmpe succes eller fiasko. Første gang holdt han kun ud i 15 min, og i dag i 20 min så det går fremad. Han virker glad nok for vandet, men når vi har gjort forskellige ting, så får han ligesom nok og vil kun hænge på arm og ikke flyde eller hvad vi nu er i gang med.

Kan de godt blive rigtig glade for det, selvom de starter ud med at være lidt "lunkne"??

Godt nytår!

2010-01-02T10:31:00.002+01:00

Det bliver ikke meget jeg får skrevet, så der er mange tanker i hulter og bulter. Først og fremmest: Det går super! Jeg har vist aldrig været lykkeligere end jeg er lige nu og her. Tænk at sidde her i en familie på 4 når jeg for ganske få år siden troede at jeg aldrig ville få børn...

Lillebror vokser og trives. Det er længe siden han er blevet målt og vejet, men han er LANG. Han kan presses ned i noget tøj i str. 62 men enkelte stykker i 68 er han vokset ud af, og posen med størrelse 74 er i gang med at blive vokset, så han kan være i noget mere komfortabelt. Liften kan vi vist også snart lægge væk.

I går fik vi monteret den gamle babyseng i soveværelset. Jeg vil begynde at vænne ham til sengen, så han ikke kun sover hos mig. Så i går fik jeg ham til at sove på armen, så lagde jeg ham i sengen ca. 20.30. Han sov fint videre, men vågnede med et vræl klokken 21. Så tog jeg ham over i sengen og ammede ham i søvn som sædvanligt. Men det var en fin start på sengen!

Han er 3,5 måned, så nu er det snart tid til grød. Jeg glæder mig!

Han har ellers levet af min mælk. 3 gange har han fået mme. En gang inden mælken løb til (han drak ca. 25 ml) og så to gange hvor jeg ikke har været hjemme. Det er vist lidt af en kamp at få ham til at tage flasken. Og sut gider han stadig heller ikke. Nu vil han dog gerne putte alt i munden, men stadig ikke sutten.

Vi har lidt problemer med dagslurene pga. vejret måske. Han nægter pure at sove udenfor medmindre vognen triller. Barnet har vist indbygget gps... men måske det generer ham at det er så koldt. Her til morgen stod vi op klokken 7 og ved 9-tiden blev han sur. Så gik jeg lidt rundt med ham og han faldt hurtigt i søvn. Så lagde jeg ham op i sengen og nu har han sovet i halvanden time! Det er LÆNGE siden en lur har varet så lang tid, så han er vist glad for at sove inde.

Storebror er også bare skøn. Han er blevet tynd. Mærkeligt når han var så fed en baby! Men han spiser ikke så meget. Vi prøver bare at lade være med at fokusere på det og tilbyder ham det vi andre spiser. Tror nu at det fungerer meget fint. Han kan dog ikke længere være i str. 92 bukser, men str. 98 kan ikke blive på, de falder ned om numsen. Det går fint uden ble. Han bruger heller ikke ble om natten og har stort set ingen uheld.

Lige for tiden tegner han. Meget. Han er meget fokuseret på hvad han end laver. Så det bliver hurtigt til 2-300 tegninger på et par dage. Heldigvis har jeg "stjålet" blokkene med hjem hver gang jeg har været på kursus eller lignende. Men vi er vist ved at være igennem det meste.

Han har nydt julen og nytåret og festen. Nu er jeg spændt på hvad han siger til at komme i børnehave. Han er begyndt at være svær at få afsted. Men der er jo ikke så meget at gøre. Jeg gør bevidst morgenen kedelig (sådan har det været længe). Vi spiser morgenmad, klæder os på og går. Han kan godt lege lidt selv, mens jeg rydder af bordet eller passer lillebror, men jeg leger aldrig med ham. Alligevel kan han være svær at få med. Men han trives i børnehaven. Er altid igang med en leg eller hygge, når vi henter ham, og han fortæller glædesstrålende om sin dejlige dag!

Jeg er spændt på 2010. De første 4 måneder skal jeg hygge mig med Lillebror, men så venter hverdagen. I første omgang skal jeg arbejde 29 timer om ugen. Jeg skal aflevere de små (vi HÅBER at lillebror kommer i samme institution) og så kan jeg komme rimelig tidligt hjem. Når så barslen slipper op er jeg på fuld tid, men jeg har næsten et år med nedsat tid, så det bliver lækkert.

Jeg er kommet i gang med at løbe og til min store overraskelse har jeg en eller anden form for grundform, så jeg kan faktisk løbe 4 km (langsomt!). Så vil jeg høre om der er plads på babysvømningsholdet der starter i uge 1, og så er ugen vist også ved at være fyldt op med aktivitet når man regner mødregruppen med i ligningen.

Uha, jeg havde en dum oplevelse! Jeg havde besluttet at få hormonspiral. Troede at det ville være hurtigt overstået at få den lagt op, men av-av-av. Det tog en evighed og gjorde stjerne hamrende ondt. Lægen var dum og sagde ikke rigtig noget, og jeg blødte helt vildt bagefter.

Øv. Det står der altså ikke noget om i informationsmaterialet!

Men heldigvis virker den i 5 år! Det burde også være optimalt at få op, mens man ammer. Hov han er vågen!

Tak!

2009-12-19T14:01:00.003+01:00

Tak for alle jeres kommentarer. Det varmer at vide at jeg ikke er den eneste som har det sådan. Situationen løste sig selv, hvis jeg kan tillade mig at være så kynisk. Hun fik en SA. Men inden da havde hun blandet min storesøster ind i sagen og hun havde ikke lagt fingrene imellem, men fået talt hende fra det. Jeg tror at lillesøster var lettet...

Nå, ikke mere om den sag. Jeg er ærlig talt lidt irriteret på min lillesøster, men det er ikke nogen nyhed.

Det går strygende. Den lille er nu over 3 måneder og begyndt at grine, prøve at komme op og sidde og begyndt at gribe fat i sit legetøj. Han har meget mere mimik og er super skøn. Eneste irriterende egenskab er at han sover meget lidt og let. Så det er sjældent at han sover meget mere til middag end mens jeg går med ham. Ikke meget cafehygge over min barsel!

Nu er han vågen - igen. Så jeg må smutte!

Dilemma

2009-12-02T12:45:00.002+01:00

Min lillesøster ringede til mig med den glædelige nyhed at hun er gravid. Det var ikke helt planlagt, da de gerne vil ud og rejse, men hun blev gift i sommer, er 28 år gammel og har altid gerne ville have børn. Jeg blev overrasket men glad på deres vegne.

Så ringer hun igen. Dagen efter. I panik. Åh nej. Det gør jo ondt og hun har kvalme og "får man nogensinde sin krop igen...". Jeg forsikrer hende om at det er normalt (råder til at gå til lægen hvis smerterne er slemme, men det var de vist ikke alligevel). Og så siger jeg at det er hårdt at være gravid, føde og få et barn, men det er det hele værd!

Så ringer hun igen. Nu vil hun have en abort.

Jeg startede med at sige at jeg ville støtte hende, hvad hun end valgte, men som tiden gik kunne jeg mærke at det kan jeg bare ikke. Så i går fortalte jeg hende at jeg elsker hende, og ønsker det bedste for hende, men jeg ved at hun vil fortryde sin beslutning senere, og jeg ikke kan være med mere. Det er for hårdt for mig at være med på sidelinjen i en abort. Det kan jeg simpelthen ikke. Om det skyldes min historie som barnløs, min dejlige nyfødte, hormoner, det faktum at det er min niece/nevø eller mine børns fætter/kusine det ved jeg ikke. Men jeg kan ikke støtte hende i det. Hun må finde nogle andre støtter.

Jeg har prøvet at argumenter for mit standpunkt men kapitulerede i går. Jeg vil jo ikke leve hendes liv for hende, men hvis det virkelig er det hun vil, jamen så kan jeg ikke gøre noget ved det. Det piner mig bare at hun ikke virker afklaret.

Så tænder jeg min computer her til morgen og der ligger en e-mail fra min storesøster. Min lillesøster overvejde på et tidspunkt at ringe til storesøster, men gjorde det ikke. Men det gjorde hun så alligevel i går. Dagen før a-dagen. Min storestøster skriver at de har talt og at hun umiddelbart har snakket hende fra det. Hun føler ikke at argumenterne for det er gode nok, og hun frygter også at lillesøster vil fortryde det. Så hun beder om et tidspunkt hun kan ringe til mig så vi kan diskutere det.

Jeg er virkelig splittet. Hvor meget skal man blande sig?

Min lillesøster er enormt følsom. Hendes argument for abort er at "det ikke føles rigtigt". Som om man vågner om morgenen og er i kontakt med hele universet... Nå, nu er den lille vågen igen. Jeg må løbe.

Halvanden måned...

2009-11-05T14:31:00.002+01:00

... som mor til 2. Det er stort. Det er rigtig stort. Og samtidig er det bare hverdag. To børn skal passes og plejes...

Lillebror vokser og trives. Og vågner... nå, det blev da kort!

Lillebror 5 uger

2009-10-22T11:46:00.002+02:00

Sikke det går. Nu er han allerede vel over en måned gammel og vi er ved så småt at finde en rytme herhjemme.

Morgenerne går over al forventning. Jeg hygger mig faktisk med de to drenge. Og Junior er heldigvis rigtig sød til at vente lidt på mor ind imellem og ligefrem hjælpe mig.

Nætterne er lidt mere øv end de var. Åbenbart sløvede gulsoten ham, så han sov fint om natten - dvs. han vågnede for at spise og faldt i søvn umiddelbart efter. Nu vågner han for at spise men kan ikke rigtig finde hvile bagefter. Ikke efter alle spisningerne i hvert fald. Jeg tror at det er maven der driller ham. Ind imellem vil han bare spise og spise og spise, men samtidig gylper han... så han er nok ikke rigtig sulten, men et eller andet generer ham og måske kan han ikke kende forskel på sultfornemmelsen og så på overfyldt? Jeg ved det ikke, men nætterne er blevet lidt hårde. De seneste nætter har han været vågne 2-3 timer midt på natten hvor jeg får ammet og skiftet ham en del gange.

Derudover har vi været lidt på udflugt. Jeg var til møde på mit arbejde og det gik rigtig fint. Han gryntede og bøvsede lidt i ny og næ, men var faktisk sød og stille og det hele. Alle mine kollegaer synes at han er rigtig sød og rolig.

5-ugers besøget hos lægen i går var dog ikke en lige så rolig oplevelse. Han faldt selvfølgelig i søvn på vej derover og sov også i Voksiposen mens vi ventede på at det blev vores tur. Så gæt hvem der var pænt gnaven da han skulle tages frem og klædes af? Lungerne fejler absolut ingenting!

Til gengæld var det også i går at jeg fik det første smil fra ham, hvor jeg var helt sikker på at det var et smil, fra ham til mig. Det varede rigtig længe, og han kiggede mig lige ind i sjælen. Nøj, hvor er det stort! Og hvor jeg dog elsker ham!

Mine anelser om at han muligvis er en noget anden statur end sin gigant storebror er muligvis blevet gjort til skamme. Han lagde jo ud med sølle 52 cm (mod storebrors 55), og blev nedgraderet til 51 cm ugen efter. Lægen målte ham i går til 60 cm, men da hun så hvad sundhedsplejersken havde skrevet, så skrev hun selv 58 cm (mærkværdig læge). Storebror blev målt til 59 cm til sin 5-ugers undersøgelse. Jaja, de er jo nogle små elastikker, så man kan ikke sige at de er samme størrelse endnu, men åbenbart hører Lillebror heller ikke til de klejne.

Men vægten er forskellig. (Heldigvis - hvor VAR Junior bare TUNG). Til denne undersøgelse vejede Junior 5,35 kg mens Lillebror er på en mere moderat vægt 4,6 kg.

Derudover ligner de hinanden helt vildt. Først syntes jeg ikke han lignede andre end sig selv, men han er bare en Juniorkopi. Hvor er det dejligt! Så skal det nok gå ham godt.

Apropos Junior så sagde pædagogen i morges at de havde sunget til guitarspil i går og at Junior kunne hele Åh Abe sangbogen udenad. Han havde endda stået og spillet luftguitar undervejs... Han er en en sød knægt! Og i øvrigt har vi ikke den sangbog, men så mange andre - og nogle sangglade besser - så de lærer ham alle de besynderlige børnesange som forældrene ikke kan.

Lillebror har et besynderligt søvnmønster. Han falder i søvn i barnevognen om formiddagen og jeg går typisk ned og handler eller en anden længere tur. Så sover han måske 5-10 min efter vi kommer hjem, men vågner så. Jeg bærer ham ind i Voksiposen og tror at han vil op, men næ nej, så ligger han sig til at sove på stuegulvet. Nu har han været inde i 3 kvarter. Jeg har nået et bad og ville egentlig netshoppe en gave til min søster, men hver gang jeg forsøger, så vågner han, så nu er jeg blevet helt overtroisk! Måske når indlægget er færdigt? Mine br(y)ster vil vist gerne fodre ham.

Ja, amning går også strygende. Der er masser af mælk. Jeg er faktisk ved at få spat af alt det mælk som vælter ud hele tiden og har også anskaffet mig diverse indlæg. Men hvor er det dog besværligt, og hvad gør man om natten? Jeg drypper ham jo i hovedet hvis jeg ikke ligger med håndklæder og stofbleer og alt muligt. Nå, eksperterne mener at det regulerer sig så man ikke "drypper" så meget efter nogle måneder.

Uh, hvor jeg nyder livet. To vidunderlige knægte! Og en skøn mand.

3 uger

2009-10-07T13:54:00.002+02:00

Så er de første 3 uger med Lillebror gået. Det har næsten været en dans på roser, men selvfølgelig ikke helt. Trætheden er hård men bedre end husket. Og nu glæder jeg mig for alvor til at han bliver ældre - altså forstået på den måde at han stadig er meget min lille baby som ikke ænser hvor han er eller hvem der kigger på ham. Jeg glæder mig til han kan smile og være mere bevidst om sine omgivelser. Men det er på vej. De seneste dage har han haft nogle minutter hvor han har kigget på mig, sin far, sin bror eller noget legetøj. Vores malerier er også meget populære.

Og nu er han også så småt ved at acceptere at blive lagt ud i barnevognen for at sove. Jeg har haft nogle dage hvor han bare har været på mig. Spist, spist, spist, faldet lidt hen, og vågnet når jeg har lagt ham fra mig. Men det er også ved at være bedre.

Maven er vist så småt ved at drille lidt. Og han er ikke helt nået til at det er sjovt at blive skiftet. Tvært i mod, jo mere der sker, jo værre. Så hvis han skal have skiftet tøj er det ikke sjovt. Men her kan jeg også begynde at mærke en ændring. Nu kan jeg faktisk skifte ham uden at han bryder ud i gråd.

Og så er han bare dejlig. Han er jo min lille ny! Han er så fin så fin. Han ligner sin storebror meget, men er ligesom lidt finere i trækkene. Han har fået lidt hormonknopper, men derudover er huden bare fin - ikke gul længere - og det tynde tynde mørke hår på hans hoved er uendelig blødt.

Jeg tror at han har et meget mildt temperament som sin bror. Han finder sig faktisk i en del. Vi er jo nødt til at fokusere lidt på storebror om morgenen, og det går over al forventning.

En typisk dag:

Lillebror vågner omkring 6.30 og jeg skifter ham og ammer ham i sengen. Lidt i 7 kommer Storebror ind og vi hygger allesammen i sengen og sludrer lidt om det ene og det andet. Så smutter jeg på wc mens Storebror kigger efter Lillebror (en morgen sang han faktisk en sang for ham!). Jeg klæder mig på i soveværelset (har lagt tøjet klar) og vi går nedenunder. Lillebror i liften. Her bliver han mens Junior og jeg spiser morgenmad (stillet klar aftenen før, så jeg kun skal tage mælken ud af køleskabet. Lillebror ligger måske og snakker lidt med sin zebra imens.

Så skal Junior klædes på og Lillebror skal i barnevognen. Det sker sådan lidt simultant afhængig af hvor tung i gumpen Junior er. Madpakken er smurt aftenen før. Så går vi ud - Junior afsted på sin løbecykel og vi andre med barnevogn. Lillebror begynder som regel at brokke sig når han ligger klar i vognen og der ikke lige sker noget, men han falder til ro når vi går.

De fleste morgener når han ikke at vågne og græde i vognen mens jeg afleverer Junior, men nogle morgener gør han. Når vi når hjem er han som regel vågen og jeg tager ham med ind og ammer ham til klokken 10. Seriøst. Han dier, falder hen, opdager han er mere sulten, dier igen, bliver måske skiftet (og sur) og dier videre. Så kan jeg (nogle dage) have held med at ligge ham ud i vognen og andre dage får vi os en skraber sammen på sofaen.

Der er ikke så meget rutine herefter - vi prøver os frem. I dag er det lykkedes at lægge ham i barnevognen til søvn 2 gange. Første gang 1 time og nu har han foreløbig sover i godt 5 kvarter. Dejligt, så kan jeg nå lidt forskellige ting. Ellers har jeg kun lige fået styr på det værste inden farmand er kommet hjem, men vi har heldigvis eftermiddagen sammen.

Bla bla bla. Jeg skriver bare. Ved ikke rigtig hvad min pointe er. Vil vel bare gemme disse hverdagstanker, så jeg senere kan kigge på dem og huske min tid med mit andet mirakel.

Jeg er stadig helt i chok over at være så heldig. Tænk engang. 2 fantastiske drenge! Det havde jeg svært ved at forestille mig for et par år siden.

Amning kører stadig. Mit ene bryst er helet fint og det andet er næsten helt sårfrit. Vi har en døgnrytme og Lillebror accepterer næsten når det er nat.

Hov, nu er han vist ved at vågne! Tak for tillykkerne - i øvrigt manglede jeg vist kun fakta fra fødslen: 3870 g og 52 cm....

Fødsel

2009-09-19T14:27:00.002+02:00

Så fik jeg lidt uventet tid for mig selv mens far og Junior er i byggemarkedet og Lillebror sover.

Tirsdag aften var jeg ikke til forældremøde. Didrik var vist for bekymret til at slippe mig af syne. Jeg havde rimelig regelmæssige veer som ikke gjorde ondt, men altså, det gjorde de jo heller ikke sidst, og jeg vidste nu at jeg var begyndt at åbne mig. Så vi ringede til hospitalet og de ville gerne se os. Så kørte bedsteforældrene herud og vi var på hospitalet ved 23-tiden. Her var veerne næsten stoppet igen og jeg var kun 3 cm åben endnu. Alligevel så jm gerne at jeg blev derude da hans hjertelyd dykkede en anelse under veerne da hun kørte ctg. Men vi skulle ikke være bekymrede.

Nå, vi blev lagt til at sove så godt det nu lod sig gøre på en fødestue. Jeg fik først lavement og der blev lyttet mere til hjertet. Jm mente nu egentlig at han havde det fint nok, men hun ville rigtig gerne holde på os.

Om natten var jeg gnaven. Jeg ville hjem, jeg savnede Junior og jeg følte mig som verdens værste mor at jeg lå derude istedet for at være hjemme hos min søn. Klokken 4 ringede jeg på jm. Hun mente at vi skulle blive, for det var alligevel midt om natten. Så kunne vi vurdere sagen om morgenen. Nu var jeg 4 cm åben.

Om morgenen kom den nye jm. Hun snakkede livligt om hvordan det var enormt almindeligt med fleregangsfødende at fødslen starter hvorefter den stopper igen og kan være uger væk. Så vi kunne bare tage hjem. Men da hun stak hånden i mig ændrede hun mening "ny plan - du kan også bare føde nu". Jeg var da 5 cm åben og hun mente sagtens at jeg lige kunne få det barn ud på hendes vagt. Så hun ville bestille lidt morgenmad til os og så tage vandet (men jeg måtte ikke spise for meget, da fordøjelsen ikke rigtig virker under en fødsel, så jeg risikerede bare at det kom op igen). Vi kunne begge rigtig godt lige vores jm, og var glade og lettede over at ventetiden var ved at være slut. Selvom jeg ikke rigtig gad at føde... sådan noget gør jo ondt.

Nå, men efter noget ventetid fik vi mødt den jordemoderstuderende som var den gennemgående person. Jm kom og gik, men den studerende var der en del. Jeg var glad for at have en studerende sidst jeg fødte, men må indrømme at hende her ikke var helt så dygtig. Men pyt, vi havde også en fin kemi med hende, og der var en rigtig god stemning på stuen.

Den studerende prøvede at tage vandet, men kunne ikke rigtig. Jeg blev dog rost for at holde ud mens jm guidede hende (forgæves). Efter en masse mokken og masen tog jm dog vandet på et sekund. Sådan.

Sidst gik der kun en halv time fra vandet blev nappet til veerne startede, men denne gang gik der 1,5 time. Jeg var dog i rimelig fint humør og vi hyggede os. Så fik vi besked på at kysse hinanden, mens hun drak kaffe, for det kunne godt starte noget op. Sjovt nok var det rigtig dejligt at kysse, til trods for at det var på kommando og jeg gik rundt i en oversize hospitalsskjorte med matchende sokker. Og der kom gang i veerne. De stilnede dog af, da holdet kom tilbage og ville give mig vestimulerende akupunktur. Her lå jeg med ctg-måler på og nåle i hænder og fødder. Men da de endelig pillede det hele af, kom der gang i den.

Så tog de ellers stille og roligt til. Igen mente jeg ikke rigtig at jeg havde lyst til at føde. Jeg kunne jo godt klare de smerter jeg havde, men jeg vidste også at det blev værre.

Denne gang var jeg meget til stede. Jeg brugte Didrik til at hænge over og til at nusse min læn og nød hans nærvær. Jeg kunne også selv tisse... Da jeg havde haft veer i hvad der føltes som en evighed begyndte pressetrangen. De fik mig undersøgt og jeg var 8 cm åben og måtte altså vente lidt. Efter en tur på wc og lidt gang (det tager lang tid at komme tilbage til briksen når man får veer hele tiden) syntes jeg dog at jeg skulle presse mere og mere og endelig sagde de til mig at jeg bare skulle gøre det min krop ville have mig til. På det tidspunkt stod jeg på alle 4 og rokkede frem og tilbage. Jeg begyndte så småt at presse i mit eget tempo men lagde hurtigt kræfter i.

Pludselig var han så langt ude at det bare gjorde ondt. Og så gik veen i stå og jeg fik besked på ikke at presse uden ve. Av da. Men den kom i gang igen og med pressen fra mig og hiven fra jordemoderen kom det lille væsen ud. Phew. 7 min havde pressefasen taget. Men jeg troede at det tog det 3-dobbelte. Meget intenst.

Jeg fik stor ros hele vejen igennem... Nå, nu kommer nogen hjem, jeg må færdiggøre senere...

En ny verdensborger!

2009-09-19T10:26:00.003+02:00

Jeg fødte i onsdags. En dejlig dejlig dreng! Alt gik over al forventning og nu går jeg rundt i en salig glædesrus og føler mig så lykkelig.

Mælken er løbet til i går og det ser ud til at vi har fået et rigtig dygtigt ammebarn. Han suttede løs lige efter fødslen og nu er vi bare ved at være rigtig gode til det der!

Flere oplysninger følger, men nettet er ikke der jeg bruger mest tid lige nu. Ville bare lige fortælle hvor dejlig han er min lille ny!

38+2: 3 cm

2009-09-15T13:23:00.002+02:00

Så nåede jeg til jordemoder. Jeg er nu 3 cm åben og der er kun 1 cm blød livmoderhals tilbage. Det så ud til at forbløffe hende noget, men jeg er nu egentlig ikke overrasket. Af en eller anden grund var det det jeg troede ville ske.

Hun kunne dog ikke sige noget om hvornår jeg føder, men mener at det er usandsynligt at jeg når næste konsultation om 2 uger. Jeg behøver dog ikke at aflyse den, hun skal nok finde ud af at jeg har født, hvis jeg har det.

Så jeg fik fat i manden og han har fået ordrer om at være klar på ikke at skulle på arbejde i et stykke tid.

Resten af dagen står på frisør klokken 14 og forældremøde klokken 18.30. Jeg ved ikke rigtig med det forældremøde. Hvis der er veer, så tror jeg bare at jeg springer over....

Spændende!

38+1: Pyha

2009-09-14T10:11:00.002+02:00

Så kom jeg gennem weekenden. Jeg troede godt nok at jeg skulle føde i går! Der var en hel ny styrke i plukkeveerne. Pludselig var de ikke bare sådan "nu strammer livmoderen sammen". Nej, de begyndte at gøre ondt. Nogle trak ned i lårene, nogle fik mig til at gispe efter vejret og stoppe op. Og min mave lavede virkelig mange. Jeg tog et par timer på langs i går eftermiddag for at få dem til at gå væk, men de blev ved med at komme ca. hvert kvarter. Det blev jeg så træt af at holde øje med, og da vi sad og spiste aftensmad og fortsatte med aftenen så forsvandt de lige så stille. Jeg var ude og gå en lille tur og fik ikke nogen nævneværdige veer af det. I nat var der faktisk nærmest ingen og da jeg vågnede heller ingenting.

Pyha!

Og jeg skal til jordemoder i morgen. Jeg er spændt på om der er sket noget, eller om jeg er hermetisk lukket. Jeg vil virkelig gerne vente med at føde. Bare en uge mere! Men jeg glæder mig nu også. Det bliver spændende at møde ham...

Derudover er min mave helt sikkert sunket. Flere har kommenteret det, og jeg kan også selv se det. Jeg har enormt meget udflåd. Meget vandigt og besynderligt (dog ikke helt lige så meget som op til fødslen af Junior). Jeg løber hele tiden på toilettet - mest for at tisse men ikke kun. Det virker som om kroppen bare vil være klar...

Jeg er løbet tør for omeprazol. Jeg vidste at det ville ske og har det også fint med at stoppe det inden fødslen, der er vist en vis risiko for at man får værre mavesyre efter man stopper med en omeprazol-kur end inden. Og jeg ved jo at det forsvinder som dug for solen efter fødslen, så på denne måde kan jeg få mine "abstinenser" mens jeg alligevel ville have halsbrand og ikke når de burde være stoppet.

Men det er ikke sjovt. Nu kan jeg mærke syren og natten og har vildt dårlig ånde. Øvbøv.

Og så er der det med redebyggeriet. Jeg er virkelig sær. Går og sætter ting i snorlige rækker i køleskabet, laver lister og bunker og prøver at aktivere alle mulige. Jeg er vist temmelig belastende... Jeg tror ikke at jeg går denne uge ud (men jeg er dybt upålidelig hvad det angår, så hvem ved?).

37+4: Og lidt om mig igen

2009-09-10T12:40:00.002+02:00

Så blev det ingen übercool fødselsdag til den lille (090909). Men til gengæld nogle flere dage i friheden til mig.

Jeg tænker meget på fødsel nu. Hver eneste plukkeve bliver til en "hmm.., er det mon starten...".

Sjovt nok har jeg flest veer om natten. Det føles i hvert fald sådan. Det er voldsomt ubehageligt, for jeg vågner altid ved at det gør ondt. I min søvndrukne tilstand når jeg at tænke flere muligheder igennem for hvad det præcis er der gør ondt indtil jeg opdager at det er en plukkeve som strammer om min fyldte blære - som altid er fyldt, flere gange hver eneste nat! Så kæmpe sig op og ud af den bløøøøde seng, til trods for veen og ud på toilettet. Aaah. Og så i seng i nat hvorefter der går en evighed før jeg rent faktisk falder i søvn igen og jeg har adskillige veer, som bliver ignoreret så godt jeg nu kan.

Om dagen har jeg sjældent plukkeveer. Der kommer én, hvis jeg tager trappen lidt for hurtigt, men ellers ikke det store. Om aftenen er der nogle flere.

Jeg forstår ikke helt hvad der sker eller hvordan, men nu ER fødslen jo tæt på, så jeg går ud fra at der bare skal så meget træning til som muligt.

Faktisk er der i dag maks en måned til jeg bliver mor igen. Vild tanke. Og endnu vildere, at det kan være at det SKER i dag. Eller i morgen. Vildt.

Lidt om Junior

2009-09-08T09:28:00.002+02:00

I går aftes ville han ikke have natbleen på. "Jeg bruger ikke ble". Vi måtte så bøje os, og efter godt 11 timers sovning var der ingen uheld. Han er altså en dygtig dreng!

Hele bleafvænningsforløbet har været meget op og ned. Han fik hurtigt styr på ikke at tisse i bukserne og har faktisk kun haft 3-4 uheld af den art siden bleen blev taget af ham, og det har været når han har været i leg. Men det er på næsten 3 måneder, så det kan han godt være stolt af.

Mht. det andet var det lidt mere en kamp. Det tog en 10 dages tid for ham at forstå at sige til, når han skulle lave pølser. Men så forstod han det også. Siden da har han dog haft MANGE uheld. Det virker som om hans mave ind imellem er lidt løs og når han så prutter så kommer der en lille smule med ud, som han enten ikke registrerer eller som han er lige glad med. Så vi har vasket mange underbukser på den konto. Det kommer i perioder. Vi kan måske have en uge helt uden uheld, for dernæst at have 2-3-4 uheld på samme dag (deraf teorien om at det måske hænger sammen med at maven er lidt løs ind imellem).

Og nu er natbleen røget! Jeg har besluttet mig for at tage det helt cool når sengen en morgen er gennemblødt. Alt andet ville være at stille urealistiske forventninger til min lille dreng. Men det var da en fin start. Og nu synes jeg virkelig godt at jeg kan sige at min lille store dreng er blefri!

2 år og 9 måneder er han. Sikke meget der er sket. Han er absolut ikke en baby længere. Han er kærlig og sød og han kan være ganske frygtelig! I morges kaldte han mig en pige-prinsesse mens han aede mig hår. Og på andre tidspunkter får han flip, hvor man bare ikke KAN gøre det rigtigt (eksempel, han vil have noget mad, som vi ikke har!).

Alt i alt tror jeg at det er sundt at han tager sine ture. Det er en del af udviklingen og hvis han altid var sød og mild og god, skulle jeg nok være mere bekymret.

Ej, jeg er altså bare så stolt af min lille store dreng! Han er utrolig vellidt i børnehaven. Hver eneste morgen er der flere børn der råber: "Her kommer Junior" når vi ankommer. Han giver som regel også krammere til de voksne og det er tydeligt at han passer ind. At han også lige klarede et skift til børnehave knapt 2,5 år gammel, er da også meget godt gået!

Nu er middagsluren så røget helt. Den har længe været forsvundet i weekenden, men han plejede at sove 3-4 dage om ugen i børnehaven. Det gør han ikke længere og det kan mærkes på hans humør om aftenen.

Hans sprog er helt fantastisk. Nogle gange kan man høre han søger efter ordet, for at sætte det i den rigtig form. I morges spiste vi f.eks. blødkogte æg. Han bankede på ægget og sagde: "Banke, banke, må jeg komme ind?" Dernæst (til mig). "Æggene, æg, æggene... ægget svarede ikke".

Jeg er lidt forelsket i den lille fyr!

37+0: Fuldbåren

2009-09-06T09:07:00.002+02:00

Så er jeg officielt ikke længere i stand til at føde for tidligt. Skønt at nå hertil!

Dagen i går gik fint. Som forventet kom manden først hjem efter Junior var puttet, men vi havde en fin dag. Jeg var dog - også som forventet - noget smadret af at være "på" hele dagen, så det var en lettelse da der blev ro i lejren.

Vi tog os en snak fredag aften. Jeg fik vist vrøvlet det meste af mit forrige indlæg af mig og min mand var nok bare lidt rystet over mine humørudsving. Han hævder i hvert fald at han meget gerne vil støtte mig og ser det hele helt omvendt. Men sådan ser jeg det måske også selv om et par dage. Og så har han bombarderet mig med søde sms'er i løbet af lørdagen og faktisk bare været rigtig sød ved mig. Jeg tager bare imod og prøver at få styr på følelser osv.

Suk, generelt har mine humørsvingninger været det aller hårdeste ved denne graviditet. Det er altså ikke nemt at være den voksne forælder til en 2 årig i trodsalderen, når hormonerne flyver rundt i kroppen og farver virkeligheden.

Nå, jeg ville vel egentlig bare rapportere at i dag er en god dag. Endnu ingen tegn på fødsel, men en kalender som siger at nu kan det være nu!

36+5: Humørsyg

2009-09-04T17:41:00.002+02:00

Hmm.. jeg ved ikke om jeg er ved at forvandle mig til et eller andet urimeligt monster, eller om verden virkelig ER imod mig?

Lige nu er jeg enormt frustreret på min mand. Det er vist en kombination af mange ting. Når jeg prøver at mærke efter, dukker der i hvert fald en masse følelser op. Jeg synes selv, at jeg er enormt forstående og lader ham gøre mange ting, for at han ikke skal føle sig alt for bundet op af en søn og en højgravid kone, men samtidig får han mig til at føle mig som en urimelig furie, fordi jeg ikke er afslappet NOK.

Eksempel. Han skulle ud og cykle klokken 11. Det viste sig så, at de skulle mødes et andet sted, så han skulle faktisk med bil klokken 10.40. Det fik jeg at vide sådan nærmest lige inden. "Jamen, det er jo i ..." som om at han allerede havde sagt det. Det er jeg 100 % sikker på at han IKKE havde. Nå, det er jo en detalje. Så havde jeg spurgt, hvornår han var hjemme og han svarer et eller andet. Jeg siger så, at de jo plejer at køre i kortere tid, så kan det virkelig være rigtigt at han først er hjemme på det tidspunkt? Eller noget.

Nå, cykelturen kommer og går, og efterfølgende hører jeg ved et tilfælde, at de har drukket kaffe i haven hos en af de her gutter. Det kommer jeg med en spydig kommentar omkring, fordi han ikke har nævnt det med et ord, men tvært imod fået det til at virke som om han har skyndt sig hjem, alt hvad han kan.

Åbenbart er forklaringen på at han ikke fortalte mig at de drak en kop hurtig nescafe, at jeg er så jaloux og urimelig at jeg ikke under ham 10 min hygge med vennerne, og så var det nemmere at lade være med at nævne det.

Nå! Så sådan er jeg åbenbart (blevet?). Jeg føler mig bare så såret, når jeg egentlig ikke synes at jeg er spor urimelig. Ja, jeg spørger altid hvor længe han er væk, men det er da for pokker ud for en planlægningsvinkel. Det er da ikke for at sikre mig at han ikke bruger unødig tid ude. Og han må da gerne drikke kaffe med sine venner og snakke om turen. Jeg føler mig bare så øv, når det virker som om han går på listetæer omkring mig, så jeg ikke skal flippe ud over noget.

Denne weekend byder på et cykelløb. Han er væk en hel dag fra tidlig morgen til halv sen aften. Det bliver sikkert senere end lige planlagt pga. parkeringsforviring og folk som ikke kan finde et eller andet og bliver akut pølsesultne på vej hjem. Så jeg har altså Junior alene hele dagen. Jeg har fundet et sted at hænge ud kl. ca. 11 til 15 men jeg ved at jeg ikke kommer til at sove til middag og at jeg skal tage mig af alt hvad der opstår af genvordigheder hele dagen. Lige nu kan jeg slet slet slet ikke overskue det. Og det er forfærdeligt ikke at kunne overskue en dag med sin egen (søde) søn. Men det virker bare som alt for meget.

Dengang min mand spurgte mig - for det har han altså gjort - om det var ok at køre dette løb, lovede han højt og helligt at han nok skulle melde fra, hvis der var det mindste og jeg var det mindste i tvivl om det var en god idé. Og hvad sker der så? Han spørger mig overhovedet ikke om noget som helst. Når jeg nævner at jeg har betænkeligheder, så springer han belejligt henover dem.

Lige nu er han ved at lave kartoffelsalat til os til i morgen. Han havde for længe siden tilbudt at han nok skulle sørge for noget lækker aftensmad til os. I dag spørger han så: "Nå, hvad vil I så spise i morgen". "Øh, jeg troede at du ville tage dig af det". "Jeg tager ned og handler" er det lakoniske svar. Ingen "hvad mangler vi ellers" eller noget som helst. Han snakker nærmest ikke til mig. Er jeg blevet en paria? En højgravid parasit som forpester sine omgivelser?

Plukkeveerne er kommet igen. Når Junior insisterer på at jeg skal lave puslespil med ham nede på gulvet. Vel og mærke et som han sagtens kan selv, så bliver jeg altså lidt irritabel. Jeg gider ikke at være sådan en hel dag.

Jeg vil heller ikke forhindre ham i at køre det løb i morgen, jeg vil bare have noget forståelse. Noget medfølelse, noget anerkendelse for at det føles som et offer at lade ham være væk en hel dag når jeg har absolut nada back-up skulle noget ske i løbet af dagen.

Og så er der alt det andet. Jeg synes selv at jeg er meget aktiv herhjemme. Jeg får nået pudsige småting som man aldrig får klaret i en travl hverdag, men jeg synes overhovedet ikke at der er nogen anerkendelse at spore. Måske er jeg bare for vant til at gå på arbejde og udføre et projekt og få noget ros? Sådan virker det måske ikke når det er domestic? Men manden har gang i super spændende projekter - han glemmer efterhånden sin frokost hver eneste dag, fordi han er helt opslugt, og ja, så er det måske ikke specielt imponerende at jeg endelig har fået ryddet op i cd'erne, ordnet malerpenslerne, fået sat batteri i (hans) ur, vasket hele husstandens dyner osv. Det gør det vel ikke. Men det betyder meget for mig og mit redebyggerinstinkt og så er jeg bare ved at være godt gal over at han er så ligeglad.

Øv, hvor lyder jeg utaknemmelig. Jeg håber at humøret ryger op igen i morgen, så Junior og jeg kan få en fantastisk dag!

36+4: Aldrig haft det bedre!

2009-09-03T09:26:00.002+02:00

Eller måske bare i denne graviditet. Nøj hvor jeg nyder livet. Det har været så hektisk, psykisk, at skulle forholde sig til alle forandringerne inklusiv den for mig allerstørste, at jeg skal være mor igen. Men nu glæder jeg mig bare!

Jeg var til snak på hospitalet igår. Omkring amning. Det var en overordentlig positiv oplevelse, og jeg er sikker på at det nok skal lykkes denne gang. Hun kunne ikke give mig en forklaring på hvad der gik galt sidste gang, men hun havde nogle ideer der kunne forklare det. Derudover talte hun om proceduren på mit nye fødested og det lyder bare meget mere som noget jeg kan forholde mig til. Mindre tvang og mere lade barnet selv komme til brystet.

Faktisk fortalte hun at den meget tvangsfyldte metode kunne ødelægge sutteteknikken for barnet. Nogle gange var man nødt til det, men hun syntes også at de havde været lige lovlig hårdhændede sidst.

Anyway, jeg vil ikke dvæle i fortiden, men bare konstatere at jeg tror at det bliver godt denne gang. Jeg føler mig i hvert fald tryg ved tanken om at opholde mig der.

Men der må stadig godt gå noget tid. Vi har en lang liste med store og små ting som mangler, og jo mere vi kan nå inden han kommer ud, jo mere fred og ro har vi efter.

Fik jeg nævnt at jeg glæder mig??

Aaaaaah....

2009-08-31T08:14:00.003+02:00

Første arbejdsdag hvor jeg IKKE skal på arbejde. Jeg har barselsorlov - jeg har barselsorlov - jeg har barselsorlov!!! Hvor ER det skønt.

Jeg havde i øvrigt lidt kvaler overfor Junior. Stort set hver morgen, når jeg følger ham i børnehave, spørger han mig om jeg så skal på arbejde. Hvad skulle jeg nu svare? Når først lillebror er ude kan han jo nok godt regne ud at jeg ikke går på arbejde. Så jeg besluttede mig for at være ærlig og sige at jeg ikke skulle på arbejde, men at jeg nu er så stor at lillebror kan komme ud når som helst, så jeg skal ikke på arbejde.

Han købte den. Vi snakkede lidt om at jeg bare skulle kedelige ting; sove, til lægen osv.

Han er altså en god dreng min lille Junior. Jeg bliver helt varm indeni af at tænke på ham. Når vi er ude charmer han alt og alle, og herhjemme er han bare så kærlig! Skøn dreng. Én til af dem tak!

Jeg synes at der er meget, jeg (vi) skal nå, så jeg er gået i gang med en liste. Nu har jeg fyldt siden ud, så jeg tænkte at jeg hellere måtte gå i gang med at få streget ting fra listen. Det er store og små ting i en skøn blanding. Det der generer mig mest er at det rum som skal være lillebrors værelsen en dag er rodet til med alt muligt skrammel. Det gør jo ikke så meget, fordi han alligevel skal sove hos os i starten. Men det generer mig. Jeg ville gerne have et rum som var klart til ham. Jeg drømmer om at købe wallstickers og gøre rummet rigtig hyggeligt til ham. Lige nu står der en kæmpe computer med scanner/printer, et rædselsfuldt skrivebord, en gæsteseng, et keyboard, en splittet ad barnevogn, højttalere som skal sælges osv. Der er faktisk en plan for at få afviklet det meste, men det involverer Didrik og jeg tror ærligt talt ikke at det betyder noget særligt for ham lige nu. Han er mere optaget af at få malet træværk inden vinteren og andre ligegyldige ting. Ej, det VAR ironisk. Så jeg har også skrevet "at købe pensler" på min liste, for at vise min gode vilje overfor de ting han synes er vigtige.

Men altså, ingen panik. Jeg har det lige som jeg havde det sidst jeg var højgravid: Det vigtigste er at være så klar som muligt til fødslen. Ikke nået med at okse rundt og være dødtræt hvis det så er lige der jeg går i fødsel. I øvrigt vil jeg heller ikke gøre noget som kan provokere en fødsel! Jeg vil gerne gå hele tiden ud. Men nu må vi se.

35+6 Endelig!

2009-08-29T17:00:00.003+02:00

Så er jeg gået på barselsorlov. Hvor ER det skønt! Ja, nu er det selvfølgelig bare weekend, men ikke mere arbejde i laaaang tid.

Der er nu 8 dage til babyen er fuldbåren og 29 dage til termin. Jeg håber absolut ikke at jeg føder foreløbig. Der er stadig en masse at nå! Jeg vil rigtig gerne have indkøbt de sidste småting til huset (nogle skuffer til badeværelset, nogle ben til en plade som skal stå ved siden af sengen, som liften kan stå i, nogle nye suttedutter til vores gamle Avent-flasker, og almindelige sutter kom jeg også til at tænke på...).

Men tasken er pakket. Altså tasken som i tasKEN. Den vigtige taske til fødegangen. Jeg har indkøbt en slynge og den er røget med. Så er der basis for at vi kan komme tidligt i gang med at bruge den.

Hvordan går det så ellers? Tjo, jeg er stor. Maven føles fuldstændig enorm. Jeg synes nu ikke at jeg har taget på så mange andre steder, men det må jeg have for vægten er steget med 12-14 kg (ja, jeg har aldrig specielt godt styr på hvad jeg præcis vejer). Min læge og jordemoder har dog ingen kommentarer til min vægt så det er nok fint nok.

Min halsbrand bliver stadig holdt under kontrol af omeprazol. Søvnen svinger meget i kvalitet. Jeg tror det er et spørgsmål om præcis hvor i søvnen jeg bliver vækket. Nogle dage føler jeg mig udhvilet om morgenen, mens andre nætter er så elendige at jeg ikke kan falde i søvn efter toiletbesøgene og måske har 3-4 af dem per nat. Så føler jeg mig temmelig brugt selv efter 9 timers søvn. Men nu kan jeg jo sove til middag hver dag :-)

Liv: Der er voldsomt mange bevægelser. Han mosler rundt. Nogle gange føles det som om han roterer, andre gange som om han prøver at stikke foden gennem maveskindet. Men jeg nyder at han har vendt sig. Nu sparker han ikke længere ned mod skeden men ud på maveskindet. Det er bedre. Til gengæld skal jeg tisse hele tiden, som i flere gange i timen, hvis jeg bevæger mig.

Hmm... nu regner det, kan jeg mon satse på at manden min har styr på vasketøjet? Sikkert ikke, men jeg gider ikke at gå ned for at tage det ind, når nu han er udenfor....

Den fysiske træthed er det værste. At bukke sig ned er næsten uoverstigeligt. Der var et par legekammerater herovre tidligere i dag og de fik spredt Lego og biler ud over det hele. Det er nemt nok at rydde op, skal bare i to forskellige kasser, men jeg KAN bare ikke. Det er hårdt og jeg får veer. Alt giver mig plukkeveer synes jeg. I nat havde jeg plukkeveer hver eneste gang jeg vågnede. Og de presser på blæren. Øv.

Ødemer har jeg ingen af, heller ikke strækmærker eller mærkelige streger på maven. Til gengæld får jeg skønhedspletter rundt omkring. Det gjorde jeg også sidst, og min dermatolog sagde at det var almindeligt som gravid. Det er altså de mest besynderlige ting man kan opleve pga. graviditet.

Nå, nu må jeg hellere melde mig ind i familien igen. Tørretumbleren bipper og Didrik vil sikkert gerne snart i gang med at lave mad, så jeg skal nok ud og holde øje med Junior - medmindre vi har fået ham afsat - jeg må ned og se.

God weekend!

35+3 Barslen nærmer sig

2009-08-26T07:19:00.003+02:00

Så forsøger jeg en lille opdatering mens jeg venter på at Junior vågner. Så den bliver måske afbrudt lidt abrupt (forhåbentlig - jeg foretrækker at han vågner selv og jeg ikke skal vække ham).

Det går stadig fint det hele. Jeg har sidste arbejdsdag på fredag, som i lige om lidt, og som i om 3 arbejdsdage. Nøj, hvor jeg glæder mig. Så bliver mine pligter at stå op og få Junior afsted. Dernæst står dagen til min disposition....

Jeg var ved lægen mandag. Spurgte igen om plukkeveer (jeg kan altså aldrig finde ud af om det hedder "plukveer" eller "plukkeveer"). Hun gad ikke engang at undersøge mig og mente bare at alt var fint. Jeg håber, at hun har ret, for jeg skal ikke til noget kontrolbesøg igen før jeg er 38+1 - den 15. september. Til gengæld har jeg fået næste tid - den 29. september - altså 2 dage efter termin. Som om!!

Men at have næste check på et tidspunkt hvor jeg kunne have født uden at det ville være for tidligt i over en uge, det synes jeg altså er lidt sent....

Nå, jeg synes altså at det er lidt utilfredsstillende at blive fulgt så dårligt, især fordi det gik så hurtigt sidst. Men jeg må jo bare lytte ekstra godt til min krop og tage forbi fødegangen hvis jeg bliver for usikker (det er sikkert også økonomisk meget bedre for regionerne at de gravide forstyrer fødegangen end at de får et ekstra 15 min. check hos deres jordemoder!). Jeg er lige glad. Jeg vil ikke gå og være (alt for) usikker!

Min læge mente - og det gør jeg også - at han har vendt sig nu. Han sparker anderledes og der ligger ikke den der kugle under mine lunger. Så alt skulle være klart til fødslen. Til gengæld vurderede hun ham til 2300 g, hvilket er noget under gennemsnittet for nuværende tidspunkt. Hende om det. Jeg tror ikke så meget på deres vurderinger.

Min mand er væk på næste lørdag. Det er formentlig noget med at tage tidligt afsted og komme sent hjem, men han sover dog hjemme før og efter. Jeg har givet ham lov og sagt at det er helt i orden, men jeg kan mærke en begyndende panik: Jeg vil ikke være alene! Når han er på arbejde kan han jo komme hjem på ingen tid, så det her er noget andet. Samtidig er mine svigerforældre ude og rejse. Det er ellers vores babysittere for Junior når jeg skal føde. Min svoger og svigerinde har lovet at træde til, mens farmor og farfar er ude og rejse. Men min svoger skal også med til det her. Hvilket betyder at min svigerinde er alene hjemme med 2 børn... Vores genboer er også optaget. Ej, jeg skal nok finde nogen jeg kan lokke herud, så jeg ikke er alene og alt det der, men jeg har bare ikke lyst til at være social med alle mulige mennesker i en hel laaang dag, hvor jeg så skal underholde og lave mad og passe barn. Jeg vil have min maaaaaand.

Øv, hvor lyder jeg urimelig. Det er jeg måske bare. Jeg kan jo også bare bede ham om at blive hjemme. Det er måske mere fair. Men jeg vil jo ikke afholde ham fra alt muligt - især ikke nu hvor der snart bliver lagt ekstra bånd på vores alles frihed i en periode.

Så er der ellers varslet familiebesøg fra udlandet til oktober... Suk. En barnløs udgave af et familiemedlem, som skrev noget i retning af "jamen, du har jo termin i september, så jeg tænkte at hvis vi kom i oktober, så var der ingen problemer".... Nej, udover at det er her amning skal op og køre, vi skal lære hinanden at kende, komme ind i rutiner osv. Men det er skam rigeligt at fødslen er overstået, så kører det bare!

Ej, jeg er da vist i lidt dårligt humør. Tilbage til det positive: 3. sidste arbejdsdag. Det blev selvfølgelig ikke som min chef havde forestillet sig, at jeg skulle sidde med benene oppe de sidste 2 uger og se på min vikar der arbejdede. Der har været rigeligt til os begge, og jeg har slet ikke nået at sætte hende ind i alt. Men det må mine kollegaer klare. Vi har i hvert fald nået meget, og hun er meget dygtig og har virkelig taget ansvar fra første dag. Skønt at overlade "butikken" til hende. Så må vi se hvad jeg kommer tilbage til.

Jeg er ikke så bekymret over min jobmæssige fremtid længere. Godtnok kan jeg stadig blive overflødig her hvor jeg er, til gengæld bliver jeg kimet ned af headhuntere, og har faktisk også en løs aftale om at kigge på noget når jeg nærmer mig maj næste år. Men jeg vil dog lige bruge et par dage af min barsel på at få genskabt mit cv og få opdateret min linkedin profil. Det tror jeg er tid givet rigtig godt ud lige meget hvad der sker. Før eller siden skal jeg nok få brug for mit cv og at linkedin virker, DET er jeg sikker på. Langt de fleste af de førnævnte headhuntere ringer helt tydeligt fordi de har fundet mig der. Så ingen panik i denne omgang. Samtidig så føles job også så urimelig lige gyldigt, her på tærsklen af et nyt livs begyndelse. Det er det dog (desværre) ikke, men jeg kan jo altid svæve lidt væk fra det hele.

Mine ryggener er på vej igen. Nogle gange føles det som om højre ben ikke er fæstnet ordentligt. Avs. Og veerne er virkelig belastende. De kommer hele tiden. Som i hele tiden. Tror ikke at der går en time på et døgn, hvor jeg ikke har en ve. Det er værst om eftermiddagen og aftenen. Lange bilture er heller ikke et hit.

Til gengæld har omeprazol fuldstændig styr på min halsbrand. DET er dejligt! Jeg har indtil midt i september, så må jeg leve med det derfra. Jeg læste at de kan være vanedannende, så man kan opleve symptomer på halsbrand efter man stopper med o. Så det er nok fint at stoppe lidt inden fødslen. Sidst forsvandt halsbranden som dug for solen, da jeg fødte. Så ingen grund til at forlænge den fordi jeg har taget medicin imod det.

Kramper i benene. Ja. Blødninger der ikke vil stoppe. Mærkeligt nok. Jeg har nogle myggestik fra forårets ferie, som ser forfærdelige ud. Det er lige som om de ikke vil hele ordentligt. Det samme efter mit cykelstyrt: de blå mærker blev der vildt længe.

Nå, nu må jeg hellere få liv i Junior så vi kan komme videre!

32+2 Jordemoder

2009-08-04T11:22:00.002+02:00

Tak for jeres kommentarer. Jeg blev rimelig hurtig rask. Eller det vil sige det tog en uges tid at komme mig helt, og maven var rigtig dum længe. Men nu er jeg i hvert fald rask. Om det var Influenza A? Tja, jeg ved det ikke. Lige siden har der været panik-indslag i nyhederne om gravide og denne influenza, men jeg klarede mig uden hospitalisering, lægebesøg eller andet, og nu er jeg i hvert fald rask.

Den lille sparkede rask og glad gennem hele forløbet, så jeg nåede at være sikker på at han havde det fint, men det kan altså ikke anbefales at have høj feber som gravid. Pyha, det var ubehageligt.

Jeg var ved jordemoder. Det var ikke særlig begivenhedsrigt, men rart at få tjekket at alt er som det skal være. Han blev skønnet til knap 2 kg og mit sf-mål er præcis som gennemsnittet. Jeg havde ikke taget på siden sidst, dvs på 3 uger, men det skyldes nok primært sygdommen for jeg spiser som en havnearbejder. Didrik griner tit af mig, når jeg siger noget i stil med, "ej, jeg kan da også godt spise nu", eller om aftenen; "hmm... jeg synes at jeg er sulten"...

Men det er altså vildt at tænke på at der ligger et helt menneske på 2 kg inde i min mave. Dannet af de næringsstoffer jeg har spist og bygget ud fra opskrift fra Didrik og mig. Så håber jeg bare at han bliver lige så sød som Junior. Han ER altså en dejlig dreng!

30+5 Influenza

2009-07-24T11:03:00.003+02:00

Puuuh, hvor er det øv at være mig for tiden. Onsdag havde jeg det mærkeligt da jeg vågnede, men jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på det. Jeg havde sovet dårligt om natten selvom jeg var enormt træt. Så jeg besluttede at tage bilen på arbejde. Kunne slet slet ikke se mig selv cykle.

Efter at have afleveret den lille og kommet tilbage i bilen sad jeg bare og kunne ikke forstå hvorfor jeg havde det så skidt, men nu var jeg jo klar, så jeg kørte på arbejde.

Her var en milliard ting at gøre, og da klokken var 12 var jeg dødtræt og klar til at tage hjem uden frokost. Jeg havde forsøgt at spise en banan ved 9-tiden, som jeg var ved at kaste op af og måtte opgive, og jeg havde konstant diarre. Så jeg tog hjem. Eller dvs. lige forbi biblioteket og aflevere et par bøger, og mens jeg var der, lige forbi et supermarked efter et par liter mælk, så vi ikke behøvede at handle mere den dag. Det undrede mig, at jeg frøs sådan.

Vel hjemme kunne jeg ikke andet end at sætte mælken i køleskab og gå direkte i dynerne. Her lå jeg resten af dagen med feber (39,5) og ingen appetit. Desværre heller ingen lyst til at drikke noget, for alt hvad jeg drak føltes som om det satte min mave i oprør og ville direkte ud igen.

Torsdag var lidt bedre. Jeg klarede at stå op og få Junior i vuggestue - efterfulgt af 2 timers apati inden jeg i det mindste kunne klare at ligge og læse / se tv resten af dagen. Feberen var helt klart faldet, til gengæld var hovedpinen og muskelsmerterne i kroppen voldsomme.

Nu er det så blevet fredag og i går troede jeg at jeg bare skulle have det super i dag, men nej. Det tog 3 timer søvn/stirren ud i luften fra sengen efter afleveringen, og nu er jeg kun kravlet ud for at nå at udskifte nogle ryttere fra mit managerhold inden etapen går i gang (det går fint, jeg ligger ca. 19.000 ud af ca. 60.000 hold).

Nøj, hvor er det hårdt. Og jeg har også været svært bekymret for bittelillen. Men han har nu sparket som han plejer. I går fik jeg en masse plukkeveer igen. Ved ikke om min tilstand generer livmoderen på en eller anden måde. Men mon ikke han tærer fra nogle af mine efterhånden rigelige depoter? Jeg har trods alt taget mere end 9 kg på i denne graviditet, og det er ikke barn det hele, så der må være rigeligt med kalorier. Jeg kan dog slet ikke klare mælk, så kalken kommer til at være lidt manglende i nogle dage - har dog fået en smule cultura i kroppen.

Suk, hvor er jeg træt af det her. Og træt. Og øv. Men set fra den lyse side, er det bedre at jeg er syg nu, end om 3 måneder når jeg for alvor skal til at tage mig af bittelillen!

29+0 Nervøs

2009-07-12T16:01:00.002+02:00

Pyha en weekend. Jeg fik enormt mange plukkeveer fredag og efter at være begyndt at notere dem ned og havde 19 på 4 timer, ringede jeg til fødegangen. De mente ikke at det var alarmerende men ville gerne se mig. Jeg var doven og spurgte om det var ok at jeg så tiden an. Der kom så yderligere 10 de næste 2 timer til trods for godt med afslapning.

Nå, jeg gik i seng og sov fint. Dagen efter var meget stille og rolig 1-2 plukkeveer i timen. Men omkring aften tog det til igen. Jeg ringede derind igen da jeg ved 21-tiden havde haft plukkeveer med 10 min interval i en time. Så tog jeg derind.

Urinen var blank, og så blev der kørt strimmel. I den gode halve time jeg lå der kom der kun 1 plukkeve som blev registreret og 1 som jeg mærkede, men som ikke kom med på strimmelen. Så blev jeg undersøgt indvendigt og alt var helt perfekt. 2,5 cm livmoderhals og ingen tegn på åbning eller væske som ikke burde være der. Pyha. Det var faktisk noget af en lettelse. Det var egentlig også det jeg forventede, men det havde fyldt så meget i over et døgn OM det nu var noget, så det var dejligt at få helt ro i sindet.

I dag har jeg plukkeveer igen. Men så længe de er som de er, vil jeg ikke panikke mere. Nu kan jeg se om de ændrer karakter og ved lidt mere om hvad de mener er hyppige og hvad der skal kunne fjerne dem osv. Så jeg føler mig noget bedre rustet til at observere hvad der sker fra nu af.

Jeg har ikke hørt noget efter sukkerbelastningen. Og intet nyt er i denne sammenhæng godt nyt. Det fandt sted onsdag, så jeg ville da tro at jeg havde fået et brev senest lørdag, hvis der var noget galt. Så jeg vil da vælge at tro på at det var fint nok.

Nu vil jeg smide mig tilbage på sofaen og se resten af etapen. Nu har jeg jo fået ordre på at slappe af, så det kan jo lige så godt udnyttes :-)

Stukket af....

2009-07-08T08:57:00.002+02:00

... tihi, sådan føles det i hvert fald. Jeg skulle til glukosebelastningsundersøgelse i dag. Efter vi havde drukket det i sandhed ækle sukkervand, fik vi at vide at vi kunne gøre hvad vi ville, skulle bare stille klokken 10 til blodprøve. Så jeg er taget hjem.

Men pyh, hvor er jeg svimmel og dårlig. Det er altså ikke spor sjovt at være fastende og gravid! Jeg spiste ellers lidt nødder og abrikoser i går aftes ved 21-tiden, kun fordi jeg kunne! Nu glæder jeg mig bare til at komme hjem igen og gå ombord i køleskabet. Selv haven frister med lækre blåbær....

3. trimester

2009-07-06T15:38:00.002+02:00

Det går fortsat meget fremad med min ryg. Min kiropraktor var også ganske begejstret og mener at mit bækken er mere parallelt nu end det var før. Det er da glædeligt. Han vil se mig om en uge, og så lyder det som om jeg er klar til at stå på egne ben. Nu må vi se.

Vi talte også om det psykiske. Jeg føler mig virkelig lettet efter jeg har fået den sygemelding. Nu tager jeg glad på arbejde hver dag. Det er ellers længe siden.

Han mente bestemt at min mors sygdom og alt det der sker på min arbejdsplads kan sætte sig som spændinger og forværre mit helbred og at jeg skal blive på den halve tid og passe på mig selv så vidt det er muligt. Dejligt at høre fra en fagperson.

Nå, i morgen står den på 2. jordemoderbesøg. Jeg synes at jeg har så mange plukveer og så meget udflåd at jeg gerne vil undersøges indvendigt. Det gjorde de aldrig under min første graviditet - ikke før fødslen - men når jeg netop fødte efter så specielle omstændigheder vil jeg altså meget gerne følges lidt mere grundigt denne gang. Har bestemt ikke lyst til at gå og være i fødsel i længere tid uden at vide det. Og så trænger jeg også bare til at vide at jeg ikke er ved at føde. Synes at for tidlig fødsel fylder en del i mit perspektiv for tiden. Ikke at jeg tror at det er ved at ske. Didrik mener at jeg er sindssyg fordi jeg bekymrer mig om sådanne ting. Men helt ærligt: Better safe than sorry, right?

Junior er helt fantastisk. Efter en uge hvor han nægtede at bruge wc'et til andet end at tisse. Virkelig nægtede! Er han nu begyndt at bruge det ligesom os andre, og han havde INGEN uheld lørdag og søndag. Flot ikke? Så kun halvanden uge efter vi tog bleen af ham har han faktisk fuldstændig styr på det. Han havde vist tisset i bukserne i børnehaven i dag, men de kan jo heller ikke være lige så meget over ham. Og jeg kunne også godt forestille mig at han ikke betror sig til hvem som helst og nu er det sommerferietid for nogle af yndlingspædagogerne. Han får ble på om natten.

Lørdag var faktisk meget imponerende. Vi havde givet ham ble på fordi vi skulle til grillfest hos nogle venner. Her skulle vi låne en nøgle, gå ganske langt, op af trapper og af med tøj og ble før han kunne tisse, men det gjorde han skam. Han tissede slet ikke i sin ble! Og han bællede 3/4 liter juice inden, så han var bestemt ikke dehydreret.

Dygtige dreng!

Lillebror er en aktiv dreng. Der går ikke lang tid mellem puf og møf og deciderede spark. Jeg tror at han er en stor og stærk én. Det bliver spændende at møde ham!

27+3: Bedring + Blefri Junior

2009-07-01T12:22:00.003+02:00

I går fik jeg helt dårlig samvittighed da jeg kom hjem. Jeg har det jo helt godt! Indtil tanken ramte mig, at det måske er FORDI jeg er hjemme og fordi jeg pludselig føler en smule overskud at jeg har det godt?

Under alle omstændigheder, så har jeg besluttet mig for ikke at føle dårlig samvittighed. Jeg gør et godt stykke arbejde - afslutter hængepartier, forbereder nogle præsentationer, følger op på mine objectives for i år og forbereder min afløsers komme. Når min afløser starter om ganske kort tid får jeg også rigeligt at lave med at sætte hende ind i alt på rekordtid, og så er det meget vigtigere at jeg fungerer 4 timer per dag i forhold til alternativet, at jeg har fået kørt mig selv helt ned. For det var jeg lige ved.

Det er endnu ikke helt officielt endnu. Min chef sender en e-mail ud til alle og informerer dem. Det bliver rart.

Junior har fortjent lidt spalteplads: Han har smidt bleen! Vi tog den første gang af ham i onsdags og afleverede ham i børnehaven! (Vi havde spurgt ham gennem lang tid om han ville have bleen af, og endelig sagde han ja denne morgen - vi havde allerede clearet det med børnehaven). Han kom afsted og det gik ok - fik skiftet bukser et par gange. Onsdag, torsdag og fredag måtte vaskemaskinen på overarbejde, men pludselig lørdag, kom der skred i tingene. Og nu virker det som om han forstår sammenhængen mellem at skulle tisse og gå på wc. Han får kun ble på når han sover - og også da vi var på en lille udflugt i lørdags. Men i lørdags spurgte vi ham om han skulle tisse inden vi kørte hjem, og sørme om han ikke sagde ja, gik på wc og lavede både det ene og det andet. Bleen var fuldkommen tør!

I går havde vi et uheld med afføring, og han havde også tisset en smule i bukserne på vej hjem fra børnehave, men ellers havde vi ingen uheld mandag. Han er bare så god, og jeg er så stolt af ham.

Vi har læst mange bøger ude på wc'et, men det er ved at være overstået. Nu klarer han det der skal klares, og kommer vil hellere tørre sig, få tøj på og komme ind i stuen og læse bog. Pyha, så stoppede den uhensigtsmæssige "arbejdsstilling". Men han har fået meget tøj. Jeg har røvet en BR for diverse biler og LEGO. I går købte jeg 8 pixibøger, så vi har til lidt tid endnu. Han beder ikke engang om en gave hver gang, så jeg tror at han stille og roligt glemmer det, jo mere rutine det bliver. Temmelig upædagogisk, men det virker! (Min kollega havde "bestukket" sine børn med chokolade og is, og hun sagde at de holdt op med at bede om det, da det blev rutine - så jeg tager det meget stille og roligt - og man kan stadig få mange gaver for de 500 kr bleer koster per måned).

Så det ser ud til at vi er på rette vej. Og endda hele 3 måneder før mini-Juniors estimerede ankomst.

Så bliver næste projekt sutten. Men vi venter lige lidt endnu. Status er at han får sutter når vi putter ham i seng og når vi kører i bil (hvilket er temmelig sjældent). Han har ikke længere sut i sin cykelvogn eller i klapvognen, og han får den ALDRIG om dagen til trøst eller andet. Tror ærligt talt ikke at den trøster noget særligt, det er bare en rutine at lægge og lege med den/dem om aftenen og morgenen. 1. september er absolut seneste frist for sutterutinestop. Men nu må vi se, det kan være at det giver sig selv....

En sten...

2009-06-26T13:08:00.002+02:00

... er faldet fra mit hjerte. Sådan føles det i hvert fald. Lægen var fuld af forståelse og nu er jeg en deltidssygemelding rigere. Det er en enorm lettelse. Og det bedste var, at det virkede på lægen, som om hvis jeg havde bedt om en fuld sygemelding, så havde jeg også fået det.

Jeg er glad for at jeg har meldt mig syg i dag. Og jeg kan mærke at bitterheden er ved at slippe sit tag i mig - lige så langsomt.

Nu kan jeg planlægge noget igen og nu er de sidste 9 uger på arbejdet ikke så uoverkommelige. Og bliver de det, så hedder det sygemelding. Jeg kan godt se, at det ikke er sundt at være så langt ude, som jeg har følt mig de seneste dage. Jeg skylder lille V. i maven at passe bedre på ham!

Så nu tror jeg at jeg vil prøve at undersøge hvad vi har af svømmehaller - pludselig er eftermiddagen jo min egen! Så en dag kommer til at se sådan her ud (forestiller jeg mig).

Op 6.30, smøre madpakke og gøre klar. Aflevere Junior ved 8-tiden afhængig af hans morgenfriskhed. På arbejde 8.30-9 afhængig af Junior. Gå klokken 12.30-13 og være hjemme senest klokken 13.30 - UDEN computer og alt muligt som jeg skal nå.

Er det en dårlig dag, kan jeg så lægge mig i en times tid, er det en god dag kan jeg måske tage ud og svømme eller gå en lille tur. Masser af tid til at nå at være frisk og glad når Junior kommer hjem ved halv-fire fire tiden. Og så familiehygge indtil sengetid. Uden stress og jag. Og er det en rigtig dårlig dag, så må jeg forputte mig et eller andet sted.

Pyha. Nu skal jeg bare have kommunikeret alt det her til min arbejdsplads. Men det kan vel vente til på mandag. Jeg føler mig helt færdig nu - trænger til weekend!

Tak for din søde kommentar Ønske. Jeg er sikker på at D. vil give dig ret. Han har i øvrigt sms'et og mailet hele dagen, for at muntre mig op. Da jeg kom hjem fra lægen ringede han for at høre, hvordan det gik, og jeg må se at lade være med at tillægge ham alle mulige grimme motiver. Han er nok også lidt skræmt over at se mig synke så pludseligt så langt ned i kulkælderen.

Nu håber jeg at komme ind i en ny ligevægt med mit liv. Første skridt er i hvert fald taget nu. God weekend allesammen!

26+5 Til lægen

2009-06-26T09:10:00.002+02:00

Så har jeg fået mig en tid til lægen. Jeg føler at jeg skal til eksamen. Hvad nu hvis hun bare synes at det er noget pjat det hele?

Jeg har det ikke særlig godt. Jeg har det faktisk frygteligt. Til trods for solskin osv.

Og så er der min mand. Jeg har fået en kommentar til mit seneste indlæg og jeg føler på samme tid trang til at forsvare ham, men så alligevel ikke. Han GØR alt det rigtige. Har faktisk sendt mig søde e-mails hele morgenen, men så alligevel ikke. Det er lidt svært at forklare, men jeg kommer til at tænke på en film, jeg så for længe længe siden.

Woody Harrelson er kæreste med en pige. Hun vågner om natten, og siger at hun er tørstig, og han hopper ud og henter hende et glas vand. Hun bliver stiktosset og siger, at hun ikke vil have vand, hun vil gerne SNAKKE om det. "Jamen skat, hvis du er tørstig, hvorfor skal jeg så ikke hente vand til dig?" "Du forstår det bare ikke!" Er svaret. I løbet af filmen går det helt galt for dem, og så vender det, og det slutter af med at han siger til hende (som led i alt muligt andet) at han aldrig mere vil hente hende vand, men vil snakke med hende om det i stedet. Og de er lykkelige.. Noget i den stil i hvert fald.

Jeg har altid syntes at pigen i filmen var tåbelig. Helt ærligt, det er jo komplet ulogisk! Men det er nok lidt der vi er lige nu. Min mand er Woody, han sørger for alt det praktiske og siger at jeg er dejlig og han elsker mig. Men samtidig så føler jeg, at han synes, at jeg burde tage mig sammen. Han siger aldrig: "Skat, det vigtigste lige nu er at du og lillebror trives". Aldrig. Han siger måske: "Jeg elsker dig, og skal nok passe på dig". Det er ikke det samme for mig. Og jeg mangler at han siger, at jeg er god nok som jeg er. Altså .. det gør han jo, men ikke som jeg mangler det.

Uh, jeg er så nærtagende! Jeg føler at min arbejdsplads er fuldstændig lige glad med mig. Altså ikke med min funktion, den skal jeg da bemande konstant, men med mig. Jeg har meldt mig syg i dag. Jeg er bare så ked af det, at jeg slet ikke kan magte at tage derind. Skal også til lægen jo, men normalt ville jeg bare tage på arbejde, køre på læge, og så arbejde resten af dagen hjemme. Nu HAR jeg så arbejdet lidt hjemmefra, men meldt mig syg. Så slipper jeg for alle de bebrejdende blikke (som jeg måske opfinder inde i mig selv - men lige meget hvad, er det ubehageligt).

Min ryg gør ondt igen. Jeg har ikke taget noget smertestillende her til morgen. Synes at det var lidt fjollet, hvis lægen ville undersøge mig. Synes nu heller ikke at det gør den store forskel. Savner at måtte tage ibuprofen. Det ville da være lidt mere effektivt.

Tak for din kommentar, Marie. Jeg må høre min læge om det bælte, du anbefaler.

Nå, jeg kommer vist ikke rigtig ud af mine tankesnirkler. Nu vil jeg se om jeg kan finde mig en dejlig plads i solen at slappe af i.

26+2 Tudemarie

2009-06-23T11:13:00.002+02:00

Det går stadig meget op og ned med humøret og ryggen. Jeg kan se, at jeg var enormt optimistisk i fredags, da jeg skrev her sidst, men siden da har jeg haft en frygtelig weekend, en halv sygedag i går og nu arbejder jeg hjemmefra. Det bliver nu ikke til så meget arbejde, men mere til at ligge ned.

Nå, min "Tudemarie" overskrift er selvfølgelig mig selv. Jeg føler mig som en hypokonder fordi jeg bare ikke orker mere! Jeg er træt af at have smerter til trods for at jeg tager de maksimale 4 g paracetamol i døgnet. Jeg er træt af overhovedet at tage medicin når jeg er gravid! Jeg er træt af at have smerter i weekenden, når jeg lægger mig ned og slapper af og gør alt det rigtige. Jeg er træt af næsten ikke at kunne cykle for plukkeveer, åndenød og nå ja, smerter i ryggen. Jeg nægter at bruge hele sommeren på at køre på arbejde i BIL. Nænej, cykle må det være.

Og så er jeg træt af at arbejde. Mine tanker kredser om at få en sygemelding, men når jeg snakker med Didrik om det, så får han det til at lyde som om det da er noget værre pjat. Så længe jeg KAN arbejde NOGET, så må jeg da hellere gøre det. Men hvad så med at resten af dagen og ugen er ødelagt? Og hvad så med at jeg er en elendig mor, som hverken kan løfte min søn eller har nogen som helst tålmodighed med ham? Og en elendig hustru som er gået fra at lave meget lidt husligt til absolut ingenting?? Jeg har ingen energi til at få bevæget mig. Hvor ville det være skønt, med en hel fridag. Så kunne jeg vågne og stille og roligt få gang i kroppen (skal selvfølgelig følge Junior i børnehave, men det er også overkommeligt) og dernæst kunne jeg måske cykle i svømmehal, bare hver anden dag. Mærke den vægtløse fornemmelse og ikke føle mig som en stor, døende hval på land. Måske kunne jeg gå en lille tur i det dejlige vejr, ligge lidt ned bagefter, spise mig en sund frokost, og stille og roligt indstille mig på at dagen var ved at være gået, og jeg skulle ned i børnehaven igen.

Og så tænker jeg jo endnu engang: HYPOKONDER. Men hvor går grænsen? Hvor meget kan man /skal man tænke på andre (=arbejde) og hvor meget skal man pleje sig selv?

Nå, jeg skal heldigvis til kiropraktor igen i dag. Jeg vil prøve at få hendes vurdering af hvor meget bedre det kan blive - OM det kan blive bedre med min ryg. Hvis det ikke kan blive bedre end det her, så er jeg altså nødt til at få min læge til at give mig en deltidssygemelding, hvis ikke fuldtid. Det stresser mig at være så utilstrækkelig på alle punkter, have alle de sygedage og ikke kunne planlægge noget, og have så lidt overskud til min lille spunk derinde og til familien udenfor.

Men iiih, hvor det nager!

100 / 50

2009-06-19T21:20:00.000+02:00

Så er jeg 25+5 og der er præcis 100 dage til termin og 50 arbejdsdage til barslen. Pludselig føler jeg mig faktisk relativt frisk og klar til de sidste 10 uger og at give den en skalle. Det er en rar følelse.

Min ryg er i bedring. Jeg går stadig hos kiropraktoren og supplerer med Panodil. Det er dog stadig ikke helt godt, men afgjort bedre, så jeg er optimist ift at få styr på ryggen.

Junior er altså bare en dejlig dreng. Han vokser og kan bare mere og mere for hver dag der går. Hans sprog er imponerende. Han taler i nutid og datid og sætter ordene i flertal osv. Men han foretrækker bydeform!

Mit næste projekt mht. Junior er at få ham blefri. Jeg ville elske hvis han smed bleen inden mini-Junior kommer ud. Det er muligvis et egoistisk ønske, men det er altså også praktisk. Nu er det jo sommer, og tanken om at han skulle bletræne hen over efteråret/vinteren er ikke særlig tillokkende.

Nå, status er at han ikke rigtig er interesseret i toilettet. Men de siger da, at han engang imellem gerne vil nede i børnehaven. Men ikke så tit. Jeg håber, at det pludselig kommer, at han bliver inspireret af de andre børn. Vi giver ham i hvert fald konstant muligheden for at få bleen af, men han nægter pure.

Der er ellers ikke så meget nyt herfra. Tiden flyver, og jeg er blevet kæmpestor. Har ingen anelse om hvordan jeg ser ud om 100 dage, hvis jeg går tiden ud.

24+3, lægebesøg og kiropraktor

2009-06-10T10:01:00.004+02:00

De sidste dage på ferien begyndte jeg at få ondt i lænden. Så fik jeg pludselig MEGET ondt i lænden. Puha. En aften havde jeg lagt mig på sengen, næsten klar til at gå rigtig i seng, men vi skulle lige have puttet Junior. Jeg mangler dog min myggestikscreme, fordi mine myggestik var ved at drive mig til vandvid. Så jeg forsøger at kravle ned af sengen - det lykkes - og dernæst at gå de 4 m ud på badeværelset. Men jeg opgiver og kravler tilbage igen. Heldigvis kunne Didrik give mig cremen og jeg kunne lægge mig til at sove.

Det gik dog lidt bedre igen. Og jeg kunne sådan set godt trippe lige så stille rundt og klare vores daglige ture til byen på 1,5 km hver vej i snegletempo. Så egentlig var jeg tilfreds med at rejse hjem lørdag. Flyveturen er selvfølgelig ikke sjov for min ryg, men det går sådan set ok. Søndag morgen havde jeg det meget bedre i ryggen efter at have sovet i egen seng, og jeg er sikker på at det nok skal gå fremad.

Mandag og tirsdag havde jeg også fridage og mandag skulle jeg så til 2. læge kontrolbesøg. Det gik fint. Ingenting i urinen og fin størrelse på livmoderen og hjertelyd, selvom han prøvede at gemme sig for lægen. Jeg nævner mine rygproblemer men får at vide at sådan er det bare og jeg må tage nogle Panodiler. Men ok, det går jo fremad, så jeg skal nok blive klar til onsdag.

Natten til tirsdag er helt forfærdelig. Igen kan jeg ikke vende mig i sengen uden voldsomme smerter. Da jeg skal op og tisse tager det mig uendelig lang tid bare at komme ud af sengen, og at komme tilbage er ikke meget nemmere.

Efter at have afleveret Junior (sent) i børnehave beslutter jeg mig for at undersøge problemet lidt mere.

Det står hurtigt klart for mig at kiropraktik kunne være en løsning. Ifølge kiropraktorernes egne hjemmesider er de i hvert fald i stand til at få orden på sådan en drillende ryg hos en gravid. Samtidig er det åbenbart smerter som 50 % af alle gravide får i større eller mindre grad.

Endnu engang bliver jeg irriteret over at lægevidenskaben åbenbart mener at bare fordi noget er almindeligt, så betyder det også at man bare skal lide. Helt ærligt, jeg kan jo ingenting! Hvordan skal jeg holde mig i form til fødslen og være der for min nye søn til september/oktober hvis jeg ikke kan gå i mere end 3 måneder?? Og så for ingenting, hvis der er en løsning.

Nå, jeg tænker lidt over det. Kigger på min sundhedsforsikring fra arbejdet. Jo, den ser ud til at dække kiropraktisk behandling.

Så søger jeg lidt på hvor der findes sådan nogle henne (har aldrig nærmet mig en kiropraktor før). Jeg finder en som ligger et ok sted – både mulighed for at køre bil eller tog. Så jeg ringer og spørger om de tror de kan hjælpe mig. Ja, det mener sekretæren bestemt. Og de har et afbud klokken 13.45 i dag. Øhm, jamen jeg skal hente min søn i børnehave. De havde så også en tid klokken 13 som jeg tog. Så ringer jeg til forsikringsselskabet. Jo, de vil gerne dække det i op til 3 måneder. Fint nok!

Så skulle jeg til at sætte det lange ben foran for at nå i bad, få noget frokost og komme derud i ordentlig tid. Det lykkes dog fint og jeg humper op til kiropraktoren.

Hun er grundig! Jeg bliver udspurgt på kryds og tværs om hvor smerterne sidder, hvordan det startede, hvornår jeg har det bedst, og værst, og om jeg tidligere har haft problemer med ryggen.

Dernæst skal jeg bukke mig ned og svaje og gøre alt muligt, mens hun kigger på min ryg. Her føler jeg mig som en hypokonder, for det hun beder mig om, kan jeg sagtens.

Så skal jeg op på briksen. Det ligner et torturinstrument fra en middelalderfilm. Og så går hun i gang. Først et bræk lige bag ved lungerne, som fik mig til at ønske at jeg aldrig var kommet. Og så lænden. Hun knækker og brækker – dog ikke så voldsomt – og masserer. Så er det tur for nogle af senerne/musklerne langs rygsøjlen. Hun smører også et eller andet på, og bruger en maskine som siger klik for at bearbejde det yderligere. Så begynder hun at stikke fingre ind forskellige steder i ryggen og ballerne. Det gør voldsomt ondt og jeg skal sige til når det aftager. Det gør det ikke. Efter lidt yderligere tortur er vi så færdige.

Jeg får lov at stille spørgsmål og hun råder mig til kun at lave nogle helt enkle strækøvelser, og hvis jeg får smerter, putte is på og ikke varme. Hun mener at jeg skulle komme igen torsdag og dernæst engang i næste uge. Hun siger, at hun ikke kan tage så hårdt fat på mig, som hun gerne ville, pga. graviditeten. Men på en eller anden måde får hun udstrålet at hun nok skal få rettet op. Hun siger dog også, at det er meget almindeligt at bækkenet låser sig fast på den måde.

Så tager jeg hjem. Har det ok men føler mig noget mørbanket. Ikke nogen forbedring at spore. Men natten var skøn. Jeg kunne vende mig uden de store problemer og da jeg var oppe og tisse gik det også fint. Da jeg stod ud af sengen i morges følte jeg mig nærmest genfødt. Nu gør det kun moderat ondt, der er ikke længere ting som er umulige at gøre.

Så jeg er glad for at jeg valgte at gå til kiropraktor. Nu tager jeg et par stille og rolige hjemmearbejdsdage og så håber jeg at jeg kan cykle på arbejde på fredag.

Tænk hvis jeg ikke havde kontaktet hende? Skulle jeg så bare gå rundt og ”gro” mere og mere sammen fordi jeg bevæger mig mere og mere uhensigtsmæssigt pga. smerter?

Og så skal jeg have helt styr på forebyggelse, inden jeg lader hende slippe mig igen. Er der øvelser jeg kan lave? Skal jeg gå i svømmehal? Fitness-center? Jeg skal altså ikke være en grøntsag når vi når september. Det skal jeg bare ikke. Og de smerter, de skal IKKE komme igen!

Skøøøønt!

2009-06-08T11:13:00.002+02:00

Så er ferien overstået og hvor var det bare dejligt! Aldrig er der blevet slappet så meget af - spist så god mad og nydt livet så meget!

Junior stortrivedes også. Han faldt hurtigt ind i den sydlandske rytme: Stod tidligt op, sov enormt længe til middag (og faldt sent i søvn, så vi vækkede ham som regel senest klokken 17.30, så han kunne nå at få aftensmad efter 3 timers søvn) og gik sent i seng. Så det gjorde jo at vi fint kunne komme ud og spise hver aften.

Vi fik hurtig nogle faste rutiner. Spiste frokost samme sted (næsten) hver dag (medmindre vi var på tur). Og aftensmaden var hver aften samme sted. Han nåede at kæreste lidt med tjenerne og de kendte ham efterhånden så godt at de nærmest gik i gang med hans minipizza når vi trådte ind af døren. (Ja, ernæringsmæssigt var det nok ikke en super ferie for ham - han var ikke så meget for de lokale specialiteter, men vi må se at få noget ordentlig mad i ham fra nu af - og desuden fik han sin vitaminpille og masser af frisk frugt).

Vi andre spiste super lækkert. Dejlig frisk mad, netop hevet op af havet eller baghaven. Aaah, jeg savner det vist allerede.

Rejsen var også hyggelig begge veje. Vi kørte i tog til lufthavnen, hvilket Junior bare syntes var top sjovt. Så spiste vi på Burger King og havde god tid i lufthavnen. Flyveturen gik fint. Han slappede lidt og læste ellers pixibøger. Da vi nåede frem om aftenen til vores lejebil fik han lige en halv times søvn i den men ellers ingenting. Og da vi nåede hotellet sagde han "sikke dog en dejlig tur!" Så var vi helt rørte. Total afstressende og dejligt. Hjemrejsen gik også fint. Han sov igen kun en halv time i bilen og holdt sig i øvrigt vågen til 23.30 - ikke noget med at sove i flyet. Til gengæld var han nem og glad det meste af tiden.

Sikke dog et dejligt barn vi har! Jeg håber at lillebror slægter ham på!

21+2: Mystisk

2009-05-19T10:21:00.002+02:00

Hver gang jeg beder om hjælp får jeg det bedre. Jeg tog til lægen i går eftermiddag. Fik en hurtig tid, da jeg synes at jeg havde haft rigtig mange plukveer og gerne ville tjekkes inden jeg rejser laaaaangt væk på lørdag. Lægen gjorde stort set ikke noget, andet end at tjekke min urin og konstatere at jeg ikke har blærebetændelse. Da jeg sagde at jeg mærker masser af liv (jeps, det gør jeg, og det er DEJLIGT) lød han slet ikke bekymret. Jeg trænger bare til at slappe af og skal nyde min ferie.

Derudover fik jeg beklaget mig over min halsbrand og alt det ubrugelige bras man kan få på apoteket. Så han udskrev noget omeprazol til mig. Egentlig er jeg temmelig meget imod at bruge farmaka under graviditeten, men han påstod at det var fuldstændig sikkert for gravide. Så jeg er helt euforisk ved tanken om muligvis at kunne slippe for halsbrand i denne graviditet. Hip Hip Hurray!

Ja, som nævnt har jeg det bedre. Det vælter ind med arbejde, men min holdning er at jeg når det jeg når. Heldigvis er der ikke stress på onsdag når jeg går, så jeg har tid til at overlevere det jeg ikke når til mine kollegaer, og så må de klare det jeg ikke når. Sådan er det! Og det skal nok gå det hele. Jeg skal snart holde lækker familie-dase ferie. Glæder mig bare til at have Didrik og Junior for mig selv hele dagen, hver eneste dag. Suk.

Solcremen er indkøbt og overvejelser for og imod medbragt klapvogn er i fuld gang. Vi skal nok blive klar. Og jeg har jo fri fra onsdag aften så der er god tid til at få styr på detaljerne.

Når jeg kommer hjem fra ferie har jeg 11 uger til barselsorloven = 55 arbejdsdage. De sidste 5 uger bliver med en vikar ansat, så det skal nok blive sjovt at lære hende op. Min chefs plan er at jeg de sidste to uger skal sidde med benene oppe med en kop te, og se på at hun arbejder. Glæææder mig. (Jaja, det bliver næppe sådan, men tanken er rar!)

Så jeg har kun 6 ugers "almindelig" arbejde, hvor jeg skal have styr på alle hængepartierne og gøre klar til oplæringen tilbage. Nej, hvor jeg glæder mig.

Når vi kommer hjem fra ferie markerer også (for mig) det tidspunkt hvor jeg kan begynde at svælge lidt mere i forberedelserne til lillebror. Der skal indkøbes madrasser, pusleplads og alt muligt. (Jeg har vist allerede købt lidt tøj - var ved at købe noget til Junior i en netbutik der havde udsalg, og de har nogle super lækre bodyer - pludselig syntes jeg at lillebror også skulle have noget nyt og noget der kun er hans!) Men det bliver for alvor efter ferien. Så nu står den bare på ferieplanlægning.

Solen skinner - haven er ved at være klar - arbejdet er udfordrende - Junior er SKØN! - (det er Didrik også) - Lillebror sparker på livet løs - kan man ønske sig mere?

20+4

2009-05-14T12:07:00.001+02:00

Så er jeg over halvvejs i denne graviditet. Status indtil videre:

Kæmpe mave (dejligt, men måske en af grundene til at ryggen allerede værker?)
Halsbrand (havde håbet, at det ville starte lidt senere)
Rimelig mængde energi – jeg sover vel ca. 9 timer om natten men er så også rimelig frisk de fleste dage.
Redebyggerinstinkt! Selvom alt tyder på en lillebror har jeg lyst til at gå shop-amok med nye fine ting til den lille.
Ud-af-kroppen oplevelse. Tja, det er stadig enormt uvirkelig til trods for alle symptomerne.
Begyndende angst for for tidlig fødsel. Ligesom sidst ved denne tid er jeg vildt utålmodig for at den lille skal nå en vægt hvor han kan fødes. Det skræmmer mig helt vildt at tænke på at miste ham nu.

Tja, det er hvad jeg lige kan sætte på punktform. Derudover er det jo selvfølgelig et mirakel at være her, men det er svært at nyde – både fordi der ikke er plads til det, når man har en sprællevende lille dreng som fylder dagen op, men også fordi det bare ER surrealistisk at man bliver tykkere og tykkere, og så bliver man mor. Det er da fantastisk og mærkeligt og alt muligt!

Mine omgivelser prøver stadig at genere mig. Dog har jeg nok efterhånden fået puttet alting i de rette kasser:

Arbejdet – det skal nok gå!
Min mors sygdom – uha, den er svær – nok det sværeste lige nu!
Alle de kiksede/belastende typer som jeg tilfældigvis er i familie med eller som af andre årsager omgiver mig – de bliver ignoreret. Jeg orker dem ikke. Sms’er bliver ikke besvaret og jeg forsøger ikke engang at gøre ”det rigtige”. Fordi det er mere rigtigt for mig selv lige nu at fokusere på min lille familie end på alle mulige andre, som jeg alligevel ikke kan hjælpe!

Så det går fremad med at håndtere hverdagen som den ser ud. Det hjælper også at ferien nærmer sig kraftigt og at der nu er et meget begrænset antal arbejdsdage tilbage inden barslen (63 – men hvem tæller?).

Alt i alt glæder jeg mig dog bare til september, og til ikke at være gravid længere. Det er ikke nær så sjovt denne gang. Jeg er træt af mig selv uden filter. Jeg er følsom nok som jeg er uden at være gravid. Når jeg så er gravid så bliver det bare for meget! Jeg er for meget, kan næsten ikke holde mig selv ud.

Heldigvis går alt super med smølfen. Han var rigtig sød til scanningen. Møffede rundt og blev undersøgt på kryds og tværs. Alt så fint ud! Størrelsen, organerne, bevægelserne osv. Der var ikke en finger at sætte på noget. Det er virkelig en sten der er faldet fra mit hjerte. Tænk at alt tyder på at vi er ved at få os endnu en dejlig, sund og rask dreng! Kan man være så velsignet i kun ét liv?

18+3 Er her endnu!

2009-04-29T20:53:00.000+02:00

Jamen det går vel sådan set som det skal. Jeg har været forbi min jordemoder for første gang i mandags. Hun ville ikke undersøge mig – overhovedet – hverken blodtryk, hjertelyd, befamling eller urinsticks! Men vi fik en god snak om alt muligt. Jeg fortalte om min psykiske stemning og hendes svar var at det ikke bekymrede hende. Jeg er såmænd bare ked af det fordi min mor er syg, og det er svært at kapere at være ked af det, men hun mente ikke at der var noget der tydede på noget værre, og heller ikke noget som indikerede at jeg var i risiko for at få en fødselsdepression.

Da jeg nævnede den mislykkede amning blev jeg straks sat i kategori med alle risikograviditeterne! Ej, det er ikke helt rigtigt, men de havde en masse tilbud. Jeg kunne snakke med nogle specielle ammesygeplejersker INDEN fødslen, og fortælle min historie så de var godt rustet til at hjælpe, og efter fødslen kunne vi så blive indlagt på en afdeling med ekstra hjælp. Egentlig havde jeg håbet på en ambulant fødsel, men det kan jeg tage med hende næste gang. Hun mente sagtens at jeg kunne amme næste barn og i øvrigt også at det var en fin måde jeg håndterede det hele sidst.

Så fik vi talt arvelige sygdomme. Sidste gang var det ikke noget problem med en farmor med type 2 diabetes, men denne gang mener hun at det betyder at jeg skal have lavet glukosebelastningstest. Mærkeligt at det er så forskelligt. Men hvorfor ikke? Når nu det spøger i familien, så kan man lige så godt få det tjekket.

Fødslen spurgte jeg meget ind til. Jeg fortalte om den lidt mærkelige fødsel hvor jeg var åbnet 7-8 cm inden jeg overhovedet mærkede rigtige veer, og hun sagde at det formentlig vil gå hurtigere denne gang, så jeg skal huske at sige til alle jeg kommer i nærheden af, at jeg sikkert føder hurtigt. Gulp, godt vi bor tæt på hospitalet.

Så fik jeg ros for min vægt. ”Du kan sagtens tage 14-17 kg på – så taber du dem bare igen bagefter, det er ikke noget problem – så du skal ikke være så bekymret for hvad du spiser”. Jaja, så siger vi det. Jeg er heldigvis kommet ind i en fase, hvor jeg har mere lyst til det sunde end det usunde, så det er skønt. Desværre synes jeg også at halsbranden så småt er begyndt. Det var vist senere sidst – må lige læse lidt tilbage i bloggen. Uha, bare det ikke bliver så slemt denne gang! Jeg vågnede faktisk nogle gange i nat med den forfærdelige svien i halsen. Men det kan jo være en enkeltstående begivenhed.

Øv, vi er i en lidt dårlig putteperiode med den lille. Han sov først omkring 21.30 i går og da jeg skulle på kursus i dag var jeg nødt til at hive ham ud af sengen lidt over 7 hvor han slet ikke var vågen. Jeg havde håbet at han ville sove tidligt her til aften, men nu skriver vi 20:51 og han kalder – igen! Normalt sover han senest klokken 20, så det bliver en lang dag for ham, hvis han ikke snart lægger sig til at sove.

Jeg har det bedre end længe, rent psykisk. Har besluttet mig for at tage en dag af gangen. Nu er det også snart ferietid, og hvad der kommer efter, må jeg se til den tid.

Bitte-lille 100 dage i dag!

2009-04-17T15:05:00.001+02:00

Så er det 100 dage siden at vores arveanlæg smeltede sammen for at skabe et nyt liv. I dag skulle han/hun veje ca. 100 gram, og i følge bøgerne virkelig begynde at sætte turbo på væksten. Spændende...

God weekend allesammen!

Kører i ring

2009-04-15T13:57:00.001+02:00

Dejlig, dejlig påskeferie. Men alligevel. Jeg synes ikke rigtig at jeg flytter mig. De triste tanker vil ikke rigtig slippe og på en måde er jeg stadig mærkelig følelsesløs. Når jeg prøver at mærke efter hvordan det føles indeni når jeg tænker på min mor, så er der ikke noget. Ingen følelser.

Når hun hoster, så krymper jeg mig. Jeg har ondt af min far og ved slet ikke hvad han skal gøre af sig selv.

Men jeg er virkelig bare fjern. Fjern fra det meste. Ikke at jeg ikke bliver glad i ny og næ. Det gør jeg. Og det er vel også den eneste grund til at jeg endnu ikke er troppet op hos min læge og har fortalt hvordan jeg har det indeni og forlangt at få en henvisning til en psykolog. For det er jo til folk med rigtige problemer. Ikke sådan nogle hypokondere som mig, som bare skal tage sig sammen.

Jeg mærker den lille engang imellem. Det er skønt, men jeg er slet ikke lige så absorberet og giver slet ikke den lille den samme opmærksomhed som Junior fik dengang. Egentlig føler jeg mig bare tyk og grim. Hvilket nok ikke er helt retfærdigt. Didrik siger at jeg er lækker, men han er ikke rigtig til at stole på på det område. Det er nok for ham at mine br(y)ster er eksploderet. Han er et meget simpelt menneske når det kommer til det.

Så nu sidder jeg endnu engang på mit arbejde og venter på at klokken bliver fyraften så jeg kan komme hjem og ikke er helt alene med tankerne inde i mit hoved. Ikke at jeg ikke har fået noget fornuftigt ud af dagen. Jeg har bestilt sommersko og sandaler til Junior. Han nægter at gå i andet end sine vinterstøvler. Men sådan er det med ham. Han er total trofast når det kommer til fodtøj. Og overtøj. Han holder vist bare fast i det han kender. Ligesom de fleste andre børn velsagtens.

Og så bliver der stadig testet grænser. Jeg var alene med Junior i går og han forstår virkelig at trykke på nogle knapper. Så føler jeg mig som verdens værste mor. Selvom jeg håndtere det meste fint nok, så røg min stemme nok lidt hårdt op og jeg var måske ikke helt så rolig og fattet som jeg burde være. Argh, det er altså ikke nemt at være mor til en dreng på 2 år. (Eller terrible-two som min engelske kollega kaldte det.)

Men så havde vi en dejlig morgen i morges, hvor han bare var sød og nem og hjælpsom og blev klædt på lige så fint, spiste fint og sagde de sødeste ting. Så kan jeg køre lidt videre på det.

Påskeferie!

2009-04-07T07:57:00.000+02:00

Så er jeg blevet 15+2. Og maven er stor nu. Rigtig stor. DET er dejligt. Egentlig er jeg heller ikke så plaget af ting og sager. Bækkenet/halebenet holder sig i ro. Ingen kvalme. Jeg er så småt begyndt at kunne drikke kaffe igen. Ikke noget halsbrand endnu. Trætheden er voldsomt aftaget, så nu ligner og føler jeg mig ikke som en hængt kat når frokosten er passeret. Sulten er også næsten normaliseret.

Eneste gener er vel egentlig nattetisseri og det lave blodtryk som giver mig svimmelhed og synsforstyrrelser. Så nu er 2. trimester for alvor i gang og det gælder om at nyde det, inden jeg er for stor og tung til at nyde noget som helst.

Til gengæld er jeg begyndt at mærke liv! Lige som sidst er det typisk når jeg er gået i seng og lægger mig ned på ryggen. Jeg tror at livmoderen bliver trykket flad, for jeg kan mærke noget, der ligesom ”skurrer” rundt derinde. Det er fantastisk!

Jeg synes at det er lidt sent jeg skal ses af min jordemoder. Først om 3 uger! Så jeg er altså 18+2 inden jeg skal til jordemoder. På min-mave stod der, at der var nogle, der skulle til deres 2. jordemoderbesøg i denne uge. Det er vist ikke lige mig. Men måske det er påsken der skubber det hele lidt?

Junior er altså bare en solstråle. Han er så glad så glad. Egentlig synes jeg at han har meget temperament, men han er ikke så vedholdende i sine hysterianfald når jeg sammenligner med andre børn. Han prøver noget af, og bliver sur, hvis man stopper ham, men han tør lige så hurtigt op og er glad igen. Det er altså dejligt. Jeg håber at lillebror/søster bliver lige så easy going.

Vi har styr på navne nu. Lidt tidligt måske og det kan også nå at ændre sig. Men det er rart at vide at vi kan finde på et navn og det ikke bliver et lille stakkels navneløst barn vi venter os.

Og så er der påskeferie, når denne arbejdsdag er klaret!

Spirende forår?

2009-03-27T09:21:00.000+01:00

Så er der gået en uge siden scanningen. Jeg er nu 13+5 ifølge den seneste vurdering fra jordemoderen og 13+2 ifølge ægudtagningen.

Jeg er blevet stor nu. Min mave buler synligt og mærkbart og jeg kan mærke hvordan den velkendte klodsethed og distræthed er ved at sætte voldsomt ind.

De seneste dage har budt på rejseaktivitet og jeg er TRÆT nu. Har hovedpine som ikke vil slippe og en ryg som gør ondt og generelt ubehag. Sjovt nok har jeg det faktisk fint når jeg får tid og mulighed for at gå rundt udenfor, så det må være planen for i dag - ture i det friske vejr. Og så skal jeg have genfundet alle mine øvelser, så jeg kan slippe af med hovedpinen. Jeg er sikker på at det er en spændingshovedpine. For nogle måneder siden ville jeg kunne løbe en tur og slippe af med den på den måde, men det er jeg slet ikke i form til nu. Jeg kan måske prøve?? Nå, det skal nok lykkes, det er jeg sikker på.

Hvordan står det ellers til? Jeg plages stadig af mit lave blodtryk. Har dog ikke haft flere nærbesvimelsesanfald siden forrige mandag. Og jeg tænker meget over det, når jeg rejser mig osv. Jeg er heldigvis ovre min forkølelse og er begyndt at kunne trække vejret igen – det er skønt. Mit nattetisseri vil dog ikke slippe. Men sådan var det også sidst. Selvom det kun skulle være 1. + 3. trimester det skal drille, så var det også sådan gennem hele 2. trimester sidst. Eneste forskel er at når man når 3. trimester begynder det at være flere gange pr. nat.

Mentalt har jeg det så som så. Ikke så meget nyt under solen. Jeg har nydt forårsdagene i fulde drag og suger energi ud af solen og de spirende blomster. De seneste dages sne og kulde er dog ikke lige min kop te, og jeg føler at jeg ryger dybt ned i det sorte hul igen. Energien ER dog på vej tilbage. Altså jeg får mere energi. Det trænger jeg til.

Men hele situationen med min mor tærer på mig. Jeg fortrænger det lige nu. Det ved jeg at jeg gør og egentlig er det vel aldrig godt at fortrænge. Men jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere det. Med den viden jeg har – objektivt – kan jeg godt regne ud at hun er døende. Jeg har ingen anelse om vi taler uger, måneder eller år, og tvivler på at nogen har det. Måske når vi får de første tilbagemeldinger på kemoens effekt. Men det er nu heller ikke det der betyder noget, synes jeg. Hun er døende, og jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad jeg bør gøre for hende og hvad jeg bør gøre for mig.

For noget tid siden brugte jeg meget krudt på at vende det med Didrik. Hvem er min mor? Hvad kan hun lide? Hvorfor har hun valgt at leve sit liv som hun har gjort det?

Jeg har ingen anelse. Jeg kender hende ikke. Og så burde jeg måske prøve at lære hende at kende? Men hun er bare så forandret. Eller også har hun altid været sådan. Hver gang man taler om fortiden med hende, så er den lyserød. Hun kan slet ikke huske noget dårligt. Og alle de situationer som jeg kan huske, og ved er ”dårlige”, jamen de ser bare ud på en helt anden måde, når hun genfortæller. Så jeg føler mig temmelig sikker på at hun enten har fortrængt alt det grimme fra sit liv, eller ikke ønsker at stå ved det, og derfor pynter på historien.

Og er det så vigtigt? Min mors liv er jo ikke mit liv længere. Jeg har en familie. Jeg har et helt klart pejlemærke: At gøre alting anderledes end mine forældre. Det fungerer fint. Hvor meget betyder det for mig, at føle mig uelsket af min mor? Betyder det noget længere? Burde det betyde noget?

Og ikke engang her kan jeg svare. Jeg ved at jeg føler mig uelsker af min mor, men jeg ved ikke om jeg egentlig har forsonet mig med det, eller om det nager et eller andet sted. Måske gør det. Og måske er det ikke så mærkeligt. Men kan det overhovedet ændres her i den sidste tid? Og hvilken forskel gør det.

Et eller andet sted har min mor en historie. Det har vi alle. Hun har gennemlevet nogle grimme ting i sit liv, og har formentlig ikke haft den ballast med hjemmefra, som vi alle burde have. Hun har ikke vidst hvordan hun skulle tackle det, og er derfor blevet det svage menneske, jeg kender hende som, som har ofret alt og alle på sin vej, for at stille manden tilfreds og fokuseret på statussymbolerne som et mål for succes. Og måske burde jeg bare forlige mig med at hun ikke har haft noget valg, med de forudsætninger hun har i bagagen? Måske er jeg allerede nået hertil?

Hun er ikke noget ondt menneske. Hun har altid været mor med kæmpe stort M. Så længe børnene var små. Og kun et af gangen. Måske skal jeg bare holde fast i at hun altid har ØNSKET at gøre det rette, men bare ikke har formået det?

Jeg tror ikke at jeg får noget ud af at stille hende opklarende spørgsmål nu. Jeg tror at jeg må fokusere på det voksende liv i min mave og på at hjælpe hende, så godt jeg kan, når jeg har overskuddet. Og at hjælpe min far og søster. Og så må jeg se hvad der sker hen ad vejen.

Junior er en skøn skøn knægt. Han er simpelthen så glad og dejlig og dygtig. I går kom jeg hjem med taxa og da jeg trådte ind af døren kunne jeg høre ham råbe: ”Der ER MOR!” Han var i gang med at spille huskespil med sin far (han ELSKER huskespil for tiden). ”Mor laver spil – du må gerne være med”. ”Hvor har du været, mor?” Så svarede jeg på det, og sagde at jeg lige var kommet hjem med taxa. ”Åååå-ååh”, var svaret. Og så pludrede han ellers løs. Han smilede og hyggede og ville absolut ikke i seng. Han er bare en glad og dejlig og venlig dreng. Jeg føler mig så uendelig stolt af ham.

Og så er vi blevet spurgt om han vil starte i børnehave til maj. Altså når han er 2,5 år. Han går i en integreret institution. De er ca. 10-12 børn på vuggestuen, resten af børnene går på de to børnehavestuer. Han leger rigtig meget med 3 piger, som alle er lidt ældre end ham. De 3 skal starte i børnehave til maj, og pædagogerne har spurgt om vi vil have at Junior kommer med. Han leger tit på børnehavestuerne og er som sagt rigtig glad for pigerne, så vi har sagt ja tak. Han kommer stadig til at være et vuggestuebarn, med mad dernedefra, og han kan sove til middag osv. (Hvis han ellers gider det – han har kun sovet 1 dag i ugen, de øvrige har han holdt sig vågen og ikke sovet mere end 10-11 timer om natten.)

Så han bliver stor den lille! Stor og dygtig. Jeg håber at han bliver ved med at være min kærlige kysse-kramme-dreng lidt endnu!

Nakkefoldsscanning

2009-03-20T11:16:00.003+01:00

Nu har blogspot ædt mit indlæg 2 gange og jeg er lidt træt af det her.

Summasummarum: Det gik fint. Baby har det godt. Risikovurdering følger – jeg fik først taget bp i dag.
Jeg var meget nervøs, men det var skønt at se den lille tone frem på skærmen, og den gjorde sig rigtig til. Dejlig-dejlig oplevelse!

11+0

2009-03-11T15:07:00.000+01:00

Ej, der skal lige være tid til en lille opdatering her på ugedagen.

Hvordan går det så? Tjo tja, det afhænger nok af hvilket minut jeg bliver spurgt. Umiddelbart har jeg været trist denne uge. Jeg havde forventet og håbet at energien ville vende tilbage. Det er bare ikke sket. Til gengæld er det gået gevaldigt ned ad bakke for min mor, og jeg kan mærke at det tærer på mine kræfter.

I tirsdags begyndte hun at kaste voldsomt op og om lørdagen bliver hun så indlagt. Så vidt jeg ved er hun der endnu. Min far har haft fødselsdag i ugens løb og jeg har sjældent hørt ham så trist. Min mor har virkelig ændret personlighed. Hun er blevet ubehagelig og kommanderende, og jeg kan mærke at min far virkelig prøver at gøre det så godt han kan, og så bliver han bare mødt af en mur, som slet ikke vil lukke ham ind.

Jeg har dog også haft nogle opløftende oplevelser. Jeg var ved læge i mandags, og det var slet ikke så tosset. Hun kunne nu ikke rigtig fremtrylle den samme terminsdato, som jeg mener jeg har, men til gengæld var vi enige om at jeg var 10+5 – mærkeligt nok. Men sådan er der åbenbart så meget. Jeg ved jo at scanningen kommer til at sætte trumf på, så jeg ville ikke brokke mig. Håber nu at jeg kommer de to dage tilbage igen, for jeg kan forestille mig at dagene betyder noget, når barslen nærmer sig.

Og apropos barsel. Jeg kan gå fra når jeg er 36+0. I dag er jeg 11+0, dvs om 25 uger. Derudover har jeg mine 5 ugers ferie og så er der jo dejligt mange helligdage hen over foråret, så alt i alt er der kun ca. 19 arbejdsuger til. Skøøøøøønt!

Jeg var forbi en hudlæge for en uges tid siden. Jeg havde bestilt tiden 2 måneder før, men de er vist nogle populære mennesker. Hun har endelig givet mig en mirakelkur så jeg ikke længere ligner en fisk i ansigtet. Min hud er også helt dejlig at røre ved. Ikke tør og trist. Jeg var på apoteket og hente det i fredags og smurte mig for første gang om formiddagen (havde taget en sygedag, jeg var virkelig langt nede der) og da Didrik kom hjem stod han bare og stirrede på mig. Forskellen er enorm. Det er så skønt. Så nu er jeg i gang med nedtrapning over et par uger på den til ansigtet og har et par dage endnu på cremen til ryggen før den også står på nedtrapning. Håber at det holder sig væk denne gang. Håret er dog lidt sværere at få styr på. Jeg har fået noget tjære til at smøre i, men efter 2 kure synes jeg nu stadig at der er skæl. Meeen måske lidt mindre? Svært at afgøre.

Jeg fortalte lægen at jeg var gravid, og hun mente ikke at der var problemer i at bruge cremerne. Hun er eksperten, jeg bøjer mig og er i mit stille sind glad for at jeg har passeret de allermest kritiske uger. Ellers ville jeg nok ikke være så tryg ved det.

Jeg har også besluttet mig for at genindføre min næsespray i mit liv. Den får jeg fordi jeg er tæt i næsen når jeg sover, hvilket betyder at jeg snorker og sover dårligt (nåja, og Didrik sover også dårligt). Den røg langt væk da jeg gik i gang med ivf igen, sammen med nogle tabletter. Tabletterne bliver væk – jeg skal ikke nyde noget, men næsesprayen blev genindviet for et par dage siden. Der står at den slet ikke absorberes så der er ingen problemer ved at bruge den som gravid. Så det vil jeg stole på, og igen – jeg er nu i 12. uge, så det værste tidspunkt for den slags kemi er overstået.

Så alt i alt kan jeg mærke at optimismen er ved at snige sig lidt tilbage. Det hjælper også at Junior er et præmiebarn. Han havde været på udflugt i lørdags og sovet hos sin fætter – alene. Det er første gang han har sovet sammen med andre end os eller farforældrene. Men det gik fint. De vil gerne have ham tilbage, fordi ungerne bare legede så fint. Så bliver man jo helt stolt og varm indeni. Da jeg kom for at hente ham, skulle jeg læse ”Lille sorte Sambo” for ham, men derudover ville han ”IKKE HJEM!” Så det kunne ikke være bedre.

Det blev alligevel en lidt længere opdatering. Nu vil jeg snart køre hjem i det dejlige solskinsvejr!

10+0 !

2009-03-04T08:47:00.002+01:00

Så nåede jeg et tocifret tal. Der var ellers en mikrosmule rødt i trusserne i går eftermiddags. Men jeg har besluttet at det var ingenting. Ligesom nogle små "streger". Helt tynde og helt røde, og ikke mere end 3-4 mm lange. Så det må være de berømte sarte slimhinder. Der har ikke været noget siden. Men jeg nåede da lige at tænke igennem hvad jeg ville gøre, hvis der kom mere. Men det gider jeg ikke at bekymre mig om.

Ellers har jeg lagt mig ud må jeg sige! Jeg målte 75 cm i taljemål omkring ægudtagning. Nu måler jeg - gisp - 84 cm! Det er da ikke så lidt. Men det ser altså også voldsomt ud. Jeg må se at få sporet mine graviditetsbukser fra sidst. Jeg ved hvem der har dem, men det er lidt kompliceret, når nu jeg har skiftet arbejde. Samtidig var de fleste af mine bukser sidst også lånebukser, fra en pige som ikke længere er kæreste med min ven, så dem kan jeg nok ikke få fat på igen. Jeg var endda taget i H&M for at købe nogle jeans, men den størrelse som jeg havde med i prøverummet var forkert. Der var enorm lang kø, så jeg gad ikke at stå i den igen. Så overvejede jeg at købe den størrelse jeg troede passede, men tænkte at jeg lige så godt kunne købe over nettet så. Så indtil videre nøjes jeg med at bruge nogle bukser jeg har arvet fra min søster som normalt er ALT for store. De sidder heller ikke særligt godt, men de er i det mindste store nok til min mave og det er rart.

Jeg har ellers masser af ventebluser og kjoler og sådan, så det er fint. Det er bare lige bukserne der mangler. Men jeg ved jo hvor jeg kan finde nogle.

Jeg synes stadig at jeg er meget træt, men har besluttet mig for at det er nu det skal lette, så lad os se om det gør det. Jeg er begyndt at få rigtig irriterende hovedpine. Ved ikke om det skyldes at min evige hoste-halssygdom har sat sig i bihulerne, at jeg er for dårlig til at drikke vand (det synes jeg nu ellers ikke), at jeg ikke får jern nok (men det burde heller ikke være det - jeg får faktisk så meget at min mave er gået helt i stå) eller om det bare er et graviditetstegn. Jeg må spørge min læge på mandag. Jeps, jeg skal endelig til læge!

Ellers er vi jo gået ind i marts. Forårsmåneden (jaja, jeg ved godt at vinteren først startede i marts sidste år, men det er altså stadig en forårsmåned, vil jeg hævde). Marts bliver måneden for første lægebesøg og nakkefoldsscanning. Derudover bliver det måneden hvor 2. trimester starter og hvor jeg forhåbentlig får al min energi tilbage. Jeg glæder mig allerede!

Og så er det vildt at jeg er så langt nu. Kan stadig ikke rigtig forholde mig til det. Så "Mission Baby" igår. Det virkede så fjernt, når de talte om graviditeter og flere børn og alt det der. Altså at der virkelig lever en baby i min mave. Men mon ikke den kommer til at gøre opmærksom på sig selv hen ad vejen? Det håber jeg, og glæder jeg mig til.

Junior har nu annonceret (på spørgsmålet om han helst vil have en lillebror eller lillesøster) at han helst vil have en lillesøster! Jeg gad godt at vide hvad der foregår i hans lille dejlige hoved. Nogle gange virker det som om han ved så meget og forstår så meget, men han er jo kun 2 år. Han må virkelig samle meget op rundt omkring, som han kan putte ind i nogle kasser og bruge til at svare på mærkelige spørgsmål.

Han er sgi en dejlig knægt. Hvis det barn jeg bærer i min mave bliver bare halvt så skønt som Junior, så er vi i sandhed en meget heldig familie!

50 dage

2009-02-26T11:15:00.001+01:00

50 dage er det nu siden et af mine æg blev befrugtet af en af Didriks sædceller og blev til en oocyte som 2 dage senere – og 8 celler stor – kom tilbage i min livmoder, hvor det har hygget sig lige siden. Nu kaldes det så officielt et foster og består af næsten fuldstændig de samme dele som du og jeg. Det har passeret 2 cm og kan nu vejes i gram.

Er det kun mig, der synes at det er fantastisk?

Og at så lille et væsen kan forrette så meget, er også overvældende. Ikke fordi jeg er helt lagt ned af symptomer, men det er alligevel vildt, så meget den kan påvirke mig. Oppe hver nat, fordi blæren ikke kan klare 8 timer uden at blive lettet. Spise konstant og hele tiden. Maven der allerede fylder godt i bukserne. Br(y)sterne som stritter – ikke så ømme længere – men pokkers irriterende, fordi bher føles ubehagelige og uden bh er umuligt pga at vorterne ”hænger i”. Den der følelse af, tja, ikke kvalme som sådan, bare ”puha, det her kan jeg da umuligt spise – men jeg er sulten så jeg prøver”. Gået fra at være kaffeoman til at sky det som pesten, fra det ene øjeblik til det næste. Og selvfølgelig trætheden.

Jeg forstår det slet ikke med min forstand. Og jeg kan heller ikke forstå, at jeg skal være så heldig igen.

Lige som sidst føler jeg ikke, at det for alvor er MIG, der er gravid. Det er bare Solsikke, der er det. Men modsat sidst føler jeg ikke at jeg har været gravid i en evighed og er vildt utålmodig for at det skal kunne ses. Hver dag har ikke været et maratonløb med venten. Antal dage til nf-scanning bekymrer mig ikke rigtig. Det har været et langt forløb, men mentalt kun halvt så langt som sidst – men dengang havde vi selvfølgelig også prøvet i årevis, denne gang blev det kun til 2 halvhjertede hjemmeforsøg + 1 ivf. Det er jo nærmest snyd!

Så tak til universet, tilfældet eller hvad der nu bestemmer for miraklet i min mave!

9+0: En ode til Junior

2009-02-25T10:15:00.001+01:00

Så oprandt næste milepæl: 9 fulde uger. Tænk at jeg kan være så heldig for 2. gang.

Og nu må det være på tide at opdatere lidt om min skønne søn. Han fylder så meget i mit liv på en rigtig dejlig måde.

Jeg er overbevist om at han er ualmindelig velbegavet, sproglig, motorisk og følelsesmæssigt intelligent. Selvfølgelig! Og sådan ville jeg nok have det lige meget hvad. Men det der gør mig allermest glad og varm inden i, er hans temperament. Han er glad og tillidsfuld. Han vågner hver morgen og forventer at verden vil behandle ham godt. Og det sjove er, at det gør den, fordi han er så uendelig god ved sine legekammerater og charmer alle voksne han møder.

Han er faktisk en lille fedterøv. Jeg er meget meget stolt af ham. Der er vist endnu ikke den voksne han har prøvet at få kontakt med, som han ikke har kunnet lokke et smil ud af.

Nu har han været i sin nye vuggestue i en måned, og det går over al forventning. Han charmer – som han plejer – og er vist allerede ganske vellidt. Som regel vil han gerne over til vinduet og vinke til mig, når jeg kører, men han er altid væk igen før jeg er, i gang med en leg eller på skødet af en voksen.

For tiden er han et rigtig inde-hygge-barn. Han elsker stadig sine puslespil og sit køkken. Han kan lege med biler, lego og tog, og til morens store glæde er han begyndt at se børnetime. Vi har ikke introduceret DVD-en i hans liv, så endnu kan han kun se fjernsyn når der er noget relevant på programmet og ikke når han pludselig får lyst. Så fjernsynet bliver maks til en halv time om dagen.

Han elsker også det rigtige køkken, og det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at mine mænd laver maden sammen. Det afhænger selvfølgelig af hvor meget børnetime trækker, men som regel vinder madlavningen.

Den bedste tid på dagen, for mig, er helt klart morgenen. Det havde jeg aldrig troet ville ske for et inkarneret b-menneske, men det er det. Det er vores tid. Vi har som regel god tid. Enten vågner han selv eller også vækker jeg ham omkring klokken 7. Så spiser vi morgenmad med diverse cerial-produkter – han kan selv vælge hvad han vil spise – og det efterhånden obligatoriske blødkogte æg. Han elsker det. Nu kan han også spise det meste selv, men vil dog som regel gerne have lidt hjælp i starten. Heldigvis glemmer han som regel saltet, så der kommer næsten kun salt på første bid.

Der er masser af tid til hygge om morgenen. Han er rimelig medbestemmende i sin påklædning og tandbørstning, og som sagt også i morgenmaden, men der bliver trænet flyverdragt for tiden. Det går heldigvis også uden de store kriser efterhånden, så han sætter sig selv ned i den og putter benene rigtig i.

Hver gang vi går i gang med at øve et eller andet bliver jeg så imponeret over hvor hurtigt han mestrer det. Næste store projekt må blive balancecykel. Nu er foråret på vej (er jeg sikker på) og så kan det kun være et spørgsmål om tid, før han kan prøve de to hjul.

Han har masser af venner. 1 fra den gamle vuggestue som vi mødes med tit og som han tit leger ”alene” med. Og så 2 fra den nye vuggestue som der også bliver leget flittigt med i fritiden. Derudover er han blevet forelsket i – ja faktisk i 2 piger. Han har en kæreste i vuggestuen som altid gengælder hans ømme blikke og vinken til goddag og farvel, og så en af vores bekendtes venners datter, som vi tit møder, da faren er skilsmissefar og har et stort behov for at få lidt input, når han har sine uger med pigen. Junior elsker at kysse hende, og de kan faktisk lege uden voksenkontakt i timevis. Det er skønt at mødes med dem.

Der er selvfølgelig ”kriser”. Han er jo to år og grænser skal testes. Jeg tror vi skulle være bekymrede hvis grænser ikke skulle testes. Men lige meget hvor umulig han er, så er han lynhurtigt sit eget rolige jeg. Tror aldrig jeg har set ham være hys i mere end 10 minutter. Og det er sjældent at det varer så længe.

Nå, det må være ros nok for i dag. Men jeg syntes lige at bloggen også skulle fyldes op med min øjesten – som altså tager det meste af fokus i mit liv til trods for miraklet i maven!

2. scanning

2009-02-24T08:52:00.002+01:00

Mine forventninger blev ikke gjort til skamme. En lille (men større end sidst) dejlig klat lå midt på skærmen, med et hjerte i midten og "brede skuldre - det bliver en dreng" - ifølge lægen.

Scanneren udregnede den til at være 8+6 dvs. 22 mm mod de 21 mm som den burde være, når jeg nu var 8+5. Så det er jo helt perfekt. Så nu har vi et billede hvor man (næsten) kan se op og ned på vores baby. Hvor er det vildt.

Jeg kan mærke hvordan glæden er ved at få permanent fodfæste i mig (selvom alle omkring mig konstant fortæller skrækhistorier om aborter og mislykkede fødsler - det kommer ikke mig ved).

Jeg skal være mor igen. Junior skal være storebror. Solen skinner.

8+0

2009-02-18T09:20:00.002+01:00

Så er endnu en uge gået. De går stærkt for tiden.

Denne uge kommer til at byde på en lille business-rejse på fredag, festivitas i weekenden og endnu en scanning på mandag. Jeg glæder mig. Jeg er faktisk ikke specielt nervøs, men jeg ved at jeg når at få en klump i halsen inden tiden oprinder. Nu er det blevet fikset, med hjælp fra nogle venner, så vi begge kan være med til scanningen. Kunne ikke lige forlige mig med min første graviditetsscanning UDEN Didrik - det ville ligesom ikke være rigtigt.

Jeg håber at man kan se mere af den lille. Men mon ikke? Sidst var den 8 mm, og på mandag skulle den gerne være 21 mm. Når de scannede follikler på 20 mm syntes jeg at de var meget store og tydelige. Så jeg har høje forventninger.

Denne uge har budt på en blandet landhandel af oplevelser. Først og fremmest vil jeg sige at mit humør generelt er meget bedre end sidst! Meget. Men det svinger stadig helt enormt. Det er faktisk lidt skræmmende.

Vi er begyndt at fortælle nyheden rundt omkring. Jeg mangler stadig at samle mod til at delagtiggøre de kommende morforældre. Men farforældrene fik det at vide af Junior: "Jeg skal være storebror", sagde han lige så fint. De blev vildt overraskede og glade!

Jeg har forsøgt at fortælle det på arbejdet. Men det er svært at få til at sprede sig åbenbart. Mærkelig arbejdsplads. På min gamle arbejdsplads kunne jeg have visket det i et hjørne af kontoret, og alle ville vide det, før jeg nåede min plads igen. Men sådan er der så meget.

Og apropos arbejde, så blev jeg ringet op af en jeg kender af navn fra min gamle arbejdsplads. Hun var noget farlig fint noget, og skiftede job et par måneder før jeg gjorde. Hun manglede en til at rydde op i en masse ting, og jeg var blevet anbefalet af en af mine tidligere chefer. Det lød spændende - ikke optimalt geografisk, men ok. Og alt taget i betragtning kan jeg vist ikke være for kræsen.

Jeg fortalte hende at jeg er gravid, og her er hendes svar: "Jamen, først må jeg da sige tillykke - ved du hvad, det skræmmer mig altså ikke!"

Da jeg fortalte Didrik om det om aftenen var han dog lidt mere pessimistisk. "Ej, det må da betyde noget alligevel. Hun kan jo ikke ansætte dig nu". Så nu er jeg meget spændt på om jeg hører fra hende eller ej. Hun spurgte til hvor meget barsel jeg havde tænkt mig at holde, og om jeg var interesseret i at komme ud og tale med dem i begyndelsen af marts. Ikke noget med at jeg skulle skrive cv eller noget. Bare sådan på tilbudsform. Så bad hun om mit mobilnr. og min e-mailaddresse (havde ringet på arbejdet). Så jeg tror på det. Ved ikke om jeg vil have det, men det er da utrolig dejligt at få sådan en bekræftelse.

Min mors behandling skrider stille fremad. Hun synes at hun har det bedre og har ikke fået bivirkninger endnu, så det kan ikke være bedre.

Junior har endelig affundet sig med at sove i sin egen seng. Vi havde nogle dage hvor vi bar ham i seng mange gange, men nu siger han selv at han skal sove i Ikea-seng hele natten og så ind og hygge i store seng om morgenen. Og det går faktisk fint.

De senest morgener har jeg måttet vække ham, fordi han slet ikke gjorde mine til at stå op klokken kvart over 7. Jeg vil heller ikke FOR sent på arbejde - så kommer jeg jo aldrig hjem.

I dag har jeg heldigvis hjemmearbejdsdag, så jeg satser på at få mig en middagslur. Det bliver skønt.

I går gik jeg tidligt hjem - meldte mig simpelthen syg. Jeg har vildt dårlig samvittighed over det, men kan bare ikke hænge sammen. Jeg har hostet nu i 10 dages tid og det bliver værre og værre. Nu har jeg også hovedpine og er endnu mere drænet for energi. Jeg sover fint og længe om natten, så jeg føler ikke at jeg kan gøre meget mere for at holde mig rask, men jeg har stadig dårlig samvittighed. Jeg filosoferede faktisk over det i går da jeg cyklede hjem. Under min sidste graviditet var den 1. prioritet. Skulle jeg melde mig syg fordi jeg følte det var det rette, så var det det rette, og jeg havde (så vidt jeg husker) ikke dårlig samvittighed. Hvad er forskellen?

Jeg tror at forskellen er at dette barn virker mere som en ekstra bonus. Det er ikke forskellen på liv og død for mig : livet som barnløs for altid, mod livet som glad mor. Det er bare et ekstra barn, som kan være prikken over i'et og forhåbentlig gøre vores liv sjovere og gladere, og som vi vil komme til at elske over alt på Jorden ligesom vi gør med Junior, men det er stadig noget andet. Og det er jo ikke fair, overfor dette barn. Det har fortjent lige så meget omsorg og kærlighed som foster, som Junior fik.

Men det er pudsigt at være gravid igen. Pludselig ser jeg hele graviditeten foran mig, helt frem til fødslen og de første år med barnet. I sidste graviditet kunne jeg knap nok se næste uge eller næste trimester! Fødslen var total sci fi og ikke noget jeg rigtig kunne forholde mig til ville ske for mig. Nu tænker jeg allerede over hvordan fødslen skal foregå og hvor længe jeg vil blive på hospitalet. Jeg tænker på amning og hvad jeg vil gøre anderledes.

Jeg har flere glæder at se frem til (at mærke liv, at lugte mit nyfødte barn) og flere konkrete bekymringer (super hurtig fødsel, halsbrand) fordi jeg har noget at sætte det op imod. Det er rart at kunne se "hele vejen" og ikke leve i en mærkelig tidsbobel, som går enormt langsomt men som stadig ikke rigtig forberedte mig til at være mor. Eller det gjorde det måske, jeg kunne bare ikke forholde mig til at jeg skulle have et barn.

Jeg har også tænkt over hvilke milepæle, der er under en graviditet.

Positiv graviditetstest!
Positiv blodprøve!
Første scanning!
(2. scanning for mig i hvert fald) 23. februar
9+0 (for mig er det en stor milepæl. Det giver matematisk mening på en eller anden sær måde)
1. lægebesøg (tja tjo, det er en af de mindre milepæle) 9. marts
Nakkefoldsscanning (kæmpe milepæl!) 20. marts
Mærke liv!!!
Mærke liv ofte og så far også er med!
MD-scanning
24+0 (derfra begynder fosteret at have en chance for at klare en fødsel)
Og så er det bare hver uge derfra indtil den største milepæl af dem alle:
Fødslen!

For nogle er det nok lidt mere simpelt tror jeg: Graviditetstest + fødsel. Det må egentlig være rart at spekulere lidt mindre.

I dag er en god dag. Solen skinner og Junior var sød og glad hele morgenen. Eneste slange i Paradis var Møgungen Over Dem Alle som går i børnehave samme sted som Junior er (han er en STOR 5-årig) som besluttede sig for at bokse mig i maven, I MAVEN, da jeg mødte ham i vuggestuen i morges. Møgunge. Han skal godt nok undgås de næste 7 måneder!

Men ellers går det fint. Jeg har fået en masse ventetøj som ligger og venter på mig nu. Mangler dog nogle bukser, men tror at jeg køber nogle efter scanningen på mandag. Måske. Eller lidt senere. Faktisk føler jeg mig ikke så oppustet som jeg har gjort for et par uger siden. Mærkværdigt. Dog synes jeg at jeg kan mærke min livmoder over skambenet, men ifølge min-mave.dk er det helt forkert. Den skulle stadig ligge og putte sig langt nede bag skambenet. Jeg må spørge på klinikken på mandag. Måske er det bare min anatomi som er mærkelig, men jeg har altså mærket det en lille uges tid nu, og det føles som noget der ikke plejer at være der.

7+0 og den første scanning

2009-02-11T08:24:00.002+01:00

I mandags var det store scanningsdag. Jeg kunne næsten ikke bære spændingen, men den blev udløst ved synet af en lille spire med den helt rigtige længe og et hjerte der slog løs!

Lægen syntes dog at det var så utydeligt det hele, at jeg var velkommen til at komme igen om 2 uger, inden jeg bliver helt afsluttet fra klinikken. Så det er dejligt at kunne se frem til.

I dag vil jeg så forsøge at få bestilt min første lægetid og tid til nakkefoldsscanning. Så er der styr på det forhåbentlig.

Derudover har jeg noget mere kvalme end jeg havde sidst. Jeg var faktisk temmelig skidt i weekenden. Og min glubende appetit er afløst af noget der minder om madlede. Men jeg får nok stadig rigeligt med kalorier indenbors.

Så fortalte min nabo mig om d-vitamin. Det er åbenbart vist at gravide er i underskud fordi fosteret snupper al hvad der er, så det havde hjulpet hende at tage d-vitamin tilskud.

Jeg prøvede at undersøge det og fik bekræftet min glemte viden fra biokemi, ja d-vitamin er fedtopløseligt hvilket betyder at man ikke kan slippe af med et overskud så nemt, og man derfor risikerer overdosering. Samtidig er alle danskere åbenbart i kronisk underskud og gravide er i særlig risiko. Men det er også særlig vigtigt at gravide ikke får for meget. Så det gjorde mig jo ikke særlig meget klogere.

Nu har jeg dog købt mig nogle vitaminpiller (spiser ellers aldrig sådan noget). Så nu tager jeg Livol Multi Gravid, folinsyre (unødvendigt, men det kan man ikke få for meget af, og nu havde jeg det...) samt jern. Der er trods alt 10 microgram d-vitamin i her, så nu får jeg da mere end jeg gjorde før.

Må høre min læge, når jeg når dertil.

Og så lige lidt brok. Min dejlige søn, som altid har sovet så pænt og sødt og skønt, er blevet en sand nattetyran. Nøj, hvor det irriterer mig. Han vil gerne i seng, men står op en milliard gange og kalder "hvad laver du far", "bær mig ind i seng", "dyne på", "ind store seng!!!"

Det er især det sidste der er problemet. Selv hvis det lykkes at få ungen til at sove i sin seng, så sniger han sig i løbet af natten gentagne gange ind i vores seng og han snorker. Og mokker. Og møfler. Han er faktisk ganske belastende.

Hvad der komplicerer det hele yderligere er at jeg kan mærke mit haleben igen. Jeg synes at det er meget tidligt at have den slags smerter og vil nødig have bækkenløsning halvejs gennem graviditeten. Og at slæbe et sovende barn på 15 kg op fra en dobbeltseng er ganske smertefuldt. Så jeg prøver at holde stand og håbe på at Didrik smider ham ud. Det gør han også ind imellem, men er syg med bihulebetændelse for tiden, så han sover rimelig ok, og jeg kan slet ikke vnte på det. Så jeg har faktisk båret den lille flere gange i nat. Og jeg er så træt nu.

Jeg besluttede mig klokken 4 i nat for at jeg ikke tog på arbejde i dag. Jeg har (lidt) ondt i halsen og det bliver mit alibi. Sandheden er at jeg vidste at jeg tidligst kunne være der klokken 9, og jeg kan ikke sidde derinde og arbejde til klokken 17, det kan jeg bare ikke. Jeg er træt og sur og gnaven. Faktisk er jeg i så dårligt humør lige nu at jeg ikke engang har lyst til at være gravid. Tænk hvis vores nætter bliver sådan her de næste 4 år?? Jeg bliver helt skør og desperat ved tanken. Øv altså.

Nå, jeg må se at se fremad og tage mig sammen. Har bare brug for at være lidt muggen tror jeg. Og for en rigtig dejlig lang middagslur. Har planer om at lægge mig efter frokost og bare SOVE. Ah, det bliver skønt. Så kan formiddagen gå med at tusse rundt og drikke te og så kan jeg sove snart.....

Undskyld alt mit brok. Jeg er sikker på at det hele ser anderledes ud om bare en halv time (hvem sagde humørsvingninger?)

6+0: Så langt, så godt

2009-02-04T08:55:00.002+01:00

Så er jeg fulde 6 uger, og ingen tegn på noget galt. Denne uge byder på en blandet landhandel af oplevelser: Min mor begynder kemoterapi i dag. Min søster kommer til landet i morgen. Jeg skal på endnu en lille forretningsrejse torsdag-fredag (glæder mig lidt til at kunne SOVE). Og så er det store scanningsdag på mandag. Nøj, hvor jeg glæder mig. Helt vildt! Derudover får vi også flere informationer om overtagelsen på mandag.

Så en begivenhedsrig uge foran mig, og jeg er træt, som i TRÆT. Pyha, nu begynder jeg at kunne genkende det. Sov 9 timer i nat og ville bare sove mere, da vækkeuret ringede....

Men jeg skal ikke brokke mig. Nu er den lille 4 mm lang og om 5 dage, når vi skal kigge, forhåbentlig det dobbelte. Så der sker ting og sager...

5+5

2009-02-02T07:49:00.002+01:00

Jeg tror at jeg ramte bunden, rent mentalt da jeg skrev mit sidste indlæg. Siden har jeg godt kunnet se at det var uholdbart. Jeg har fortalt min chef om graviditeten (jeg indså, at hvis scanningen viser noget forfærdeligt kan jeg sikkert ikke arbejde alligevel, og så ville jeg involvere ham - så jeg kunne lige så godt gøre det nu). Han blev vildt lykkelig.

Weekenden blev tilbragt i gode veninders lag, med hygge og alt for meget mad. Det hjalp at få sludret og sladret og slappet af ikke mindst.

Fredag var vi forbi mine forældre. På en måde er de nemmere at være sammen med nu hvor de har rigtige problemer, og ikke opfinder nogen ud af det blå. Hvor kynisk det end lyder. Samtidig blev jeg dog bekymret over HVOR syg min mor ser ud.

Nå, ja, jeg fik mig også en rigtig god snak med Didrik i går omkring min mor. Mit største problem er at jeg ikke kender hende, jeg føler ikke at hun elsker mig, og jeg forstår ikke hvorfor/hvornår hun er blevet så kold og ondskabsfuld. Vi fik en idé undervejs i samtalen; at tale med min mors barndomsveninde. Jeg skal lige tygge lidt på den, men måske gør jeg det.

Jeg tror ikke på, at det er fornuftigt at rippe op i alt det gamle skrammel. Måske for mig, men da så sandelig ikke for min mor. Hun har rigeligt lige nu. Så jeg må finde en balance mellem at få bearbejdet det jeg har brug for mens hun er her, samtidig med at jeg ikke generer hende unødigt.

Ja, undskyld at tonen er lidt hård. Jeg lyder ikke som verdens sødeste datter, men ... ja, det er lidt udenfor dette indlægs rammer at gå mere i detaljer omkring min mor. Lad os bare sige at hun er et meget komplekst menneske.

Nu er jeg så 5+5 og der er en uge til scanningen. Ikke at jeg tæller. Særlig meget. Eller ved hvor mange timer der er. Jeg glæder mig, men jeg er egentlig dybest set temmelig optimistisk. Jeg tror at sorgen er den samme hvis noget går galt, og jeg har lovet mig selv at gøre alt hvad jeg kunne for at nyde det så tidligt som muligt.

Nu vågner han endelig.....

5+1: Hvordan går det?

2009-01-29T12:52:00.001+01:00

Ønske spørger, om det er gået op for mig? Tja, både og, tror jeg. Og det må vel være et nej.

Egentlig er det gået op for min fornuft, og den er glad, men mit hoved er et stort kaos. Med fare for dels at lyde som et pivehoved og samtidig at kompromittere mit ønske om at være fuldstændig anonym, så sker der rigtig meget i mit liv lige nu:

Min mors sygdom: Jeg synes, at det er svært. Jeg kan næsten mærke hendes angst og lidelse rent fysisk. Pludselig er jeg nødt til at forholde mig til, at jeg måske ikke har en mor om ganske kort tid, og hvad så? Eller hvad gør jeg nu? Hvordan får jeg bearbejdet alt det, der ikke er i orden, og skal det overhovedet bearbejdes? Hvad med min far, mine søskende? Det rejser bare så mange spørgsmålstegn for mig, og midt i det står der en lille pige, der er bange for at miste sin mor.

Mit firma: Jeg skiftede job for ikke så længe siden, og jeg er helt vild med det. Er ikke et sekund i tvivl om at det var den rigtige beslutning. Indtil denne uge. Nu er vi blevet opkøbt. Jeg aner ikke, hvad der bliver af mit job midt i alt det her. Ved ikke om jeg skal panikke ud på jobmarkedet eller om jeg bare skal være afventende. Under alle omstændigheder er det dybt ubehageligt. Mine kollegaer er nærmest i sorg. Nu er det slut med bare at være os, og nu skal vi være en del af noget meget større. Argh. Det fylder også.

Og så er jeg gravid. Det er jo den gode nyhed midt i alt det dårlige, men det betyder også at lige pludselig er alt i forandring. Min krop, mit humør, mine spisevaner… Ej, seriøst, der er virkelig meget at forholde sig til. Jeg kan mærke, at trætheden for alvor er ved at lamme mig. I går måtte jeg give op længe før det egentlig var fyraften. I eftermiddag har jeg en frisørtid, så jeg er nødt til at arbejde i aften. Det er jeg bare. Jeg kan ikke blive ved med at sylte arbejdet.

Jeg har besluttet mig for ikke at fortælle noget til min mor endnu. Jeg orker ikke at forholde mig til mine forældre og deres pessimisme. Sidst gik det, fordi jeg var i 14. uge da jeg sagde det, og selv var nået over usikkerheden, men det sved alligevel da min far vrøvlede noget med ”tillykke, ja man ved jo aldrig om det går godt, men det er da en god nyhed”. Det kan jeg SLET ikke klare lige nu! Og jeg må også huske mig selv midt i det her.

Jeg kommer ellers til at dele nyhederne med en flok veninder i weekenden. Vi har et længe planlagt arrangement, og jeg kan ikke skjule det for dem så længe. I øvrigt har jeg også vænnet mig til tanken om, at de får det at vide, og jeg ved at de respekterer min angst for at det går galt og at de nok skal lade være med at gå får tæt på.

Men altså; for at gøre det kort. Det går godt. Men der er bare mange men’er for tiden. Ingen tvivl om at var ivf-forsøget gået galt, havde det været en dårlig nyhed blandt mange. Nu er det gået godt og jeg er lykkelig for det. Men på et mere personligt plan, så er jeg bare ved at kortslutte af alt hvad der sker omkring og i mig.

870

2009-01-26T15:34:00.001+01:00

Så det kunne ikke være bedre!

Jeg var ellers ved at få et hysterisk anfald i morges. Først må jeg indse at jeg er nødt til at vente en hel weekend på blodprøvesvaret. Så forsøger jeg at ringe i hele lægens konsultationstid (8-9) uden held. (Hvorfor har de dog ikke en telefonkø?). Dernæst slutter telefontiden og jeg tror at jeg nu kan få en sekretær i røret, men nej, nu er der såmænd telefonsvarer på! Den siger dog at man kan bestille tid fra 9:30 til 12.

Så jeg venter tålmodigt til 9:30. Optaget igen. Optaget. Optaget. Sikke dog, nu bliver den taget – og sat på hold. Nej, nu er der en dame i røret.

”Næ, hormonblodprøve, det kan jeg skam ikke oplyse dig om. Du må ringe i lægens konsultationstid i morgen!”

”Jamen hør nu her, jeg talte med sygeplejersken i fredags og fik at vide at jeg bare kunne ringe i dag.”

”Ok, men det går ikke lige nu. Vi har akutpatienter som skal med ambulance. Ring senere. Klokken 11.30”

Uh, hvor var jeg rasende. Hvor svært er det at komme med et tal?

I mellemtiden var der virkelig dårlige nyheder på min arbejdsplads og så var jeg nødt til at ringe til Didrik og rase ud. Han lyttede til mig og sendte en sød e-mail lidt senere.

Klokken 10:30 ringede jeg igen (havde forberedt mig på at påstå at jeg hørte forkert med tidspunktet). Nu fik jeg præciseret at jeg bare skulle have tallet, og så skulle jeg ringe til min fertilitetsklinik bagefter. Jeg fik tallet, blev glad og spurgte til hvornår de gerne vil se én til første graviditetsundersøgelse.

Det er så først i 10. uge, men jeg skulle komme forbi inden og få nogle papirer til ansøgning om nf-scanning. Fint.

Klinikdamen på fertilitetsklinikken lød helt vildt glad da jeg ringede. Jeg fik lokket hende til at give mig en scanning om 2 uger, men hun advarede om at man ikke ville kunne se så meget, og det måske blev nødvendigt med en ekstra scanning – fint nok.

Jeg ville rigtig gerne have scanningen der, så jeg kan sige det til min chef. Vi har stort møde om det kommende år, og jeg vil ikke ikke sige at jeg er gravid, så alle planerne skal laves om bagefter. Det virker lidt fjollet. Heldigvis var klinikdamen enig og jeg har nu en scanningstid på plads.

Suk, hvor er jeg lettet.

Og så til en lille symptomstatus (udover det svingende humør!):

Jeg er sulten. Spiser virkelig meget.

Nattetisseri – kan dog modvirkes ved at tørste hele aftenen og acceptere at jeg vågner med en fuld blære meget tidligt.

Træthed. Meeeen ikke så markant endnu. Jeg sover ca. 8,5 time om natten og er rimelig frisk om morgenen, men så hænger jeg også i sofaen det meste af dagen. Synes ikke at det er voldsomt endnu og jeg forsøger at være så aktiv som jeg kan, fordi jeg kan huske den dræbende træthed jeg oplevede sidst – den kom allerede omkring 6.-7. uge.

Svimmelhed. Det sortner for min øjne næsten hver gang jeg rejser mig op. Åbenbart et graviditetssymptom, what do you know? (Jeg fandt en libero-bog frem, som jeg havde gemt fra sidste graviditet.)

Ømme br(y)ster. Ikke voldsomt, men de er vokset og ikke så glade for at være spærret inde. Alle bh-erne skal løsnes et hak og gerne af om aftenen. Dog er det begyndt at genere når jeg ikke har bh på, da det så slider på selve vorten og det er ikke rart.

Lyst til mælk og ulyst til kaffe. Virkelig signifikant. Mælketrangen er dog ikke så slem endnu, jeg KAN godt drikke vand.

Didrik mener at jeg er sjov når jeg er gravid – fordi jeg ikke har hverken humor eller tålmodighed. Jeg kan godt mærke at kombinationen af en gravid mor og en søn i trodsalder er lidt barsk. Jeg skal virkelig bide mig i tungen. Men det meste af tiden er han jo bare super sød, og så bliver jeg helt rørt.

Det er vist i virkeligheden længe siden at jeg har skrevet om Junior? Han er en super duper dejlig dreng. Han bliver så stor og kan så meget. Nu øver vi højre og venstre, og han er bare rigtig god til det. Han kan synge sange. Og hans sprog er helt vildt. Han har fuldstændig styr på at der findes nutid og datid, samt ental og flertal. At han ikke kender alle ord er jo klart. Et æg – flere ægger. En hånd – flere hånder osv. Men han vil gerne lære. Det er tydeligt at når man siger ”flere hænder” så gentager han det og forsøger at huske. Men hvor er der meget at lære.
Nu rabler han også sætninger af sig. Når han vågner og man spørger om han har sovet godt: ”Sovet i lille seng – købt i kea – vandmøller – drejer rundt og rundt”. (Oversættelse, han har sovet i sin lille seng, som er købt i Ikea, hvor der er vindmøller og de drejer rundt og rundt). Det er lige som om ordene bare vælter ud af ham, fordi han har været stille hele natten. Vildt sødt.

4+2 Hmmm...

2009-01-23T08:47:00.001+01:00

Jeg får først svar på mandag.... Øv altså.

Men heldigvis tog jeg en test i morges (jeg lod være i går - er meget stolt!). Den var mere end dobbelt så tydelig som den for to dage siden. Faktisk var begge streger lige tydelige. Så jeg tror på det nu:

JEG ER GRAVID!!!!

4+0

2009-01-21T06:00:00.002+01:00

Testene bliver stadig tydeligere. Jeg har lovet mig selv at jeg vil forsøge at undlade at teste i morgen. Nu er det altså ved at være lidt sygeligt.

Men det der startede som en ganske svar streg for to dage siden er nu en flot og klar streg som ikke er lige så tydelig som kontrolstregen, men stadig ikke til at tage fejl af!

Vi lå og snakkede lidt i sengen i morges. "Jeg er gravid" sagde jeg. Mest for at høre det og prøve at tro på det. Det er meget abstrakt. Jeg håber (endnu engang) at laborantens ord for det kan få det til at sive ind.

Men nu er det bare at tage en dag af gangen og passe så godt på mig selv som muligt.

I øvrigt så havde jeg en sød samtale med Junior for nogle dage siden. Af en eller anden grund talte vi om hans bedsteven, hvis mor er gravid. Jeg sagde "Bedsteven skal snart være storebror". "Nej, mig!" var hans svar. Nu ved jeg godt at han vil have alt det alle andre har, men det er da positivt at han har en idé om at det at blive storebror er noget han gerne vil. Tror dog at vi venter lidt med at delagtiggøre ham alt for meget (selvom han godt vidste at jeg gik hos "babylægen".

Tak for alle lykønskningerne. Jeg føler mig vist bare som en snyder. Kan det virkelig gå så nemt? (Ikke at ivf er a walk in the park - men det føles altså bare helt vildt nemt, hvis det holder...)

Glædelig onsdag!

3+6

2009-01-20T07:23:00.000+01:00

Testen her til morgen var meget tydeligere. Heldigvis. I løbet af i går kom jeg mere og mere i tvivl om den svage tynde streg overhovedet betød noget. Måske det bare var en fejl? Måske det var noget, som var gået galt for længe siden, som der bare var lidt rester af.

Men det så rigtig godt ud her til morgen.

I går var en mærkelig dag. Nyheden om min mor skulle synke på plads samtidig med at jeg stod med en positiv graviditetstest. Liv og død. Og så berører det min mor og mit barn. Det kan jeg slet slet ikke forholde mig til lige nu.

Symptomer er der ikke så frygtelig mange af, men de der er, er som de var sidst. Jeg har ikke lyst til kaffe, men elsker mælk. Jeg vågner og skal tisse om natten. Mine br(y)ster er lidt forandrede, men egentlig ikke ømme. Jeg er træt, men det kan også tilskrives at jeg vågner alt for tidligt om morgenen og spekulerer.

Nu er jeg spændt på fredagens blodprøve. Hvis tallet er fint vil jeg give min mor en god fødselsdagsgave om en uge. Eller vil jeg? Umiddelbart tror jeg at hun bliver glad, hvis hun får at vide at der er flere børnebørn på vej, men omvendt ved jeg ikke om det er for meget for hende at forholde sig til? Om hun ikke orker min lykke? Eller værre endnu, om hun bliver bange for tanken om ikke at være der?

Nå, jeg har da noget tid at tænke det igennem i. Og det kræver også stadig at alt går godt...

3+5

2009-01-19T06:31:00.001+01:00

Den fineste tyndeste lille streg dukkede op på testen i morges og fortalte mig at der skam er hcg i mit blod. Tænk engang.....

Sygdom

2009-01-18T17:11:00.002+01:00

Mine forældre var forbi i dag. Min mor har kræft i begge lunger og i leveren. De ved ikke rigtig mere end det. Fik de seneste resultater i torsdags, men hun skal til yderligere undersøgelser og en snak om det videre forløb i næste uge. Min far vil ringe og spørge ind til hvad der skal ske.

Jeg ved slet ikke noget lige nu. Vi har ikke det bedste forhold, men jeg vil da for pokker ikke miste hende lige nu. Det var jo meningen at vi skulle... jeg ved ikke hvad der var meningen, men det lyder altså bare alvorligt.

Hun har haft tyktarmskræft for nogle år siden. Det berørte mig egentlig ikke så meget som det måske burde. Hele vejen igennem var meldingerne positive. Det blev fundet hurtigt og hun blev opereret. De fik det hele ud, og efter adskillige kontroller blev hun erklæret rask. Hun nåede aldrig at få kemoterapi.

De vil ikke operere hende. Kræften sidder for mange steder. Så nu hedder det kemo.

Jeg føler mig så tom og ... mærkelig. Jeg er bekymret for dem, mine forældre. Skal min far nu være enke inden han går på pension? Skal han bo helt alene i det store hus? Og hvad med min mor? Jeg kan mærke på hende at hun er bange. Hvor længe skal hun være det?

Og hvor står jeg midt i det hele? Jeg har givet mig selv en konkret opgave. Jeg skal undersøge hvor hun får den bedste behandling og hvad den bedste behandling er. Jeg har lovet at kigge med når de får en behandlingsplan. Men hvad hvis der ikke er noget at gøre? Jeg kan hverken bære tanken om at det går hurtigt eller at det trækker ud.

I øvrigt så tog jeg en test i dag. Den var bragende negativ. Men det var midt på dagen og den er udløbet for over et år siden. Kontrolstregen var dog lige så fin, så den er nok pålidelig nok. Mht. symptomer så har mine br(y)ster forandret sig - er lige som blevet tunge. Jeg har ikke lyst til kaffe og enormt lyst til mælk. Desuden har jeg været oppe og tisse de seneste nætter. Men det er alt sammen symptomer som man nemt kan indbilde sig.

Nå, jeg sidder bare og kigger ud i luften og kan ikke finde ud af hvad jeg føler eller hvorfor. Ved at skrive det her, har jeg da fået hul for tårerne. Det føles i det mindste.

Første uge

2009-01-17T09:12:00.002+01:00

Som LOK skriver er jeg nu gennem den første uge i limbo. Det går sådan set fint. Jeg har besluttet at tro på at jeg er gravid. Sådan må det være. Progestan minder mig konstant om det, men ellers er tankerne meget mindre ved det end de var sidst. Symptomer gider jeg ikke engang at lede efter eller tænke på, det kan jo være så meget (Progestan, pms, graviditet...).

Men altså første uge havde også lidt ekstra aktiviteter indlagt. Jeg var afsted på vinterkonference med arbejdet og var ude og stå på ski. Jeg havde spurgt behandlerne og de kunne ikke se nogen problemer i det. Jeg forsøger at undgå at løfte den lille herhjemme, men ellers gør jeg ikke så meget anderledes.

Eneste issue var at fordi der var spisning med alle kollegaer hver aften og jeg ikke drikker vin, så tror de sikkert alle at jeg er gravid. Men det er der ikke så meget at gøre ved. Ingen spurgte ind til det, når jeg sagde nej tak, men jeg er sikker på at de har tænkt deres.

Har besluttet mig for at snydeteste på tirsdag. Det passer med første snydetest sidst. Medmindre selvfølgelig at jeg begynder at bløde inden. Blodprøven er fredag. De har givet mig en tid midt på dagen. Jeg vil prøve at spørge min egen læges laborant om hun ikke kan tage blodprøven på mig om morgenen. Gider ikke rigtig at bruge et par timer midt i en arbejdsdag på at få taget en blodprøve. Hvis hun ikke kan/vil det, må jeg høre om jeg ikke kan få den taget om lørdagen.

Det er skønt at være hjemme hos familien igen. Jeg er lidt brugt efter sådan en lang tur. Men med en dejlig weekend foran sig, så skal det nok blive godt det hele.

Tak for alle jeres krydsede fingre. Det betyder meget for mig!

Ruger

2009-01-09T14:42:00.002+01:00

Så ruger jeg på 2 fine 4-cellede æg. De sidste 3 var ikke værd at gemme. Så mine ønsker blev opfyldt!

Phew. Så langt så godt.

Stigende nervøsitet

2009-01-09T12:10:00.001+01:00

De har ikke ringet klokken 9, så der er i hvert fald et æg til oplægning. Pludselig er jeg meget nervøs. Ikke så meget for antallet - jeg håber primært på at der er et æg af rigtig god kvalitet. Men det ville da være dejligt med lidt til fryseren. Så bliver næste step ikke så omfattende, hvis det nu ikke går i denne omgang.

Rolig nu, træk vejret.... Jeg skal afsted om ti minutters tid...

Status dag 1 for æggebasserne

2009-01-08T14:01:00.000+01:00

Af de 8 æg ud er de 5 blevet befrugtede. Så det ser da lovende ud. Så er det spændende hvor mange der vokser fint. Jeg glæder mig til i morgen.....

Kh Solsikke

Dagens høst

2009-01-07T14:54:00.002+01:00

8 follikler blev det til. Så nu er vi glade, og jeg er træt. Det gik faktisk meget fint. Jeg fik stor ros undervejs, men har svært ved at se hvad jeg gjorde - jeg skulle jo bare ligge stille. Endnu engang fik jeg den dobbelte dosis morfin, så til trods for at jeg skal have en mikro-dose Puregon skal jeg have maksi-dose morfin. Sådan er der så meget.

Lægen var vildt begejstret da han scannede mig.

Jeg har meldt mig syg i dag. Har ikke fortalt arbejdet noget om behandlingen, synes at det er lidt svært når nu jeg er rimelig ny på mit arbejde. Samtidig ved vi ikke hvad fremtiden bringer, der kan jo gå lang tid før jeg bliver gravid, og i den tid har jeg ikke lyst til at blive marginaliseret. Men det er lidt mærkeligt at lyve direkte. Og så alligevel ikke i dag. I dag er jeg jo syg. Men planen er også at melde mig syg torsdag og fredag. Så kan jeg arbejde hjemmefra, så jeg reelt ikke snyder nogen, og samtidig slippe afsted til ægoplægning klokken 13.30 uden nogen lam undskyldning for hvorfor jeg er nødt til at gå klokken 12 på en fredag. Lægetider har jeg brugt for meget her på det sidste (ifm de andre scanninger).

I morgen vil jeg prøve at høre hvordan det går med befrugtningen. Det bliver spændende.

I øvrigt var mit taljemål vist lidt henne i vejret. I dag og i går målte jeg i hvert fald 75 cm. Tror ikke at jeg bliver overstimuleret i denne omgang. Lægerne nævnte i hvert fald ikke noget. Men derfor kan jeg jo godt drikke rigeligt med væske og prøve at lægge mærke til om bughulen vokser alligevel. Tak for de krydsede fingre. De virkede åbenbart. Så skal der krydses til fredag, og så skal der krydses i 2 uger....

Pyha

2009-01-05T14:26:00.001+01:00

Ingen overstimulering (endnu). Der var i alt 15-16 æg, fordelt med 3 i den ene side og resten i den anden. Jeg skal tage ægløsningssprøjten klokken 21.45 og så er der udtagning på onsdag og oplægning fredag.

Taljemål i morges 81 cm.

Godt nytår

2009-01-04T16:16:00.002+01:00

Uh, hvor tiden flyver. Jeg må indrømme, at der er mange jern i ilden for tiden.

Junior trives. Vi har haft en lidt dum natteperiode for tiden, hvor han ikke har villet sove selv. Men det går heldigvis den rigtige vej. Han har fået en fin juniorseng fra Ikea, som han er meget stolt af, så det har vist hjulpet lidt. De 2 år er meget stort for ham, og han fortæller gerne hvor stor han er med stolthed i stemmen, når han bliver spurgt.

Hans sprog har udviklet sig helt vildt! Det er utroligt så meget han forstår og så meget han kan sige. Han kan uden problemer lave sætninger med 6-7 ord, og han bruger "jeg", "mig", "du" og "dig" næsten helt rigtigt. Han forsøger også at sætte ord i datid, men har ikke helt styr på dem som bliver bøjet utraditionelt. Juleaften var han bare en stjerne som hentede alle gaverne og glad bragte dem ud til den rette ejer (bortset fra dem, hvor han ikke forstod hvem det var til, så sagde han bare "Den er nemlig til mig" - indtil han fik det ordenligt forklaret).

Vi voksne har også haft en turbulent tid. Didriks arbejde gik konkurs og eftersom jeg stadig føler mig temmelig ny i mit, er vi lidt på usikre ben begge to. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg tog den rette beslutning om at skifte og er super glad for det. Der har dog været mange rejser, men nu er det ved at stilne lidt af. Jeg har sagt nej tak til en 5-dages rejse til Paris til foråret, for at det ikke skulle fylde for meget. Når januar er gået er vi vist snart nede på den ene rejse om måneden med en overnatning, som jeg var blevet stillet i udsigt. Der er dog lige en 3-overnatningsaftale i næste uge. Suk. Jeg tror min megen rejseaktivitet er en del af forklaringen på de dårlige nætter. Men ellers har han nu ikke vist tegn på at være generet. Og mht. Didrik så går det også nok. Der er noget under opsejling og en eller anden dag får vi vel nogle penge fra LG. Selvom de vist har lidt travlt for tiden.

En rigtig stor ting lige nu er et nyt ivf-forsøg. Vi bestilte en samtale i december, og det passede med at vi kunne begynde den lange behandling samme dag, så det gjorde vi. Nedregulering gik fint. Jeg var en kylling og valgte næsespray fordi jeg skulle ud og rejse, og ikke var sikker på at jeg kunne stikke mig selv. Skal jeg igennem det igen, vil jeg dog tage injektionerne, hvor er det bare belastende at skulle huske på 3 gange i døgnet!

Egentlig havde jeg ikke de store bivirkninger ved nedreguleringen. Jeg havde lidt humørsvingninger, men de faldt sammen med pms, så jeg tror bare at det er det. Nogle af gangene fik jeg lidt hovedpine lige efter en næsespray, men det gik hurtigt over. Og så blev jeg rigtig syg juleaften, men det var vist influenza.

Juledag skulle jeg så begynde stimuleringen. Historien er at jeg første gang fik 125 IE sat ned til 100 på 8. dagen og blev overstimuleret. Så fik jeg 50 IE om dagen og 2 æg ud (og gravid!). Vi blev enige om 75 IE. Lægen har LOVET mig, at jeg ikke bliver overstimuleret!

Jeg skulle til tjek den 2. januar, men blev bekymret fordi det var så sent, så jeg fik en ekstra scanning den 30. Her så det fint ud. 3 æg i den ene side og lidt flere og lidt større i den anden, så lægen mente kun at de kunne få 3-5 æg ud fra den gode side.

Den 2. januar var jeg så til tjek igen, og her var der pludselig 4 æg i den "dårlige" side og 9-10 stykker i den gode. Lægen mente at de kunne få de største 5 med fra den gode side og de 4 fra den anden, så han var ganske glad. Jeg skal så komme igen i morgen.

Jeg er lidt bekymret. Det rumsterer godt i underlivet og jeg vil bare IKKE være overstimuleret igen. Jeg nægter simpelthen at blive aflyst! Det kan de godt glemme! De har LOVET mig!!!!

Jeg ringede i dag for at få lavet min tid mandag om, og spurgte sygeplejersken om det var normalt at det roder rundt, og det forsikrede hun mig om at det var. Så der er ikke andet at gøre end at se hvordan det ser ud i morgen. Jeg orker ikke en overstimulering midt i mit liv lige nu. Jeg har ikke tænkt mig at fortælle nogen om dette forsøg på arbejdet eller andre steder, og så er det pokkers upraktisk at bliver overstimuleret. Men jeg har jo aldrig prøvet en "rigtig" ivf. Kun en omgang hvor det gik galt, og en hvor der næsten ikke skete noget, så jeg ved ikke hvordan det skal føles når det bare går efter planen.

Så kryds fingre for mig. Og så skal der forhåbentlig krydses sådan rigtig for real.

Godt nytår!

Det var så det

2008-11-24T11:54:00.000+01:00

Ja, min menstruation kom efter planen om onsdagen. Præcis 27 dage efter sidst. Så det virker da til at alting virker som det skal. Men jeg blødte og blev ved med at bløde (normalt bløder jeg højst et par dage og kan stort set klare mig med trusseindlæg). Og jeg fik ondt i maven. Ikke meget, men det var der. Så nu er jeg begyndt at føre dagbog over min menstruation. Bliver det værre end det her, så er der kun en vej. Jeg skal ikke spille hazard med mit helbred, og jeg har i hvert fald et fortilfælde der viser at graviditet er en god behandling.

Egentlig ville jeg gerne give min krop en chance og samtidig nyde ikke at være på hormoner, men det er åbenbart ikke så godt for mig. Øv. Men så må vi bare gå i gang. Så nu er jeg spændt på hvordan det går om godt 3 uger.

Og så blev min lille store dreng pludselig 2 år. Hvordan skete det? Og hvordan kan han bare være så sød og dejlig? Jeg bliver mere og mere forelsker i det lille menneske som vi er så heldige at have i vores liv.

Suk fra Solsikke

Sløj

2008-11-17T08:23:00.000+01:00

Ja, så kom det åbenbart hurtigt tilbage. Jeg har droppet p-pillerne og fik menstruation den 23. oktober. Fredag den 7. november havde jeg kvalme og ingen lyst til kaffe. Det irriterede mig lidt, indtil en lille tanke pludselig (velkendt) dukkede op. Er jeg mon gravid? Ej, helt ærligt, det er 15 dage siden menstruationen.

Men tanken ville ikke slippe mig og kvalmen blev værre og værre. Jeg havde minus lyst til kaffe og jeg var meget træt. Omkring den 11-12 var jeg ved at begynde at tro på det. Og så begyndte min mand også at klage over kvalme. Ok, det var så bare en virus.

Helt ærligt!?! Kan jeg virkelig være tilbage allerede?

Når jeg føler efter - helt ærligt - inde i mig selv, så vil jeg rigtig gerne have et barn til, og jeg vil rigtig gerne slippe for behandling. Men samtidig tror jeg ikke på at de to ting kan lade sig gøre - det ene udelukker i hvert fald det andet.

Og når jeg føler rigtig dybt, ja så er der ingenting der haster. Jeg mener stadig at der gerne må være mere end 3 år mellem mine børn. Så har Junior forhåbentlig fundet sine ben i børnehaven og droppet sutten og bleen inden han skal forholde sig til at familien er blevet større. Så derfor må jeg vist bare minde mig om at jeg kan trække vejret og nyde mit liv (og min krop uden p-piller). Men for pokker... hvorfor er tankerne der allerede?

Pip

2008-11-06T18:16:00.000+01:00

Et lille pip fra mig. Der sker ikke det store. Vi går på arbejde så længe de findes, og har smidt præventionen. Junior er sødere end nogensinde, og livet virker lige så lyst som dagene er blevet mørke. Men det går da op og ned - det nede er bare ikke så langt nede som det var engang og det oppe er bedre og lysere end nogensinde før.

Og ja, jeg er endnu engang ude og rejse, men denne gang kun en enkelt overnatning.

Rigtigt

2008-10-13T22:11:00.000+02:00

Mange tak for de søde kommentarer. Det varmer meget.

Jeg går stadig rundt i en sær lykkerus som om alting bare er rigtigt. Eller i det mindste på vej i den rigtige retning. Måske er "rus" så meget sagt, men altså, bare sådan glad i låget.

Al den tid væk fra familien (jeg er væk igen, suk) minder mig virkelig om hvor meget de betyder for mig begge to. Jeg elsker dem virkelig. Og ikke kun Junior - jeg elsker virkelig min Didrik. Han er en helt særlig mand. Og han er alt for god til mig. Men pyt med det, hvis han er tilfreds er der jo ingen grund til at give ham grund til at finde på noget andet at lave.

Junior reagerer lidt på al mit rejseri, men jeg bliver ved med at fortælle mig selv at det snart er overstået og at det er SÅ meget bedre for os allesammen. Jeg er et helt andet og gladere menneske efter jeg skiftede job - og så er det også bedre for vores økonomi, det har vel lidt at sige.

Han er meget opmærksom på mig. Det tolker jeg selv som om han er bange for at jeg pludselig forsvinder. Men han er stadig glad og dejlig, så han har slet ikke ændret personlighed. Men jeg er meget opmærksom på at tiden derhjemme skal bruges sammen. Ikke noget med venindebrunch i weekenden, nope den står på far, mor og børn og sådan skal det også være. Det er virkelig energiopladende at være sammen med ham. Utrolig livsbekræftende og afslappende.

Fik jeg nævnt at jeg er glad?

Jeg tænker meget på flere børn eller ej. Det er mærkeligt at tænke på. Egentlig kan jeg slet ikke forestille mig flere børn. Det er sådan lidt luksus-agtigt, når jeg engang har været barnløs og meget ulykkelig.

Hmmm.. jeg er ved at kunne mærke at jeg var tidligt oppe. Hotelsengen ser pludselig meget tillokkende ud. Som det meste er dette rejseri ganske paradoksalt i natur. Jeg kan virkelig godt se hvor luksusagtigt meget af det er - at spise ude hele tiden, sove i lækre store nyredte senge, have et badeværelse for sig selv som ikke skal gøres rent, vælge og vrage fra overdådige morgenmadsbufetter. Men samtidig føles det lidt som at sælge sin sjæl til Djævlen - at man bytter sit liv for luksus. Det er jo ikke fedt at være væk fra alt det der betyder noget og i stedet bare shoppe og slappe af. Det hænger jo ikke sammen. Men det er da rart, og det er også en måde at få ladet batterierne op. Måske gælder det bare om at se det gode i alle situationerne så man kan nyde hele livet og ikke kun halvdelen (mens man glæder sig til den anden halvdel)? Jeg ved det ikke, men jeg vil prøve. Er vist lidt usammenhængende. ... Godnat!

Væk igen

2008-10-07T22:29:00.000+02:00

Så sidder jeg endnu engang på et hotelværelse. Jeg burde gå i seng og sove, men jeg har alt for mange tanker i mit hoved. Ved ikke engang hvorfor. Men nu må vi se hvad der kommer ud.

Det går godt! LOK er gravid. Hjerteblink og det hele. Det er fantastisk. Jeg kan stadig huske da vi mødtes for snart mange år siden. Det var længe inden Junior, og nu er Junior næsten to år, mens LOK bærer et lille riskorn i sin mave. Det er et mirakel, og hvor er det bare på tide. Men der er andre, som stadig ikke har fået deres mest dyrebare ønske opfyldt. Det gør mig trist, og det gør mig utrolig ydmyg overfor det liv jeg lever.

Jeg ved ikke hvad der skulle ske, for at jeg skulle føle mig mere glad, tilfreds eller ydmyg. Jeg har i sandhed alt. Jeg har oplevet mere lykke end jeg nogensinde troede da jeg var en ganske ung teenager, som flirtede med tanken om at tage sit eget liv, for at påføre mine forældre noget af den smerte de påførte mig.

Jeg tror aldrig at jeg for alvor var tæt på. Det var mere en romantisk tanke om at så skulle de fortryde. I dag er det lige gyldigt. Mine forældre kommer aldrig til at undskylde noget som helst. Jeg tvivler på om de forstår hvilken skade de har forvoldt og hvor svært det har været at nå hertil. Samtidig betyder det intet. Jeg er trist fordi denne lille uskyldige pige som var mig engang, skulle være så ulykkelig. Jeg er trist fordi jeg altid har været så voksen, så stille og så bange for livet. Sådan må børn ikke vokse op. Ingen. Men sådan var det, og jeg har formet mit eget liv, taget ansvar og jeg er stolt af at være den jeg er.

Lige nu føler jeg - måske for første gang nogensinde - at jeg kan opnå hvad jeg sætter mig for. Jeg er ikke herre over om jeg får flere børn, men jeg er herre over min karrier, jeg bestemmer over min krop, som er godt på vej til at blive fit, slank og laber. Jeg bestemmer ikke om uheld rammer, om min mand pludselig vågner og ikke er forelsket i mig længere, men jeg er stadig herre over mig selv. Jeg er ikke et offer længere. Jeg er en stærk kvinde som ikke (kun) er hvor jeg er på grund af et ufatteligt lykketræf, men også fordi jeg vil det, og fordi jeg kæmper for det.

Samtidig er vi alle i lykkens gudindes hænder. Alt kan ændres i et sekund, men lige nu i mit liv er jeg optimist. Jeg tror på mig selv, og det er utroligt at gøre. Det havde jeg aldrig troet at jeg skulle. Og det gør jeg måske heller ikke altid, men overvejende og mere og mere.

Det er mærkeligt at jeg lige nu, mere bundet end nogensinde med barn, vielsesring, huslån, bil, ansvarsfuldt job etc. føler mig mere fri end nogensinde før. Men hvorfor ikke?

Og hvad bringer min fremtid? Jeg har ingen anelse. Jeg vakler fra ja til absolut ikke i spørgsmålet om flere børn. Måske om et halvt års tid. Jeg hælder mest til at droppe p-pillerne og prøve lidt selv i et halvt års tid måske, men kun hvis det går godt med endometriosen. Jeg vil ikke spille hazard med mit helbred. Jeg er afhængig af mit helbred. Ligesom resten af min familie er det. Til gengæld trives mit helbred under en graviditet. Hm... det er ikke nemt. Men det behøver det ikke at være. Lige nu er begge muligheder (et barn til; ikke flere børn) faktisk lige tillokkende. Så jeg frygter ikke den ene mulighed. Det ændres formentlig hvis vi først går i gang, men lige nu vil jeg nyde at intet haster.

Junior er en fantastisk dreng. Han er virkelig utrolig. Så kærlig og så meget dreng med stort D på samme tid. Jeg tror virkelig at han har et usædvanlig kvikt hoved skruet på sig samtidig med at han virker meget social og kærlig. Men jeg er jo nok heller ikke helt objektiv i vurderingen.

En hurtig og upræcis måling viser ca. 15 kg og 88 cm nu godt 22 måneder gammel. Han spiser stadig godt. Han går, løber, kører på scooter osv uden at vælte. Han kan lægge puslespil med 54 brikker med minimal indblanding (vi hjælper med kanten - resten klarer han selv). Han synes at det er sjovt at made sine forældre. Vi kan nu næsten læse hele historier for ham. F.eks. Peter Pedal (Eller Peter Dal som han hedder hos os). Han snakker som et vandfald og kan huske og genfortælle historier som foregik for længe siden. Så kan han mærkelige ord som "kirkeklokker", "larvefødder" og "hangar". Han elsker gentagelser og vil gerne have den samme bog læst non-stop i flere dage i træk før det skifter. Han har en super god ven, som han altid leger med. De er enten hos os eller de andre (uden at vi går med ham forstås). Her spiser og drikker de det de ellers ville få hvis de ikke havde gæsten med, og er bare super gode til at lege sammen. Ofte er det nemmere at passe Junior + ven, end det er at passe Junior alene.

Kan man fornemme at jeg er lidt stolt af min dreng? Jeg har altid syntes at sådanne forældre var kvalmende og utrolig subjektive. Det er jeg vel også. Men det er dejligt at føle sådan. Måske skulle jeg bare holde det for mig selv og ikke broadcaste det på denne måde. Nå, pyt med det.

Nu vil jeg gå i seng. Tror at trætheden er ved at indfinde sig så jeg kan falde i søvn og ikke bare ligger og vender og drejer mig.

Puha, i sandhed længe siden

2008-09-23T20:25:00.000+02:00

Hvor skal jeg starte og slutte? Jeg har haft mange blogindlæg i hovedet, om Junior, om arbejde, om træning, om vægt, om parforhold osv. Men nu vil jeg bare skrive lidt.

Jeg sidder på et hotelværelse og keder mig. Men det gør ikke noget. Jeg har været social hele dagen og jeg glæder mig til et varmt bad inden jeg ligger mig i den store seng og sover i laaang tid (hvor ingen skal vække mig - ikke at han gør det meget længere, men jeg ved at jeg kan sove lige til uret siger jeg skal op og ikke når "babyalarmen" siger det).

Det går super godt med Junior. Han er en evig kilde til glæde og stolthed. Han snakker som et vandfald, er kærlig og sød, har venner, kan lege selv, elsker at lægge puslespil (kan snart helt selv lægge sit 54-brikker spil). Jamen, han er bare dejlig at være sammen med. Spiser og vokser og alting. Han har selvfølgelig perioder med urimeligheder, men jeg har kun set ham smide sig på gulvet i arrigskab en gang. Og det gik hurtigt over. Jeg tror at han er et roligt barn - i hvert fald når jeg sammenligner med andre.

Vi har været på ferie. Det var fantastisk! Og det mest fantastiske er effekten på vores parforhold. Jeg tror at Didrik er blevet genforelsket i mig. Jeg føler ikke de store ændringer, men jeg kan føle hvordan han pludselig lægger mere energi i "os". Og det smitter af. Jeg føler mere lyst til at være "os" nu end bare at få hverdagen til at hænge sammen. Så nu står den på tv-fri aftner med snak og te. Den står på mere massage (ah) og mere s(e)x. Ja undskyld det bliver udpenslet men det betyder meget for mig. At have den nærhed hele vejen igennem.

Jeg løber stadig. Er lidt bekymret for mine smerter, men jeg forsøger at komme ud 3 gange om ugen og ikke overgøre det hvis det gør ondt. Jeg vil gerne løbe 4-6 km per gang, men har kun løbet 2 af gangen de seneste gange. Jeg tror snart at jeg vil få lavet mig en løbestilsanalyse og købe nye sko, men det er på min lange to-do liste og har ikke første prioritet lige nu.

Så er jeg begyndt på mit nye arbejde. Indtil videre ELSKER jeg det. Jeg er super glad for at jeg valgte at skifte og nyder at lære alle mine fantastiske kollegaer at kende. Kan mærke hvordan arbejdsdagene pludselig flyver afsted. Jeg er også helt vildt glad for vores produkter, synes at det er et spændende felt og jeg glæder mig til at gå fuldt ind i min funktion og gøre en forskel.

Så vil jeg tabe mig. Jeg har sat et mål 55.5 kg. Ved ikke om det er realistisk, men det tror jeg. Jeg vejede ca. 52 i gymnasiet. Da jeg flyttede hjemmefra tog jeg på til 55.5 da jeg begyndte at cykle rigtig meget. Det var samtidig med at jeg slankede mig rent målmæssigt, så jeg har en idé om at 55.5 er den vægt jeg har været gladest for efter jeg er "fuldvoksen". Vægten sagde 61.7 for noget tid siden. Første delmål var så at komme ned under 60. Det lykkedes en uge efter ferien (59.9). Didrik har lovet mig massage for hvert halve kg, så nu skylder han! Det er rart at kunne tage små skridt. I virkeligheden gør jeg heller ikke så meget for at tabe mig her og nu. Jeg har lagt nogle ting om, men det er ting som jeg vil fortsætte med og ikke bruge som en decideret kur. Så et halvt kg om ugen ville være fint for mig. Men nu må vi se. Vægten går i hvert fald den rette vej (til trods for ferie og sådan).

Jeg savner den lille. Bare at holde ham, når han er træt om aftenen og putter lidt. Og når man spørger ham om man må få et kys og han åbenbart er i et nådigt humør. Så kigger han lidt, spidser munden helt vildt og strækker sig for at nå én. Og så får man et utrolig vådt og blødt kys. Jeg savner dem. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er hel uden min familie.. Til gengæld har jeg netop købt nogle lækre støvler...

Løbetræning

2008-08-12T09:35:00.000+02:00

Ja, jeg kan se at jeg har fået nogle rigtig søde kommentarer på mit sidste indlæg, og nu føler jeg mig som en snyder. Fakta er at jeg er i usandsynlig dårlig form. Det har løbeprogrammet virkelig fået tydeliggjort. Her er programmet indtil videre:

Mandag: 10 min L - 10 min H - 5 min L
Torsdag: 10 min L - 4x2 min intervaller - 5 min L
Lørdag: 30 min M
Mandag: 10 min L - 10 min H - 5 min L

Osv. L= langsomt (man skal kunne tale imens). H=hårdt (man skal ikke kunne tale). M= moderat (man skal kunne tale men besværet). I=intervaller (man skal løbe så hurtigt som man kan men sidste interval må ikke være langsommere end det første - 1 min pause i mellem hvor man løber så langsomt at man kun akurat holder benene i gang).

Status er at siden jeg startede har jeg haft skiftevis ondt i alle muskler. (Og jeg har altså løbet siden januar men uden program). Jeg prøvede i går at se om jeg ikke kunne løbe 2 km på de 10 min. hårdt løb - det ville svare til min rundtur på 2 km, men nej, det kunne jeg ikke, og jeg gav den virkelig alt hvad jeg havde.

I lørdags skulle jeg løbe en halv time. Min rute passede perfekt. Det tog vitterlig 30 min, og fuld af forventning gik jeg på iform.dk og lagde den ind for at tjekke hvor lang den var. Jeg håbede på 4.5 så jeg i hvert fald har løbet 9 km/t, men nej, den var 4.150 km. Det er jo ingenting. Og jeg løb virkelig så hurtigt som jeg kunne ift at jeg skulle kunne holde ud i 30 min.

Så jeg er virkelig bare i dårlig form. Men så meget desto mere grund til at holde ud. Og jeg kan. Jeg ved at jeg kan. Disse 6 uger skal gennemføres, og når de er det er mit mål at kunne løbe 5 km på en halv time.

I mellemtiden har jeg også været på vægten. Gys. 61 kg. Jeg havde ellers troet (håbet - naiv som jeg er) at jeg var under 60 kg. Min ideal vægt er 55,5 kg. Det er i hvert fald min ide. Da jeg var ung vejede jeg omkring 50 kg, men det er for lidt. Hvis jeg skal have lidt muskler på kroppen og i øvrigt være slank så er 55,5 perfekt, men hvis jeg bare er under 60 er jeg tilfreds lige nu. Det er ikke det vigtigste. Men jeg føler mig bare fed og doven. Øv. Men hvor bliver det godt når det bliver ændret til slank og fit.

Jeg tror nu bare ikke at løbet er nok for at tabe mig. Så nu vil jeg give min kost lidt mere opmærksomhed. Slut med wienerbrødet til fredagsmorgenmaden og slut med rødvin til daglig. De to ting burde kunne hjælpe lidt.

Men ingen panik, bare lidt selverkendelse. Og over alt står stadig at jeg kæmper, min krop har født en fantastisk dreng og det vigtigste er at have sundhed for øje. Ingen tåbelige slankekurer her!

I live

2008-08-05T09:32:00.000+02:00

Så skete det uundgåelige. Jeg besluttede mig for at finde et løbeprogram jeg kunne følge. Valget faldt på et intervaltræningspgrogram for begyndere fra Aktiv Træning, eller hvad det nu hedder - et eller andet nyt træningsblad, der er målrettet til mænd.

Nå, jeg kastede mig over det. 10 min rolig løb (man skal kunne tale imens, det er MEGET langsomt tempo for mig) og 10 min hårdt løb (kun så man lige nøjagtig kan klare det) og så endelig 5 min rolig løb igen.

Da jeg nåede til de 10 min hårdt løb åbnede himlen sig over mig. Jord, himmel, vand og jeg var et. Jeg kunne føle min krop, føle mine arme der bankede frem og tilbage, mit åndedræt der kæmpede for at hive ilt nok ind i kroppen, og min krop som på et splitsekund var dækket af vand, vand og vand. Det var sindsygt fedt.

Da jeg nåede til de sidst 5 min roligt løb var mine sokker og sko gennemblødte og svuppede. Mine fødder gjorde ondt. Jeg skyndte mig hjem og tog et bad på 20 min tror jeg. Men det var det hele værd.

I dag kan jeg mærke mine ben. Jeg tror at jeg har presset mig mere på de 10 min end jeg ellers har siden jeg begyndte at løbe i januar. Nu glæder jeg mig til næste pas på torsdag. Det bliver "rigtig" intervaltræning med mange korte super hurtige intervaller. Måske kommer jeg snart i form?

Charmetrold

2008-07-14T10:30:00.000+02:00

Jeg lovede jo lok et billede. Men der er så mange gode. Her kan I så se, hvorfor alle var helt dårlige med Junior, på vores sidste ferie. Og de kyndige, kan måske også se hvor vi er??

I øvrigt så har man et standpunkt til man tager et nyt. Og det nye er at jeg fortsætter med p-pillerne lidt endnu - jeg vil ærligt talt synes at det er lidt nedtur at være gravid når jeg begynder derude. Jeg VED GODT at jeg kommer til at grine af dette udsagn når jeg endnu engang har prøvet et år med naturmetoden og der ikke er kommet noget ud af det, men lige nu har jeg faktisk et sted dybt inde en tro på at det "kan være". Og denne tro vil jeg prøve at dyrke denne gang. Jeg tror at min krop trænger til at jeg er lidt bedre ved den og tænker lidt pænere om den. Så jeg vil give mig selv lov til at tro, og dermed også til at tage p-pillerne lidt længere, og så tro på det, når jeg smider dem! (Vi overvejede at droppe pillerne, så jeg kan komme ind i en naturlig rytme og så først gå i gang senere, men jeg tror nu ikke det er så smart ift endometriosen.)

I chok

2008-07-11T15:23:00.000+02:00

Sikke dog en dag. Jeg vidste godt, at de var interesserede i mig, men de skulle lige have clearet mine ansættelsesbetingelser (læs: løn) med baglandet. De vil give mig mere end jeg har bedt om - og jeg havde bedt om meget. Så alt i alt så taler vi en forskel på den gode side af 10 kilo i forhold til hvad jeg har i dag. Jeg er helt rundt på gulvet. Det er jo bare lille mig.

Og nu jeg er ved helt rundt på gulvet, så er der blevet taget en beslutning i det lille hjem: Vi vil have et barn mere!

Det bliver på en helt anden måde - det ER på en helt anden måde. Jeg har ikke trangen og hullet dybt inde i maven. Nej, jeg har den dejligste dreng i hele verden, men jeg kan pludselig se os selv med flere børn. Jeg kan se Junior som storebror, og jeg kan se os med en unge på armen hver.

Vi kaster os ikke ud i ny behandling. Det haster slet slet ikke. Det ville passe mig fint hvis der var +3 års aldersforskel. Faktisk forestiller jeg mig lagengymnastik det næste års tid og så opstart af behandling omkring Juniors 3 års fødselsdag = november 2009.

Jeg har taget p-piller af hensyn til endometriosen. Sidste tablet er søndag, og når den er slugt, så må vi se. Så kaster vi terningerne, håber på det bedste, og forventer at den kommer til at stå på behandling i løbet af ultimo 2009. Det kan jeg forholde mig til, og det gør mig glad indeni.

Jaja, jeg ved at jeg har været meget fortaler for enebarn, og jeg vil holde fast i, at det ikke på nogen måde er en katastrofe hvis det ender der, men nu vil vi give det en chance. Bliver Junior enebarn, så tror jeg stadig på at han kan få et fantastisk liv.

Og nu vi er ved Junior. Suk, han er så dejlig. Jeg er virkelig forelsker i min lille søn (store - han spiser stadig som et tærskeværk).

Han pludrer, sludrer og sladrer i et væk. Ordene er mange, og han er begyndt at sætte dem sammen i par (mer' mad eller lignende). Han kan sige; mad, far, mor, mer', mæ(lk), hund eller vovvov, babu, body (!), tegne, traktor, gravko, muu, hvæselyd som en svane, slange, majs, op, derover, seng, dyne, natsut, transportsut (eller noget der i hvert fald betyder det), Peter (Pedal), dyr, puslespil, mima (det betyder müsli), flager, rosiner, riskage, juice, vand, bold, brønd, ... Ja, han kan faktisk temmelig mange ord. Vi er i gang med farverne, men han kan kun gul, så han gætter på at alt er gult.

Så kan han synge med til "hjulene på bussen" med tegn og fagter.

Han pisker rundt - elsker at være ude, elsker at lege med sine venner, sandkasse, fodre fugle, finde sten, gå ture i skoven, eller køre ture på sin motorcykel.

Bøger og puslespil er virkelig også store hits. Han ELSKER bare puslespil, og bøger er også et kæmpe hit.

Det er sjældent at han er umulig - det sker selvfølgelig. Han HAR temperament, men han er ikke helt oppe og ringe - f.eks. har han aldrig smidt sig grædende på jorden, men han kan da godt give sin mening til kende på anden vis.

Han sover skønt nu. Vores ritual er meget minimalistisk. Han får ren ble på og natbukser. Så vinker vi godnat, mens et gardin bliver trukket for. Normalt vinkes der til den forældre der ikke putter og måske spejlet eller en bamse, eller hvad der lige passer. Så bliver han båret ind i sin seng, får 1 sut i munden og 2 i hænderne. Han får dyne på og vinker godnat til den der putter. Så går vi og han lægger sig til at sove. Nogle gange kan man høre at han ligger og snakker, men han falder altid (2 undtagelser tror jeg på snart mange måneder) selv i søvn. Han er en skat!

Om morgenen kalder han når han vil op. Og så er han bare glad og en krudtugle. Der skal lige leges, og vi må virkelig argumentere for at få ham videre - som regel kan man lokke med morgenmaden.

Nu er han også blevet verdens nemmeste barn at aflevere. Vi går ind i vuggestuen med ham, tager overtøjet af. Så går han selv ned til stuen - som regel med en af os i hænderne, men ikke altid - så drøner han over til den "bedste" af de pædagoger der er der, og så vinker han til os. Han smiler over hele hovedet og har vist dem alle sammen i sine buttede hånd.

Han er skøn!

Nu er vi efterhånden ved at skifte over til størrelse 92. Han har stadig tøj i 86, men det sidder stramt over maven. Jeg kender ikke hans mål. Vægten er vist omkring de 13 kg og jeg vil gætte på at højden er mellem 85 og 90 cm, men jeg ved det faktisk ikke.

Nå, jeg må hellere komme tilbage til arbejdet. Det er meget mærkeligt at have en fod ude af døren, og så ikke kunne sige noget til nogen - men før jeg har en kontrakt så holder jeg bare gode miner herinde.

God weekend!

Job

2008-06-28T13:17:00.000+02:00

Ja, jeg får ikke skrevet så meget. Min tid går stort set med at være på arbejde og være mor. Det er rigeligt at fylde 24 timer ud med - hvis man medregner søvn og mad og alt det der. Men jeg har da tid til lidt andet.

Jeg blev som nævnt kontaktet af en headhunter. Hun bad mig om at beskrive hvilket job jeg kunne se mig selv skifte til, hvorefter hun havde præcis det job til mig. Men altså det er jo ikke hende, der skal ansætte mig, men derimod virksomheden. Jeg har nu været til 2 samtaler (de holder i alt 3, jeg får at vide på mandag om de vil se mig til den sidste samtale). Og jeg aner ikke hvad jeg vil! Jobbet lyder vildt spændende og som noget jeg rigtig gerne vil. Faktisk mente personale-damen også at jeg passede til det ud fra min personlighedsprofil. Jeg tog en test som på mange punkter passede fint, men også viste at jeg åbenbart er innovativ - cool! Nå, men problemet er bare at jeg ikke rigtig har lyst til at forlade det jeg er i. Eller også har jeg.

Kort sagt har jeg vist aldrig været mere i tvivl om noget før. Jeg har også en snigende fornemmelse om at de ender med at tilbyde mig jobbet, selvom jeg håber at de ikke gør, så jeg slipper for at tage beslutningen selv.

Der har lige været en omgang medarbejdersamtaler på mit arbejde. Jeg tror aldrig at mine ører har været så røde før. Jeg blev rost helt vildt! Men det hele var meget "luftigt". "Ja, du er jo en vigtig medarbejder, ikke kun for afdelingen, men for hele virksomheden, så vi skal også have lavet en plan for din fremtid - senest om et år". Ja, hvor konkret er det egentligt? Siger han det bare for at sige det (og holde på mig) eller mener han det?

Men nu må vi se. Jeg har bedt om en noget højere løn i det andet job end jeg får i dette. Det kan også være at det ender med at de ikke vil honorere mit krav? Jeg forlader i hvert fald ikke det jeg sidder i uden at få noget for det. Medmindre fremtiden - som bliver præsenteret på mandag - viser sig at være skummel. (Vi har mistet vores chef og en ny er vist liiiige på trapperne). Ham som er min chef nu er i virkeligheden min chefs chef. Ja, det er lidt forvirrende. Og det er et rigtig dårligt tidspunkt at skifte på. Jeg vil jo gerne se det hele lidt an med den nye. Men omvendt vil jeg heller ikke sige nej tak til et super godt job, som passer mig helt perfekt og giver mig nogle helt nye udfordringer - samtidig med at jeg kommer lidt mere tilbage til kernen i min uddannelse-ish.

Nå, vi får gæster senere i dag - jeg må hellere få sparket mig selv i bad nu.

Halvandet år

2008-05-27T12:17:00.000+02:00

Det er næsten ikke til at fatte men nu er min dejlige krudtugle blevet halvandet år gammel. Og sikke det går! Han er verdens dejligste dreng og jeg har aldrig haft det bedre!

Der sker så utroligt meget lige nu, så jeg prøver desperat at bruge så meget tid som muligt på min familie så jeg ikke går glip af noget. Sprogligt udvikler han sig vildt meget. Motorisk er det ikke lige så tydeligt nu, som da han lærte at gå f.eks., men der sker meget. Han bliver mere og mere sikker, kan gå off-road, spise selv osv. Socialt er han ekstremt glad for andre børn. Vi har oplevet at vuggestuen har fortalt os at han er blevet bidt, men aldrig at han selv bider. Han er bare en lille topcharmerende dejlig dreng!

Nå, jeg må få arbejdet så jeg kan holde fri på et tidspunkt. Selvfølgelig er det total kaos på min arbejdsplads og jeg har en milliard opgaver - blev dog fristet af en headhunter som ringede den anden dag, så måske er der noget, der ændrer sig på den front.

Tanker

2008-02-27T07:17:00.000+01:00

Klokken er 7.15. Jeg stod op klokken 6, gik i bad, tog tøj på, spiste morgenmad mens jeg bladrede i et kedeligt tidsskrift. Så gjorde jeg grøden klar til den lille. Konstaterede at cyklen er flad og fandt et buskort frem. Junior har flere gange sludret lidt inde fra sin seng, men nu er der helt stille igen. Jeg gider ikke rigtig at starte arbejdscomputeren op, i stedet kan jeg sidde og surfe lidt - opdatere min facebook og min linkedIn. Nu er det så tid til lidt strøtanker til bloggen.

Jeg er glad, tilfreds, mæt og lykkelig. Det er mærkeligt at være et sted i sit liv hvor det bare er som det skal være. Hver gang jeg tænker på flere børn bliver jeg træt. Der er ikke plads til flere børn for mig. Det er der bare ikke. Vi tre er den rigtige familie for mig. Og det gør mig så glad! Ikke flere kampe. Kun den evige kamp for at få livet til at give os så meget som det kan. Vi planlægger ferier, jeg overvejer min jobmæssige fremtid. Vi shopper rundt blandt skoletilbud og økologisk grønt. Ja, vi nyder vel bare livet i dette moderne samfund. Følger med i x-faktor men ser derudover aldrig fjernsyn (nu har det været til reparation i 4 uger, og det er svært at savne det - x-faktor kan jo ses på nettet).

De fleste nætter sover han rimelig godt. Det er altså også noget som øger min livskvalitet betragteligt. Jeg fungerer bare ikke uden søvn.

Nu snakker han igen. Han siger de sødeste lyde. Men var den som henter ham før han har bedt om det. Det er en dårlig idé. Ja, han er en bestemt herre. Og en pudsig en.

Stort set altid, når man henter ham i vuggestuen, er han i gang med et eller andet alene. Sidder med en bog en bil eller lignende for sig selv. Han sidder aldrig på skødet hos nogen eller lignende. Men når han så kommer hjem, så skal han serviceres. Så skal der læses bøger og bygges tårne - sammen. Men hvis man tilfredsstiller hans umiddelbare behov for nærvær, så bliver han hurtig mere selvstændig. Og så kan han hurtigere lege lidt selv. Han skal bare føle at vi ser ham 100 % og ikke har travlt med alt muligt andet. Men det er også kun rimeligt at han kræver nærvær.

Har jeg nævnt at han nusser os? For tiden kan han godt lide at ae os på hårdet! Og så kan han også godt lide at kysse med tunge, men det synes jeg nu ikke er helt lige så charmerende.

Han er en utrolig dejlig dreng! Jeg er forbavset over hvor dybt det ligger i ham at han gerne vil gøre os glade! Når han gør noget flot - samler et eller andet op eller hvad ved jeg - og vi roser ham, så kan man se glæden og stoltheden og trangen til at gentage successen. Han soler sig virkelig. Det er efterhånden sjældent at han er grænsesøgende, det er mere kortvarigt at han bliver sur, hvis vi siger at han ikke må åbne grydeskabet eller lignende. Som regel er han faktisk mere glad end sur og tvær. Jeg havde aldrig forestillet mig at børn var sådan indrettede. Jeg vidste godt at de vil og skal prøve grænser af, men at de også bare vil passe ind, gøre os glade og få ros. Det er en stor åbenbarelse for mig.

På mange måder er det utrolig meget nemmere end jeg havde troet. Men på mange måder er det også sværere. Men den svære del er mest den med at han altid er der. At man ikke bare kan kaste sig ned under dynen, når man har influenza, men at man stadig skal tage sig af ham. Det er hårdt. Det nemme er at han bare er så skøn at være sammen med. At han smiler sit charmesmil til alle, og man kan se hvordan de bløder op. At han vinker til alle han møder, biler, hunde osv. Og som regel vinker folk tilbage! Han er bare en lille glædespreder.

Jeg bliver så stolt helt inde midt i mig. Selvfølgelig er det ikke kun min fortjeneste at han er sådan en dejlig dreng, men jeg kan i hvert fald ikke gøre det hele helt forkert. Noget må være rigtigt. Det virker også så rigtigt nu, at vi insisterede på behandling, insisterede på at presse på for at komme videre, for nu har vi jo pludselig verdens dejligeste dreng at passe på.

Han bliver stor. Nu er han begyndt at sove til middag indenfor sammen med de store børn "der er jo ikke rigtig plads til ham i barnevognen længere". Nåja, så er der vel heller ikke så meget andet at gøre...

15 måneder

2008-02-22T18:41:00.000+01:00

Uha, hvor skal jeg starte eller slutte? Det bliver et hastigt indlæg, for jeg snyder mig til lidt alene tid mens min mand tager sig af sønnike. De må kalde når de savner mig.

Jamen det går bare rigtig godt! Alt det pjat med armen gik fint over, og han brugte gips-perioden til at lære at gå helt rigtigt og fint. En lang periode gik med at forfine gåteknikken hvor sprog til gengæld stod stille. Nu kan vi mærke at sproget er kommet på og han pludrer ekstremt varieret. Men han har ikke sagt andre ord end far og mad sådan for alvor og jeg vil sige at mad nok tager prisen som favoritordet. Men han forstår utrolig meget nu. Vi spørger ham også nu. Hvad han vil have at spise? Om han vil i seng? Om han skal skiftes? (han svarer ikke altid på den). Osv. Og så er han ekstremt glad for at komme ud og lege. Jeg glæder mig til det bliver rigtig varmt.

Mor her har været lidt frustreret på arbejdet, men det går meget bedre nu og jeg kan mærke at gejsten er ved at komme tilbage. Derudover er jeg endelig kommet i gang med at være god ved mig selv og er nu i fuld gang med løbetræning. Jeg har haft lidt knæproblemer, men nu tager jeg en forsigtig tur i morgen og håber at det går fint. Jeg har jo løbet tidligere og har aldrig haft problemer med leddene, så jeg tror på at en stille og rolig opstart vil gøre mig klar.

Vi har skrevet den lille op til en privatskole. Det virker lidt vildt at gøre, når han er så lille, men det er jo nu det skal gøres... Ikke at vi gerne vil have ham i privatskole over kommunalskole, men denne skole virker virkelig god, og så ligger den placeret på en måde som vil gøre vores logistiske dagligdag helt perfekt. Så det er jo værd at tage med.

Jeg synes bare at Junior er så skøn for tiden! Han har haft en lang periode hvor han har sovet rigtig fint (minus den seneste uge). Han griner og hygger hele dagen lang. Vil gerne læse bøger. Vinker til alt og alle, og er bare en charmetrold. Det virker som om alle pædagogerne er helt fjollede med ham, men hvorfor skulle de heller ikke være det? Hverdagen kører fint. Vi kan sagtens klare det hele, når vi er alene, og min selvtillid som mor er helt i top. Bedre end nogensinde før. Det er dejligt at føle sig elsket af sit barn og at kunne se at det hele går op i en højere enhed.

En pudsig ting i øvrigt, han havde kun 3 tænder på sinfødselsdag. Nu har han 11-12 (svært at afgøre). DET er bare gået hurtigt lige pludselig. Men nu vil vi også gerne have en tandpause, han har haft det lidt svært den lille.

Nå, jeg må hellere hjælpe lidt til. Savner dem...

Så blev han et år og lidt til

2007-12-11T18:45:00.000+01:00

Ja, jeg har haft travlt, beklager den lange tavshed. Jeg havde troet at jeg skulle skrive et dejligt glad indlæg om hvordan Junior bare trives. Men det var kun indtil i går. Dagen startede som et mareridt og jeg er desværre ikke vågnet op af det endnu.

Vi var på vej ud af døren. Dvs. jeg var ved at finde vanter og alting frem og den lille kravlede op af trappen. Nå ja, han var på de nederste trin og det var fint. Men pludselig var han temmelig mange trin oppe og før jeg nåede at komme op til ham var han kommet ned til mig.

Egentlig havde han det fint. Han græd ikke så meget (jeg har hørt ham græde mere ved mindre uheld i hvert fald). Intet tydede på hjernerystelse og jeg forsøgte at trykke ham igennem. Det generede ham ikke. Men han ville ikke kravle. Faktisk så det ud som om han ikke kunne støtte på sin højre hånd. Så ca. 2 timer efter ulykken og en alenlang leden efter en parkeringsplads senere kunne vi så checke ind på skadestuen.

Vi ventede og hyggede. Heldigvis havde jeg været forudseende nok til at tage mad med. Til sidst i forløbet sov han bare. Men summa summarum: Armen er brækket. Og nu er min lille skat i gips.

Jeg føler mig som verdens dårligste mor. Hvad ligner det ikke at være efter ham. Jeg ved jo hvor hurtig han er. Og jeg burde kunne regne ud at han selvfølgelig kun mister fodfæstet når jeg ikke er 5 cm bag ham (som jeg ellers altid er). Hvordan kan det ske? Jeg er bare så uendelig ked af det. Vågnede i nat og kunne slet ikke sove fordi jeg har det så skidt.

Men han har det fint, efter omstændighederne. Han er en tapper og sej lille knægt! Ikke lige som de små pivehoveder vi fik lov at vente sammen med på skadestuen. Han har ligesom afskrevet sin hånd. Kigger lidt på den ind i mellem, men ellers bruger han bare den anden. Og så må han jo gå når han ikke kan kravle!

Alle har længe sagt til os at han snart går. Og ja, det gør han vel. Men ikke helt endnu. Eller det vil sige, han kan sagtens, men han tør ikke rigtig hvis vi ikke holder i ham - eller lader som om vi holder i ham. I går og i morges forsøgte jeg hver gang han ville kravle, at hjælpe ham op at stå og så gå med ham under armene - altså at jeg holdt fast (løst) under hans arme, og så lade ham gå afsted. Det fungerede fint, men jeg er lidt brugt nu. Det var en hård dag i går. Tidligt op - uheld - afsted til skadestuen = slæbe rundt på ham jeg ved ikke hvor langt, pga. parkeringssituationen (og han ville selvfølgelig ikke ned mens vi var på skadestuen!) - og så ellers tage sig ekstra meget af ham hele aftenen. I morges vågnede han super tidligt men vi havde besluttet først at aflevere ham ved 9 tiden så han ikke fik så lang en dag. Og så være på arbejde til sent - det kunne jeg lige så godt, mine mænd er taget bort - den ene kommer hjem i morgen og den anden først i overmorgen. Suk, hvor jeg savner dem.

Men altså, han er jo blevet et år! Og det er bare fantastisk! Jeg var helt vildt nostalgisk hele dagen og tænkte meget på fødslen. Og nu er han jo bare et helt menneske, som kan alt muligt.

Han sover stadig fint om dagen og om natten. Han blev ikke vaccineret til sin lægeundersøgelse da han var sløj, men jeg håber at slå to fluer med et smæk når han skal have gipsen af - nu må vi se. Han er stadig super glad og kærlig. Jeg har ham mistænkt for at være op til flere af pædagogernes yndling. Han er i hvert fald en charmetrold!

Og så er han begyndt at spise med ske. Han pludrer enormt meget, men ikke nogen rigtige ord. Han genkender dog masser af ord og vil tit prøve at sige det samme. Han er også blevet rigtig glad for sine bøger nu - og sine bamser! Han fik en utrolig grim Shrek-bamse i fødselsdagsgave og han elsker den bare. Den skal kysses og krammes. Ligesom de andre bamser faktisk. Han vil også gerne kysse os, men helst med tunge....

Jeg synes ikke at han vokser så voldsomt længere, men det mener alle andre nu. Han passer stadig

(jeg blev lige afbrudt af en opringning fra mine mænd - den lille er på vej i seng nu)

Øh, ja han passer stadig str. 86, så småt 92. Lægen målte ham kun til 79 cm, så han er ikke så meget over gennemsnittet længere. Hans vægt er mere over gennemsnittet, selvom han vejede mindre hos lægen end han gjorde 1 måned før, formentlig pga. sygdom. Men han er rask igen. Er også næsten holdt op med at hoste.

Hvordan går det ellers? Travlt. Jeg synes bare det at være forældre og at have et arbejde tager alt vores tid. Men jeg kan mærke hvordan det langsomt men sikkert bliver bedre. Og det er også det jeg tænker når der er en dum nat - at der er meget få tilbage. Han er så stor nu at han bliver mere og mere selvstændig. Det er noget andet når man sidder med en baby på 14 dage, så har man ingen anelse om hvor mange måneder "dårlige" nætter man har foran sig.

Nå, jeg vil slutte. Vil lave lidt aftensmad og derefter splatte ud.

Her er han!

2007-10-29T20:30:00.000+01:00

Åh, hvor jeg bare knuselsker ham!

11 måneder

2007-10-21T13:23:00.000+02:00

Det er da vist ved at være længe siden sidst. Jo tak, det går bedre. Men jeg frygter virkelig næste omgang sygdom... Min lille smølf er begyndt næsten at sove igennem igen. Det er virkelig skønt, men det er nok en stakket frist, nu hvor vinteren banker på. Min kære mand slås med bihulebetændelse, og jeg er heller ikke gået helt ram forbi (har dog klaret det meget bedre end mine mænd).

Men det må være på tide med en status over min dejlige lille fyr.

11 måneder og 2 tænder endnu. Han har ellers haft meget røde kinder, men der sker ikke så meget på tandfronten. Til gengæld gør der på alle andre fronter. Han sludrer løs. Ord der minder og nej, ja, mad (mor?) og far er ved at finde vej over hans læber. Det lyder dog mere som na, ma, og ar. Men han er til gengæld helt klart begyndt at forstå og reagere på det vi siger, og han peger når han f.eks. vil have noget at drikke eller bæres et bestemt sted hen.

Han har også temperament den lille. Vi har nogle køkkenlåger som han nemt kan åbne, og vi har tilladt ham at åbne dem, men vil ikke have at han piller. Det gør han jo bare... Så siger vi nej, indtil han opgiver frivilligt eller vi tager ham væk. Nogle gange sørger vi også for at han ikke kan åbne lågerne, og så bliver han sur. Han hyler som om han er kommet til skade, men hele seancen tager maks et minut, så har han enten glemt den, eller også ser han bare at vi ikke reagerer på hans udbrud. Men han prøver lige.

Han kravler helt perfekt og er ganske hurtig. Men han er også blevet god til at gå med støtte. Han kan gå langs en bar væk og er også begyndt at gå med nogle i hånden. Og så selvfølgelig med sin højstol som 'gåvogn'.

Min lille sveske er bare så glad! Han griner og charmer alle pædagogerne. Til gengæld er han blevet genert. Putter sig ind til mor eller far når der kommer fremmede gæster. Det er meget sødt, men lidt pudsigt at det pludselig betyder så meget for ham. I morges lå jeg på en babydyne på gulvet. Pludselig fik vi øjenkontakt og han kravler smilende hen til mig, og putter sig op af mig på dynen. Han er bare så kærlig og dejlig!

Mad og Junior fortjener et helt kapitel for sig. Han spiser simpelthen som et tærskeværk. Den anden aften ville vi lave risengrød til aftensmad af en liter sødmælk. Didrik nåede ikke at spise noget, og jeg fik halvanden portion. Resten (læs: mere end halvdelen) spiste Junior. Da Didrik så senere på aftenen tog sig noget mad, stirrede Junior helt manisk på tallerknen indtil vi tog ham op til bordet og lod ham spise videre i brød og ost. Stakkels lille sultne barn. Ja, han for fordøjet noget mad. .. Men det er dejligt at han har det sådan. Og dejligt at han nærmest er altædende.

Jeg ved faktisk ikke hvor stor han er. Han passer tøj i enten 80 eller 86 (jeg køber det kun i str. 86) og bleer i str. 5. De giver ham nogle gange str. 4 på i vuggestuen, men det må de selv ligge og rode med - de fleste af dem er også gået over til 5. Han er meget bred tror jeg. For han bruger større tøj end vores venners datter som er 10 mdr. ældre og lidt højere. Men hun er super slank og Junior er, ja, bred, kan man ikke sige det sådan? Han er faktisk ikke så tyk længere, men han er en lille tæt fyr. Så det betyder åbenbart meget for tøjstørrelsen. Han har også fået sko, og her påstod ekspedienten også at han har brede fødder. Hvad ved jeg? Jeg var bare glad for at det ikke var mig, der skulle prøve skoene på ham. Men han fandt sig nu pænt i det, sad bare og tænkte 'skøre dame'.

Jeg er stadig rigtig glad for at være tilbage på arbejdet. Dog synes jeg ikke at der er så meget andet i livet end at tage på arbejde og passe barn når jeg kommer hjem. Savner faktisk min mand. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det hele at vi alle har været syge, men jeg synes at vi er mere samarbejdspartnere end kærester i denne tid. Heldigvis kan jeg fornemme lyset for enden af tunellen nu. Lille Junior er så stor at han snart vil sove igennem de fleste nætter (minus sygdom, som forhåbentlig bliver sjældnere og sjældnere). Og derudover kan jeg se på venners børn at de bare bliver nemmere og nemmere, efterhånden som spisning kan klares af dem selv, de kan lege nemmere selv osv. Så jeg er nu fuld af fortrøstning, når først vinteren er overstået, så tror jeg at min dagligdag bliver meget nemmere. Nu står den bare på cykellygter og snotnæse de næste måneder.

Tilbage til arbejdet: Jeg nyder at have fået meget mere at rive i, og mere ansvar. Jeg savner tid til at fordybe mig lidt mere i de enkelte opgaver og i stedet for kun at løse dem som er urgent, også at løse dem som er nødvendige. Men jeg har også lidt af en pukkel liggende fra mens jeg var på barsel, så også her fornemmer jeg at det bliver bedre og bedre. Og så tror jeg også at jeg får bedre samvittighed når jeg skal være væk hjemmefra om natten efterhånden som det bliver nemmere for Didrik at være alene med Junior.

Det var lidt alt og intet fra mig.

Sygdom, sygdom, sygdom

2007-09-16T08:53:00.000+02:00

Puha, vuggestuestart er præcis så hårdt, som jeg altid har fået at vide.... Junior har konstant været syg eller forkølet lige siden han startede, og det samme gælder for hans forældre. Mest faren. Men jeg er heller ikke gået fri. Så lige nu drømmer vi bare om at sove. For selvom han sov fint og igennem for længe siden, så gør han det absolut ikke når han er syg. Han vågner en milliard gange og vil trøstes og holdes og puttes og skiftes og drikke osv. Det er et helvede. Hver dag håber vi på en god nattesøvn og at vi er friske når vi vågner. Jeg vil tro at vi har haft maks 3 gode nætter siden han begyndte i vuggestue, og det definerer jeg som nætter hvor han vågner mindre end 5 gange.

Så overskud er der ikke så meget af. Vi aflyser arrangementer, og snøfter og hoster.

Men ellers er han dejlig den lille. Han er tilbage til at være sit eget glade jeg. Han elsker sin vuggestue og sine forældre. Det er en fantastisk alder han har lige nu. Han pjatter og leger med os, og kan faktisk utrolig mange ting selv efterhånden. Mest i forbindelse med spisning, men det er jo også hans yndlingsbeskæftigelse.

Nu lyder det som om han er vågnet, jeg vil skynde mig at smutte!

Tilbage på arbejdet part II

2007-08-26T13:29:00.000+02:00

Så er den første weekend i mit arbejdsliv take2 ved at være overstået. Livet er virkelig ændret efter den lille gjorde sin entre i denne verden og vores liv. Men meget er stadig det samme. Det er vel sådan set mest fokus som er anderledes.

I går begyndte jeg så småt at kunne mærke glæden ved at være tilbage. Jeg kan i bund og grund rigtig godt lide min arbejdsplads, og jeg begyndte at glæde mig til at komme i gang for alvor. Med det samme kunne jeg dog mærke samvittigheden røre på sig - hvordan kan jeg glæde mig over noget, som tager mig væk fra min baby? Men det kan jeg, og det vil jeg. Basta!

Men hverdagen ser helt anderledes ud. I stedet for at lægge vores arbejdstider oveni hinandens så vi kan holde fri samtidig, er vi nu nødt til at planlægge at arbejde forskudt, så Junior ikke får for lange dage i vuggestuen. Det er nok den største forskel. Og så at vi har valgt at Junior står op når han vil. Vi vækker ham ikke. Så jeg kan aldrig vide præcis hvornå jeg kommer ud af døren. Men alt i alt kan jeg mærke at det hele virker. Junior elsker sin vuggestue, og endda også den cykelanhænger vi har købt for at transportere ham i. Jeg elsker at cykle igen. Nu er han vågen igen.....

Tilbage på arbejdet

2007-08-21T19:33:00.000+02:00

Så er jeg i gang igen. Endda med en rigtig hård dag. Jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn i går, fordi jeg lå og tænkte på hvordan det hele skulle gå, og vågnede også en milliard gange, selvom Junior faktisk sov helt fint (han vågnede kun en gang, min lille dygtige skat).

Nu er han så puttet, og jeg er alene hjemme.

Egentlig var det ikke så svært som jeg havde frygtet. Mest af alt føler jeg mig følelsesløs. Jeg har egentlig ikke savnet noget, mens jeg var afsted. Jeg var bare. Tilbage igen. Tilbage til noget helt nyt. Nye fysiske rammer og nyt job. En gammel computer som jeg selvfølgelig ikke kunne logge på og alt det der. Så dagen er bare gået med aflevering, arbejde, hentning, pasning og putning og nu føler jeg mig egentlig stadig følelsesløs, og træt.

Måske er det bare en form for forskaning jeg praktiserer, så jeg ikke bliver så ked af det, eller også er jeg bare afklaret? Jeg ved at Junior elsker sin vuggestue. Han er kommet ind i en god søvnrytme om dagen og natten (takket være vuggestuen). Jeg er 100 % tryg ved pædagogerne, og jeg ved at Junior nu oplever mere end jeg kan give ham herhjemme. Vi har nu en base, som er så perfekt at man næsten ikke forstår det, så måske er det bare alle de faktorer som gør at jeg måske så småt er ved at glæde mig over mit arbejde igen? Over hvad JEG kan gøre og opnå og ikke kun at være mor for Junior. Ikke at det ikke er stort, men jeg skal jo trods alt stadig leve mit eget liv. Det ville i hvert fald være trist at lægge på hylden før jeg blev 30, og mærkeligt når han en dag er helt uafhængig af mig.

Der var Boel-prøve i går. Bortset fra en klokke han ikke hørte på det ene øre, gik det perfekt. Sp mente at det er forkølelsen der har sat sig på øret, så hun kommer igen og tjekker ham om nogle uger.

Han er en stor dreng min lille basse. 11 kg og 76 cm, hvilket bekræfter at han har tabt sig efter han er blevet så aktiv - og har været syg.

Nå, nu kalder sofaen.....

Vuggestuestart

2007-08-16T09:16:00.000+02:00

Så sidder jeg og nyder freden. Junior er i vuggestuen og jeg skal hente ham mellem 11.30 og 12. Så når han at få sin morgenlur dernede og spise frokost. Han har klaret det fint dernede de andre dage. Har både spist og sovet til middag. Til gengæld har han ikke klaret det lige så fint herhjemme. Han er ekstremt hænge-træ, når han er herhjemme. Som om han ikke stoler på om vi forlader ham, hvis han slipper os. Stakkels lille fyr. Det må være meget forvirrende.

Nattesøvnen kan vi også se langt efter for tiden. Han vågner og græder og græder og græder. I nat var jeg nødt til at tage ham op flere gange. Den ene gang jeg kom ind til ham havde han egentlig ikke sagt så meget, bare nogle små klynk. Så sidder han midt i sin seng og klynker bare lige så stille. Mit hjerte bløder når han har det sådan. Jeg er blevet enig med mig selv om at det ikke er en ny dårlig soveteknik han er ved at udvikle, han er bare forvirret over at undvære sin mor og far i løbet af dagen og synes det er noget mærkeligt noget, og så har han selvfølgelig brug for os om natten. Men det er altså lidt hårdt. Jeg håber, at han snart vænner sig til det, så han kan sove hele natten igen. Så er han forhåbentlig også lidt friskere om dagen, så han bedre kan klare alle de nye indtryk.

Men alt i alt er jeg stolt af ham. Han klarer det flot den bette. Vinker lige så fint når vi går, og hygger sig med "sin" pædagog og de andre børn. Og så er jeg bare spændt på hvordan det går, når han skal til at være der hele dagen og ikke kun halve dage.

Jeg er ved at gøre mig klar til at tage fat på mit arbejdsliv igen. Jeg har slet ikke lyst, men jeg må jo til det. I går fik jeg lidt striber og farver i mit hår. Det er helt mærkeligt at føle sig pæn igen. Jeg er også ved at gennemgå min garderobe kritisk og jeg skal have købt mig nogle nye sko. Jeg ved godt at det er det indre der tæller, men det virker godt for min selvtillid, når jeg har noget lækkert tøj og håret sidder som det skal. Så er det hele lidt nemmere. Og jeg har vist brug for at gøre det hele lidt nemmere for mig selv. Jeg kan allerede nu mærke det savn i maven som det er at undvære den lille. Han er jo så lille!

Puha

2007-08-09T14:28:00.000+02:00

Puha, det er hårdt at være mor for tiden. I mandags begyndte vi i vuggestuen, og torsdag vågner han op med 39 i feber efter en mildestalt søvnløs nat. I nat gik lidt bedre. Tror at jeg var oppe ved ham 20 gange indtil 2-tiden, men så sov han også til klokken 7 og var feberfri da han vågnede. Jeg tror dog ikke, at han kommer ned i vuggestuen i dag. Han nyser stadig og er lidt hængemule.

Det går vel sådan set ok med "indkøringen". Han er allerede blevet glad for "sin" pædagog, så mon ikke det nok skal gå fint?

Mandag spørger pædagogen os om han kan kravle, og vi svarer at han mest maver sig afsted. Da Junior så bliver sat ned på gulvet kravler han omkring og har gjort det lige siden. Så han har lært at kravle i vuggestuen! Mærkelige barn. En anden ting han også allerede har lært er at græde. Han sympatigræder når andre børn græder, og han gør det på sådan en mærkelig inderligt ulykkelig måde. Meget meget mærkeligt, når han sjældent græder ellers.

Måske har han været lidt mærket af den sygdom som brød ud torsdag, for onsdag var han især meget pivet. Alligevel klarede han en halv time uden mor i vuggestuen.

Derudover sover han virkelig dårligt for tiden. Det begyndte inden mandag. Han plejer at kunne lægges og så falder han selv i søvn, men for tiden vil han ikke være alene, og vi har måttet ae og nusse ham i søvn. Det går dog så småt bedre med det igen. Jeg har læst at det kan høre sammen med adskillelsesangsten, at han ikke kan lide at blive ladt alene i sengen. Så det har vi taget udgangspunkt i. Hvis det bare er en ændring i mønstret må vi til at blive lidt mere barske i betrækket, men nu ser vi når han bliver rask.

Det har som sagt været en hård uge. Jeg trænger efterhånden rigtig meget til at SOVE en hel nat. Mærkeligt at det var sådan det var i starten med den bette, men nu er det rigtig hårdt ikke at sove. Måske er det fordi kroppen er ved at forberede sig på normale tilstande igen.

Og apropos normale tilstande, så venter mit arbejdsliv lige om hjørnet nu. Tror også at de har bidraget til et generelt dårligt humør. Jeg har slet ikke lyst til at komme ud i verden. Jeg vil være her hos min familie! Men der er jo ikke så meget andet at gøre end at tage en dag ad gangen og så se om jeg ikke klarer det - lige som alle andre gør.

Han har nu sovet i 1,5 time. Det er bare dejligt, for han har haft svært ved at sove længe om dagen på det seneste. Håber at det varsler bedre tider for Junior og dermed også babyforældrene.

Og så stort tillykke til Spiffymor her til sidst!

Junior 8 måneder

2007-07-27T09:30:00.000+02:00

Og sikke det går. Han pisker rundt i hele huset, og alt det som vi troede var fint babysikkert viser sig at være mindre sikkert. F.eks. kan han mave sig ind under vores skænk og slå hovedet op i den. Så man må virkelig være over ham nu.

Til gengæld er han bare sjov. Han kan stå op af en radiator, et stoleben eller ryggen på sofaen i laaaang tid, og kigger omkring sig for at se om vi allesammen kan se hvor dygtig han er. Når han ved, at han har ALLES opmærksomhed, så griner han over hele femøren.

Han kan mave sig fremad - hurtigt hvis der er noget spændende/forbudt lige fremme. Og kravle baglæns. Han kan sætte sig op fra mavelejet og elsker at lege med sin bold eller sine stabelkasser.

På den mindre positive side er min lille tillidsfulde dreng ved at blive meget mere morsyg. Jeg kan ikke gå langt væk fra ham i mere end ganske få sekunder før han begynder at pive. Det er ganske rørende at det mest er forældrene der dur nu, men samtidig lidt ærgeligt, når nu vi er så tætte på vuggestuestart. Jeg havde håbet, at han stadig var helt tillidsfuld, når det skulle starte. Men det går nok. Vi har lang tid til indkøring, og den seneste gang vi havde gæster var han også smil fra start af. De andre gange var han lige vågnet og var lang tid om at ville have dem tæt på. Han skal nok blive glad for alle, og grine og lege med dem, men der går noget længere tid nu.

Nu er han vist ved at vågne, så det blev lidt kortere end tiltænkt...

Moderskab vol. II

2007-07-22T11:16:00.000+02:00

Jeg sad og læste lidt i mine gamle indlæg og faldt over et, jeg skrev da Junior var ganske ny om min holdning til moderskab. Nu er det vist på tide at reflektere over det igen.

Junior er meget mere selvstændig nu. Han kan stå selv op af ting. Han kan sidde uden problemer og derfra komme omkring ved hjælp af maven-møven, en smule kravlen og en hel del stædighed. Han har fået en lille tand, og er ved at øve sig i at bruge den. Han kan selv spise rugbrødsstykker, rosiner, sutte på skiver af nektariner og agurker, og næsten lide hvad som helst vi giver ham på ske. Han drikker flot af glas, når vi holder det, og har næsten fået styr på sin tudkop. Han pludrer løs, er begyndt at krable rundt, når han bliver skiftet, og han elsker at se sig selv i spejlet.

Kort sagt sker der sindsygt meget med Junior og han er slet ikke en lille baby, der sover i arm. Han gider faktisk overhovedet ikke at sove sammen med os længere, og sidde på skødet dur kun, hvis man tumler med ham.

Jeg synes at det er fantastisk. Han er stadig kærlig. Elsker at kysse, "næse" og kramme. Og nu virker det som om han er så bevidst om sig selv og sine omgivelser at han selv vælger at være kærlig. Det er SÅ skønt når han sender et af sine dejlige smil til én, og putter sit ansigt helt tæt til mit, mens han har et barylerglimt i øjet og helt sikkert tænker på at mors næse ville se pænere ud oppe i panden.

Jeg trives med at have en tumling!

Slangen i paradiset er mit temperament. Når Junior ikke lige gider at spise den mad jeg har lavet til ham, eller vil alt for tidligt op om morgenen, så har jeg desværre ikke meget tålmodighed med ham. Jeg synes helt klart at det er det, der er sværest ved morrollen. Han gør jo absolut ingenting for at genere mig, men det kan jeg godt føle og reagere på. Som regel har jeg den luksus at jeg kan overlade ham til faren og selv køle af. Så ser jeg hurtigt at det er mig, som er helt gal på den, og får omstillet mig, så jeg kan møde ham med et stort smil og alle bliver glade igen.

Der var en dag, hvor jeg var virkelig ked af det, og reagerede meget negativt. Jeg skulle tage en beslutning hurtigt, og var mildest talt meget oprørt. Det havde intet med Didrik og Junior at gøre, men de var hjemme, og jeg gik rundt i et småhysterisk anfald. Da jeg endelig faldt ned og smilede til Junior og havde fået taget min beslutning, så kommenterede Didrik at det var godt at mor var glad nu, for Junior var helt bekymret. Og ganske rigtigt, han var ikke godt tilpas ved at jeg opførte mig så dårligt. Han kunne tydeligt mærke at noget var galt, og var vel på en eller anden måde bekymret for om det havde noget med relationen mellem os to at gøre. Det var noget af en lærestreg! Jeg ønsker ikke at gøre Junior usikker, og slet ikke at lade ham tro, at han gør noget forkert. Så jeg prøver prøver prøver at tøjle mit temperament. Til mit forsvar vil jeg også sige, at det som regel er i pms-perioder at det ikke lykkes mig, og at jeg som regel har alverdens tålmodighed overfor Junior.

Måske det ikke gør så meget, at Junior kan se, at hans mor er et menneske med fejl? Ikke at det berettiger mig til at opføre mig forkert, men jeg behøver måske ikke at slå mig selv så meget oveni hovedet med de enkelte episoder?

En anden slange er vuggestuen og arbejdet. Jeg har ikke rigtig lyst til at sende Junior ud i verden og afbryde paradiset. Samtidig glæder jeg mig lidt til at se hvordan han tager det. Jeg tror at han kommer til at nyde at der sker så meget mere i hverdagen, men jeg tror at det bliver tomt at tage på arbejde og vide at de næste 8 timer handler det overhovedet ikke om Junior. Det er det, jeg frygter. Han skal nok glemme mig, men jeg kan ikke bare glemme ham 37 timer om ugen.

Men sådan har de fleste det jo. Og mon ikke at vi klarer det i fin stil? Jeg glæder mig bare over at se hvordan Junior udvikler sig dag for dag, og er så stolt af ham.

Men tilbage til moderskab. Jeg tror egentlig at jeg på nogle punkter er en atypisk mor. Junior er meget knyttet til sin far, farmor og farfar. Jeg har slet ikke monopol på ham. Og det synes jeg er fantastisk! Jeg tror på at hans liv er rigere, fordi han har 4 mennesker så tæt på sig, i stedet for 1 eller 2. Samtidig ER jeg hans mor, jeg synes bare at der skal være plads til at andre kan give ham kærlighed og stimulere ham, for det er meget tydeligt at vi er 4 meget forskellige mennesker og at han nyder samværet med os alle. Han er en meget social lille fyr, og det er bare så skønt at han ikke kun vil sidde i mors skørt og kigge ud på verden, men at han er der. Klar til at hive sig op af den første den bedste radiator i sine stærke arme, og en af dagene lykkes det nok også. Jeg beundrer hans gåpåmod og stædighed, som sjældent kammer over i hysteri, når noget ikke lykkes.

Jeg har været væk fra ham. Det var ikke sjovt, mens det stod på, men jeg er stolt af at sige, at jeg havde 100 % tiltro til Didrik. Jeg tænkte ikke et sekund at Junior havde det værre fordi jeg ikke var der. Jeg ved at han ikke på nogen måde har lidt overlast, og jeg ved også at jeg i mit job uværgeligt vil være nødt til at rejse fra tid til anden, og om jeg gør det nu eller om et, to eller tre år, gør ingen forskel. Det er formentlig værre for ham, når han er lidt større. Det er lidt svært at formulere, men jeg mener vist bare, at jeg er nødt til at kunne være væk fra ham, og jeg er stolt af at jeg kunne, uden at blive bekymret. Jeg var blot ked af at skulle undvære ham. Men jeg savnede jo også Didrik.

Det blev lidt rodet, men then again, det gør det vel egentlig altid?

8 om mig

2007-07-22T11:09:00.000+02:00

Jamen så må jeg jo til det. 8 hurtige skud fra hoften:

Nr. 1: Jeg elsker min mand og min søn over alt på Jorden (det havde den trofaste læser nok regnet ud på nuværende tidspunkt).

Nr. 2: Jeg hader mig selv, når mit temperament løber af med mig. Men mit temperament løber kun over med mig, når jeg er blandt mennesker jeg stoler på. Overfor alle andre bider jeg det i mig og lader det gå ud over dem jeg elsker.

Nr. 3: Jeg gør alt hvad jeg kan for at råde bod på Nr. 2 og Nr. 4.

Nr. 4: Jeg er alt for forfængelig, snobbet og kedelig til at jeg rigtig kan holde af mig selv. Og jeg forstår dybest set ikke hvad Didrik ser i mig. Samtidig gør jeg dog lidt alligevel, for måske er jeg slet ikke så slem, når jeg samtidig som regel magter Nr. 3?

Nr. 5: Jeg er virkelig dygtig til mundtlige eksamener og jobsamtaler.

Nr. 6: Jeg hader at tabe men er trods alt ikke en utålelig vinder.

Nr. 7: Da jeg var barn, var min bedste ven min hund. Jeg havde venner, men jeg følte ikke at jeg kunne betro mig selv til andre end Vuffi. Siden hen blev jeg dog bedre til at åbne op for følelserne og jeg tror at det er det, der har reddet mig.

Nr. 8: Jeg elsker sodavand, chips og popcorn, hvorfor jeg aldrig har det i huset.

Der er vist ikke rigtig nogen tilbage at tagge, så jeg vil bare sige tak for legen!

Absence makes the heart grow fonder

2007-07-13T15:49:00.000+02:00

Det var egentlig ikke helt denne overskrift jeg havde i tankerne, men nu blev det sådan. Jeg har været væk fra min lille skat. Igen. Og hvor er det dog rædselsfuldt. Men samtidig lidt rart. Og rædselsfuldt at komme hjem og opdage at han endnu engang har lært noget nyt, uden at jeg var der til at se det første gang. Nu kan han trække sig op at stå f.eks. ved at hive i ryggen på sofaen.

Jeg havde fundet et spændende kursus, som jeg følte var meget relevant for mit arbejde, og spurgte min chef om jeg kunne tage på det selvom jeg var på barsel. Dengang tænkte jeg at Junior jo er stor nu og at jeg sagtens kunne være væk fra ham i to døgn. Men det er slet ikke sjovt.

Samtidig har jeg dog opdaget, at jeg nu har en ny styrke i mit liv. Undervejs på kurset skulle jeg fremlægge vores gruppes resultater, og mens jeg sad og gruede for det og sprogvanskeligheder osv, behøvede jeg blot at tænke på Juniors smil og så var jeg fuldstændig afslappet! Det er dejligt at vide at han ikke kun er et savn for mig, når jeg er væk fra ham, men samtidig giver mig glæde.

Det var også skønt at få trænet de små grå. Jeg vidste det faktisk ikke inden, men man kan sagtens have ammehjerne selv uden amning. Det handler vist bare om at verden bliver indskrænket (og samtidig udvidet) til "kun" at handle om baby. Og det er jo en berigelse i sig selv, men i bund og grund betyder det, at andre emner falder i baggrunden. Ammehjerne. Jeg er nu glad for at have haft denne generalprøve på tilbagevenden til arbejdslivet, og jeg kan mærke at jeg har masser af ideer til mit nye job, og masser af mod på det. Samtidig ville en del af mig dog ønske at jeg kunne gå hjemme til evig tid, eller i hvert fald indtil Junior starter i skole - eller gymnasium eller hvad det nu bliver til. Jeg er vist sindsyg. Men jeg ved at det bliver godt for os alle tre, når vi kommer ud i vores institutioner. Jeg ved at min mand glæder sig til at slippe for os. Eller også siger han det kun for at drille.

Det er fantastisk at opleve hvordan kærligheden vokser og vokser. Ikke så meget mig. Jeg tror at moderkærligheden var der fra start af, og jeg føler bare en bekræftelse på disse følelser overfor Junior. Men Didrik virker mere og mere forelsket i vores lille spire. Han nyder virkelig at tumle med ham, og faderkærligheden bobler lige under overfladen. Han er meget stolt af vores lille søn.

Og apropos lille, så er han stadig temmelig stor. Jeg har funderet over, hvorfor jeg sagtens selv kan kalde Junior for fed, eller Didrik kan gøre det, og jeg synes bare at det er sagt kærligt og uden fordømmelse, men jeg bliver så gal indeni, når min mor eller far siger til andre, at han er fed. "Solsikke, din søster siger at Junior ikke er fed, blot er stor og velproportioneret, men det passer jo ikke, han er fed". Så kan jeg ikke lade være med at nævne noget med vækstkurver som passer sammen, og at små børn ikke kan være fede med slet skjult vrede i stemmen. Men normalt bruger jeg det jo selv. Det er jo fuldstændig åndsvagt. Jeg må vist prøve at lade være med at dæmonisere mine forældre sådan. Måske er de ikke helt så slemme, hvis jeg ikke prøver at gøre dem slemme. Der er vist ikke meget tålmodighed på den front.

Nå, alt det rejseri har virkelig sat min liv i perspektiv. Resultat? Jeg er lykkelig. Helt godt gammeldaws lykkelig helt ind i knoglerne. En tanke på Juniors smil og jeg smiler selv. Jeg elsker vores nye hus og alle de muligheder det giver os i fremtiden, samt fremtidige legekammerater til min lille skat. Endnu vigtigere, så ved jeg at Didrik og jeg er the real deal, og det glæder mig at kunne give min søn det privilegium at vokse op i et hjem fyldt med kærlighed uden skjulte dagsordener og hadefulde forældre. Jeg har et skønt job som i hvert fald en del af mig glæder sig til at vende tilbage til. Og så alt det andet. Jeg kunne virkelig ikke ønske mig mere i mit liv ligenu.

Regnvejr

2007-07-05T14:07:00.000+02:00

Sikke dog et vejr. Jeg håber ikke, at Junior skyller væk i regnen.

Vi er flyttet, så der har ikke været meget tid til at blogge. Men nu bor vi også fuldstændig perfekt. Jeg er helt vild med mit nye hus, og glæder mig så meget til at få de sidste flyttekasser væk, gardiner/lamper op og indkøbt havemøbler. Ok i det her vejr savner jeg ikke havemøblerne.

Jeg kan se at min beskrivelse af Juniors søvn var lige lovlig optimistisk. Han har haft en periode, hvor han er vågnet rigtig mange gange om natten. Men han er dog faldet i søvn igen uden mad eller skiftning. Nu er vi heldigvis tilbage ved den gode vane - på trods af flytningen. Han fik sutten en gang i nat, og de to foregående nætter har han bare sovet. Til gengæld vågner han tidligt. Han sover typisk fra mellem 19 og 19.30 til 6 om morgenen. I en lang periode vågnede han klokken 5.40 sharp. Hvad er det for et tidspunkt? Nå, jeg er ved at vænne mig til det, og synes nu at klokken 6 er ok. Det er sikkert også fint, når jeg kommer tilbage til arbejdet.

I dag fik jeg ringet til vuggestuen. Jeg troede, at der skulle aftales alt muligt, men nej, vi aftalte bare at dukke op den første dag klokken 9.30. Jeg er nu godt nok meget spændt. Jeg har aldrig set stedet. Eftersom vi ikke var flyttet endnu, da vi skulle søge institution anede vi ikke hvordan og hvorledes, og det virkede fuldstændig urealistisk at nå at se de enkelte steder da Junior var bittelille lige inden jul. Men mon ikke det er et fint sted? Beskrivelsen på nettet lød god.

Uh, babyalarmen driver mig til vanvid. Pga. regnen larmer det helt vildt, selvom jeg har sat følsomheden ned. Men jeg kan da høre den bette, hvis han siger noget.

Men hvordan går det ellers? Tja, op og ned, frem og tilbage. Alt i alt føler jeg mig lykkelig. Jeg ved godt at den nuværende situation er en overgangsfase og vi alt for snart skal i gang med at leve det hårde liv med lille barn og to fuldtidsjob. Men jeg tror nu ikke at det bliver så hårdt. Vores arbejde er meget fleksibelt så vi kan undgå at Junior får for lange dage i vuggestuen uden at det betyder at vi ikke ser hinanden. Og så er der jo også fordele ved det nye liv. Jeg er f.eks. blevet forfremmet, tror jeg. Jeg har i hvert fald sagt ja tak til et nyt job, jeg er blevet tilbudt af min chef. Det er i hvert fald meget mere ansvarsfuldt end min tidligere stilling og helt sikkert også mere udfordrende. Og så lovede min chef mig, at der ikke bliver så meget rejseaktivitet som jeg umiddelbart ville frygte. Nu må vi se. Jeg er i hvert fald glad for at jeg ikke er blevet glemt derinde.

Så skal Junior passes ude en hel dag plus nat i weekenden. Vi skal til bryllup med brunch dagen efter og farmor og farfar har lovet at tage den lille. Det skal nok gå godt. De har aldrig prøvet at putte ham, men alt andet har de prøvet, og han elsker dem bare. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke, at han foretrækker sin farmor over sin mor. Men det er bare dejligt at han har flere end os to, som elsker ham. Han er en dejlig lille tillidsfuld dreng, og det varmer mig. Jeg håber ikke at han får en fase med adskillelsesangst. Men hvis han gør, må vi jo bare skærme ham lidt mere, så han kommer hurtigt igennem den.

Spisning går forrygende. Det er meget forskelligt hvad han spiser de enkelte dage, men han elsker at prøve nyt. Til frokost i dag skar jeg små tern rugbrød med leverpostej ud. Nogle få af dem madede jeg har med, men resten fik han lov til at "spise" (læs: mose, tvære, nuldre) selv. Faktisk kom forbløffende meget af maden i munden. Han mestrer slet ikke pincetgreb endnu, men han har sådan en mellemting mellem det og så tværhåndsgreb, eller hvad man nu kalder det, så på mirakuløs vis kommer nogle af krummerne helt ind i munden. Han nød godt nok at bestemme selv. Er også begyndt at ville have fat i skeen når han bliver madet. I morges fik han den, så madede jeg videre med en ny ske.

Uh, jeg er så stolt af min lille basse. Han har så meget mod på livet. Prøver og prøver og prøver at komme op i kravleposition (svært for det ene ben er hele tiden i vejen) og når han er der prøver og prøver og prøver han at blive oppe og komme afsted. Han er nogle gange lidt tvær og gider ikke at gøre så meget for at nå sit legetøj, men ofte møver og maver han sig til det lykkes. Og så er han så stolt når vi kigger på ham imens. Han sender stadig de dejligste smil, som varmer helt ind i hjertet.

Det er så mærkeligt at tænke på at min dygtige Junior, som nu kan sidde selv og spise, få fat på sit legetøj og så småt kan trække sig op af ting, for et år siden var en lille fyr som lå inde i min mave og sparkede. Jeg kan slet ikke forstå det. Det er et mirakel.

Arbejde og pasning

2007-06-13T15:04:00.000+02:00

I går fik jeg et meget venligt brev med en vuggestueplads til Junior om 2 måneder. Det er jo for så vidt meget godt. Men det gav altså også en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen. Nu skal vi snart ud i verden - hver vores vej. Jeg skal tilbage på min arbejdsplads, og han skal ud og lege med andre børn, og passes af andre voksne. Suk....

Men jeg vidste det jo allerede i tidernes morgen, da vi begyndte at prøve at få et barn: En dag bliver de så store, at de ikke længere skal hænge i deres mors skørt, og jeg havde aldrig planer om at blive hjemmegående husmor.

Jeg vil dog forbeholde mig retten til ikke at glæde mig, og til at nyde vores to måneder sammen i dette paradis, som jeg er så uendelig heldig at befinde mig i. Og mon det ikke fortsat bliver meget godt, bare på en anden måde?

Sommer og sol

2007-06-11T13:03:00.000+02:00

Så skal jeg da ellers lige lovet for at sommeren har indhentet os i Danmark.

Vi havde en fantastisk ferie. Og endnu engang kan jeg kun rose Junior. Han klarede bare det hele så flot. Der var da problemer - som bleer, der skulle skiftes på ubelejlige tidspunkter, det faktum at vi ikke rigtig kunne gå ud at spise, og at Junior ikke ville sove midt på dagen i varmen - men alt i alt synes jeg, at han klarede det virkelig flot.

Derudover går det også godt. Vi har dage hvor alting klapper mindre godt. F.eks. havde Junior lidt hård mave i nogle dage. Måske fordi moren har givet ham for meget banan, og vi har også haft episoder hvor han ikke ville spise fast føde. Men i dag er han tilbage på madfronten i fin form, og han elsker bare at prøve nyt. Vi er begyndt at tilbyde ham alt muligt mærkeligt mens vi spiser frokost. Han har både prøve at smage leverpostej, makrel, ørred, tun, avocadomos, tomat, rugbrød osv. Det går bare forrygende. Det er forskelligt hvor god han er til at spise sine "rigtige" måltider, men det er jo sådan set heller ikke så vigtigt, som regel har han minimum et stort måltid i døgnet, og her i varmen fylder vi rigtig meget mælk på ham (og vand selvfølgelig).

Han er jo blevet et halvt år, og har rundet de 10 kg (73 cm). Så det er en tung og lang dreng vi slæber rundt på. Heldigvis er han blevet rigtig glad for at ligge og trille rundt efter sit legetøj, og han kan også mave sig rundt. Rigtig kravlen er han ikke begyndt på endnu, men han løfter sig højt i armene.

Til gengæld kan han sidde! Det var lige fra den ene dag til den anden. For ca. 2 uger siden begyndt han at prøve at sidde selv, men væltede lige så snart vi slap ham, men pludselig fik han taget på det, så allerede 2-3 dage senere sad han bare. Vi har ellers slet ikke øvet det med puder og alt det der. Han har det også nemt, for han kan ikke falde forover, maven er i vejen. Det giver lidt færre retninger man skal passe på.

Søvnen går fantastisk. På ferien var vi nødt til at sove i samme rum. Det er jeg godt nok glad for at vi ikke gør herhjemme, for han vågner bare så let. Hvis man vender sig i sengen eller letter lidt på dynen så kan det nemt vække ham. Han har længe sovet på sit eget værelse med lukket dør. Men vi har ofte babyalarmen på ham om natten og kan faktisk også sagtens høre ham gennem væggen.

Han er holdt op med at spise om natten. Det er en uges tid siden vil jeg tro. Så nu vågner han ved 6-7 tiden (oftere 6 end 7) efter at være blevet puttet mellem 18.30 og 19.30. Det synes jeg egentlig er meget godt gået. Det sker at vi skal ind og give ham sutten, og lægge ham på plads (han karter rundt i sengen og ligger ofte på tværs), det sker vel i gennemsnit 1-2 gange hver nat, nogle nætter er det slet ikke nødvendigt. Men indtil nu er han bare faldet i søvn igen efter vi har flyttet ham og givet ham sutten. Han har slet ikke brokket sig over manglen på mad. Det er dejligt at han har så meget døgnrytme at det er nat når det er nat. Pladerne for hans vinduer har nok en del af æren, ellers var han så heldig at have morgensol ind på persiennerne. Det gav nogle alt for tidlige opvågnener.

Det er sjovt som han selv har bestemt sine nætter. Da han var nyfødt sov han ofte i dobbeltsengen fordi han ammede så længe og hele tiden. Så faldt vi gerne i søvn midt i amningerne. Da han så begyndte at få flaske og vi pludselig kunne lægge ham fra os, besluttede jeg, at han stadig skulle have den kropskontakt det er, at ligge sammen. Så vi indrettede os med at Junior sov på min mave. Det var vildt hyggeligt og lidt besværligt ind imellem. Vi var nødt til at bruge et hav af håndklæder pga. sved. Jeg var lidt bekymret for hvordan vi fik ham ud af sengen igen, men tænkte at jeg ikke ville bekymre mig så meget før han blev ældre.

Omkring 3 måneders alderen tror jeg det var, begyndte han ofte at glide eller rulle ned af mig. Så vågnede vi ofte i arm. Det var nu også fint nok. Så begyndte vi lige så stille bare at putte ham imellem os i dobbeltsengen, for han gad ikke at ligge hos mig længere. Efter en måneds tid på den led blev han også træt af det, og nu skulle han puttes i sin egen seng. Han sov fremragende der. Når han så vågnede og fik mad om natten kom han over i vores seng og sov videre der. Det fik så også en ende. Sidst jeg forsøgte at lægge ham i vores seng, protesterede han og nægtede at sove før han kom tilbage til sig selv.

Og nu har han så også selv klaret natmadningsproblemet. Han spiste senere og senere, sjældnere og sjældnere, og nu slet ikke, uden at vi har skullet være hårde. Heldigvis, jeg kan vist ikke være så hård overfor ham.

Sikke dog en hede. Det er vores største problem for tiden. Vi endte med at køre halvanden time med ham i bilen i går for at han kunne få sin middagslur. Det var efter vi havde forsøgt med barnevognen i en time, og han stadig var lysvågen, men meget træt. Han var heldigvis i fantastisk humør resten af eftermiddagen, så taktikken lykkedes, men det er lidt fjollet, dyrt og miljøpolitisk ukorrekt.

Nå, jeg kan blive ved. Men jeg må vist hellere udnytte hans lur til andet også.

Nå ja

2007-05-11T09:35:00.000+02:00

Nu skal det ikke være så dystert det hele. Alt i alt er jeg glad for tiden. Ferien venter lige om hjørnet, og der er sket noget virkelig stort i mit liv: Jeg har været ude og shoppe igen!

Ja, jeg ved godt, at det ikke lyder af noget særligt. Men for første gang siden Juniors ankomst har jeg været i en tøjbutik og nydt at prøve tøjet, ikke skyndt mig hjem, men slappet af og oset. Og jeg fik købt noget, både nogle bluser, en kjole og en skjorte. Jeg har tabt mig lige præcis de par kg, som betyder at jeg føler mig som mig selv igen. Det stod ellers helt stille med vægttab i lang tid, men nu har vi lagt kosten tilbage i det "endometriosevenlige" spor, og det giver hurtig bonus. Så nu har jeg også fundet endnu flere førgraviditetsbukser frem som passer perfekt. Ah, det er skønt.

Alt i alt vil jeg skyde på at der mangler 3-4 kg før min vægt er præcis som jeg vil have den. Og lige nu er det nu egentlig også ok. Jeg har ikke nogen trang til at brokke mig over min krop, for den er nu egentlig ganske udmærket. Og så må vi ikke glemme, at den har opfyldt mit største ønske, og det må jeg huske at takke den for....

Den bitte fyr fik det meget bedre i går efter sin middagslur. Han sov 3 timer, og det var åbenbart det der skulle til, for at han kunne blive ordentlig frisk igen. Natten var lidt dum, han vågnede hver time og brokkede sig, men det lykkedes da at få ham til at sove rimeligt hurtigt hver gang.

Og så vil jeg ønske blogland pænt farvel og nyde sydens sol og varme i et par uger!

Barndommens gade

2007-05-10T09:56:00.000+02:00

Jeg havde engang i tidernes morgen besluttet at denne blog ikke skulle handle om min egen barndom, men nu har jeg ligesom lettet lidt på låget, ved at begynde at skrive om mine forældre, og så kan jeg måske lige så godt få analyseret lidt videre på det. Hvem ved, måske kan jeg nå endnu længere, når jeg putter mine tanker på skrift og ikke nøjes med at tænke dem.

Til mit sidste indlæg bliver det foreslået at jeg forsøger at guide mine forældre lidt. Lade dem forstå at jeg gerne vil have at de får et tættere forhold til Junior. Men jeg tror faktisk at hunden ligger begravet lige her omkring. Jeg ønsker egentlig ikke at de får det tætte forhold. Eller dvs. det gør jeg måske nok, hvis det lå lige for, men jeg har absolut ingen intentioner om at investere mere af mig i deres liv. Koldt?? Måske.

Jeg har længe ikke rigtig for alvor kunnet forstå hvorfor min barndom har pint mig sådan. Hvorfor gå og føle sig ulykkelig til tider over noget, som er forbi, og som måske ikke var så slemt... Men så læste jeg en artikel i Mama, omkring at skælde børn ud. Og pludselig gik det op for mig at artiklen havde fuldstændig ret. Det er det samme som vold, at skælde ud. Det er nedværdigende, og børn har ingen mulighed for at kapere det. De har ingen forsvarsmekanismer, og når skældud'et så samtidig kører på "far er ikke sur, far er skuffet", så er et lille barn fuldstændig magtesløst.

For nogle år siden fik min lillesøster en depression. Vi talte i den periode meget om vores barndom. Vi har altid været allierede. Jeg har svage erindringer om to små piger, der sad og trykkede sig ind mod hinanden på deres værelse, mens faren skældte ud så det bragede og morens tårer kunne høres ind imellem. Og det er vi vel sådan set stadigvæk. Det der overraskede mig meget gennem hendes depression var alt det vi havde glemt (fortrængt formentlig). Hun havde tydelige erindringer om forfærdelige episoder, som jeg havde glemt alt om, og omvendt. Hun havde glemt ting, som jeg ikke troede at man kunne glemme. Så jeg ved i dag, at mine erindringer kun udtrykker dele af sandheden.

Lad mig eksemplificere min barndom. Da jeg skulle konfirmeres skulle jeg i kirke et eller andet antal gange. I en weekend havde jeg fået lov til at sove hos en veninde, og så var planen at vi om formiddagen skulle tage i kirke, min far ville møde os der, og jeg kunne så tage med ham hjem. Om morgenen finder vi dog ud af, at vi ikke rigtig har lyst til at tage i kirke. Så jeg ringer hjem i god tid inden, og fortæller min far at vi ikke tager i kirke, men jeg bare kommer hjem til samme tid som ellers.

Da jeg kom hjem var helvedet brudt løs. Jeg havde svigtet min far og blev skældt hæder og ære fra. Jeg kan stadig ikke se, hvad der var så forfærdeligt. Så kan jeg huske et ophold hvor min mor og jeg går med hunden, og min mor siger, at "ja, far overdriver jo lidt, men det bedste du kan gøre er at sige undskyld til ham". "Undskyld?!?!?! Jamen, for hvad? Jeg ringede hjem. Der er masser af tid til konfirmationen, vi når nok alt det kirkehalløj, og HVAD ER PROBLEMET EGENTLIG". "Jaja, det ved jeg godt, men jeg synes at du skal sige undskyld til far, så skal det hele nok gå".

Og så kan jeg huske at stå i døren til stuen og kigge ind på min far, som er rygende arrig. Jeg kan huske at gå hen over gulvet og mumle "undskyld", og at tårerne står ud af øjnene på mig, fordi jeg synes at det er så uretfærdigt at JEG skal undskylde når det er ham, der skaber en situation ud af ingenting. Min far forvandler sig til en glad og rar far. Tager mig på skødet, trøster mig (han tror at jeg græder fordi jeg er ked af hvad jeg har gjort), og så er alt godt igen.

Men hvad så i dag. Hader jeg mine forældre? Egentlig ikke. Og dog. Da jeg var lille syntes jeg at min far var ondskaben selv, nogle gange. Andre gange var han sød og rar, det gjalt om at kunne læse ham, når han kom ind ad døren. Min mor havde jeg medlidenhed med, fordi han også var streng overfor hende. Men idag har det hele vendt sig i mit hoved. Jeg har egentlig mest af alt ondt af min far. Han har fået en opvækst fuldstændig som den han har givet os. Og jeg VED at han elsker os, og på sin egen mærkværdige vis har gjort det så godt som han kan.

Min mor derimod er en anden sag. Jeg kan ikke forstå at man som mor bliver i et ægteskab som er så giftigt for ens børn og en selv. Men jeg ved godt hvorfor hun har gjort det. Min far har en fin stilling, har altid kørt fine biler, og vi har boet i fine huse. Hvorfor ødelægge alt det???? Så er det vel bedre at fortælle sig selv at alt er godt, så man ikke skal give afkald på sine materielle goder. Det er muligt at jeg fejltolker hende, men nu kender jeg hende efterhånden rimelig godt, og jeg er næsten helt sikker på at det er hendes bevæggrunde. Og det synes jeg er utrolig usympatisk. Jeg har ikke ord for alle de gange jeg har ønsket, de skulle skilles så jeg ikke behøvede at være sammen med min far hver dag. Alle de gange jeg har tænkt på at tage mit eget liv og skrive et selvmordsbrev, som kunne åbne deres øjne.... (Ok jeg var teenager, det er måske ikke så unormalt at flirte med sådanne tanker.)

Og hvad så nu? Mine forældre er sådan set ok at omgås, men ikke super hyggelige. Og jeg kan nok heller ikke rigtig ryste fornemmelsen af at være i et fængsel, når jeg besøger dem. Jeg ved at det er deres tab, hvis de ikke magter at få et godt forhold til Junior og os, og jeg ved at jeg kan klare mig ganske udmærket uden dem. Så på mange måder føler jeg mig meget afklaret. Jeg føler ikke at jeg bærer nag, men det kan selvfølgelig godt være, at det at jeg har skrevet dette indlæg er et bevis på det modsatte. Nå, det er vel sådan set lige meget. De får i hvert fald ikke lov til at formørke flere år, måneder eller dage af mit liv, hvis jeg har noget at skulle have sagt. Og det har jeg jo heldigvis.

Nu er Junior vågnet fra sin lur. Han er lidt sløj i dag. Termometret viste 37,5 grader, så jeg er lidt spændt på, hvordan vi klarer dagen. Jeg er vist også lidt sløj. Har allermest lyst til at lægge mig ind under dynen med en god bog eller foran en eller anden serie i fjerneren.

5 måneder

2007-04-26T08:40:00.000+02:00

Så er min dejlige søn allerede blevet 5 måneder gammel og i dag står den på lægebesøg og vaccination.

Han er nok verdens nemmeste baby. Og som tiden går synes jeg at han bliver nemmere og nemmere.

Lige nu står nok mest i skemadens tegn. Efter nogle gode dage med gulerodsmos og kartoffel-/gulerodsmos, prøvede vi at vende tilbage til grøden, denne gang risgrød. Det gik over al forventning, og endnu engang spiste han hele portionen, da han først kom i gang. Han er vist lidt af en grovæder.

Vi er også begyndt at give ham vælling om aftenen i stedet for mælk. Der er jo nogle fordele i flaskebørn, f.eks. at vi ikke skal bekymre os om en flaske vælling ødelægger amningen.

Billedet er i øvrigt ikke helt nyt. Det er nok en måneds tid gammelt, men han ligner stadig - håret er dog langt om længe begyndt at vokse lidt. Sært som jeg ikke rigtig har nogle billeder af ham uden statister.

Hvordan går det ellers med hans udvikling? Han kan trille, men han gør det yders sjældent. Hvis han er sur om natten, så triller han altid om på maven, men ellers gør han det ikke rigtig. Vi øver det lidt, nogle gange synes han at det er sjovt, andre gange bliver han forskrækket over at verden vender den anden vej.

Han er blevet meget mere stiv i kroppen og kan nu sagtens sidde eller stå op med hjælp fra en støttende forældre. Vi er i gang med at øve højstol, og han kan godt sidde i den, hvis han holder sig oppe med hænderne, men det glemmer han tit. Så det er stadig mest skråstol, hvis vi f.eks. vil spise og han bare skal kigge på.

Svingture ELSKER han. Det er lidt hårdt når han er så stor som han er, men det er ganske givet god træning. I det hele taget er alle lege hvor man ryster hans arme, prutter ham på maven eller hopper med ham i skødet virkelig et hit for tiden. Det er skønt at have sådan et tumlebarn!

Søvnen går det også godt med. Han er inde i en lidt mærkelig periode med sine dagslure. Åbenbart vil han gerne have to relativt lange lure; en der starter mellem klokken 8 og 10 afhængig af hvor godt han har sovet om natten, og den næste når han har været vågen i 2-3-4 timer. Det undrer mig at han er så uregelmæssig. Det er ligesom om at han nogle gange glemmer at han er træt, hvis f.eks. far er hjemme og vi skiftes til at underholde ham. Hvis han kan ligge og hygge lidt med sutten (han kan tage den ind og ud selv, det kan han gøre i lang tid af gangen) mens vi synger for ham eller andet afslappende, så kan han generelt holde længe. Efter skemåltiderne plejer han at blive meget træt meget hurtigt. Det er vist noget helt nyt spændende og hårdt noget, vi har introduceret ham for.

Om natten kommer han i seng mellem klokken 19 og 21 - det er yderpunkterne, men det plejer at være ved 20-tiden. Så sover han typisk til mellem 3 og 4 og får sig en flaske. Han falder som regel nemt i søvn igen, og sover til klokken 5-6 tiden. Som regel kan han ligge og snakke og hygge indtil ved 6-tiden, hvor han som regel begynder at kalde på os, men vi har haft nogle morgener der startede før det, og det synes jeg ærligt talt er for tidligt. Det var dog inden vællingen. Så forhåbenlig er det et overstået kapitel. Egentlig er klokken 6 ok, nu hvor han ikke vågner så meget om natten længere. Der er nætter, hvor jeg måske kun giver ham sutten 1 eller 2 gange og han kun spiser 1 gang. Så er det altså ikke så slemt længere. Men der er stadig nætter, hvor jeg måske ikke liiige falder i søvn, og han så småklynker lidt i længere perioder OG skal skiftes en time efter han har spist OG skal have skiftet tøj, og så synes jeg at det er lidt hårdere. Men generelt går det rigtig godt. Det er utroligt så meget det betyder at få sin nattesøvn. Men så igen, det er jo et velkendt torturmiddel at forhindre folk i at sove, så det er jo nok rent objektivt set utrolig ubehageligt.

Junior er meget social. Han elsker at have masser af folk omkring sig, og han skal gerne charme alt og alle med et særligt smil kun til ham eller hende. Han er en lille filur.

Han har nogle super gode bedsteforældre på sin fars side, mens moderens forældre ikke har opnået den store plads i hans hjerte. De irriterer mig faktisk helt vildt. Det er måske meget almindeligt, at man skal have konflikter med sine forældre, når man får børn, men kontrasten mellem mine svigerforældre og mine egne forældre er bare enorm. Og så bliver det virkelig udstillet hvor ringe de er.

Det mærkelige er, at min mor har glædet sig til børnebørn i årevis. Hun har været møgirriterende faktisk, med alle sine slet skjulte hentydninger. Og min far er utrolig børneglad. I hvert fald små børn. Og alligevel virker de nærmest uinteresserede i Junior (som er deres første barnebarn). De kommer tit forbi og "ser" ham. Men det er også det hele. Min mor har aldrig taget initiativ til at skifte ham eller lege med ham. Hun har prøvet at holde ham, men som en lille baby, hvilket han ikke fandt sig i, han skal helst være oprejst. Og så opgav hun. Så hun "ser" bare på ham, når hun er forbi. (Ok, hun har én gang spurgt om hun måtte give ham en flaske, og det lykkedes da også fint.)

Min far vil enormt gerne holde Junior indtil vi skal spise eller andet. Så skynder han sig at give ham fra sig. Desuden er Junior jo tung. Så efter 1 min sætter min far sig ned, helt stille, hvilket Junior slet slet ikke gider. Han skal som et minimum gås med, og hvis man vil sidde ned, skal man hoppe med ham eller andet. Muligvis lege med noget legetøj. Man skal ikke bare sidde på sin flade foran en computer eller i samtale med andre. Så resultatet er at Junior begynder at græde, min far mumler at "børn godt må græde", jeg tager ham tilbage, og vupti er Junior glad igen. Behøver jeg at nævne at min far heller aldrig har taget initiativ til skiftning eller andet? Og behøver jeg at nævne, at når man er nybagt forælder orker man ikke gæster som skal underholdes, have kaffe osv.?

Hver gang mine svigerforældre var forbi (specielt i starten) havde de mad med til os. De hjalp med det praktiske med Junior OG tilbød at lægge tøj sammen og rydde op i køkkenet. Nogle gange havde de endda mad med til dagen efter. Jeg kan huske en gang da Junior har været en uges tid gammel, at jeg endda kunne lægge mig ned og sove et par timer, fordi jeg vidste at alt var i sin bedste orden, Junior havde 3 kompetente voksne omkring sig og ingen af os skulle bekymre os om madlavning og oprydning. Se DET er hjælp! Og det er SÅ tiltrængt, særligt i starten. Mine forældre kom bare forbi - sad og drak kaffe med os mens Junior sov (og jeg drømte om at kunne sove med) og gik igen, uden at have løftet en finger for at hjælpe med noget som helst.

Nå, det blev lidt for meget om dem. Det fylder bare en del hos mig for tiden. Måske forlanger jeg for meget. Men det undrer mig bare. På en måde virker det som om Junior er et "trofæbarnebarn". Nu kan de endelig snakke med når deres venner taler om børnebørn, og nu har de også nogle billeder som de kan vise frem. Og det er åbenbart det. De har også talt om at købe et eller andet fancy bilsæde, men som det er lige nu kunne jeg ikke drømme om at overlade Junior alene til dem i et sekund, så de har intet behov for et sæde til ham i bilen. (Nu er det ikke fordi jeg ikke får Junior passet - farmor og farfar har passet ham flere gange i flere timer af gangen.)

Tilbage til Junior. Han er begyndt at være glad for at ligge på maven. Og han er også god til det. Nu kan han løfte sig helt op i strakte arme, og endda nogle gange lege lidt med legetøj. Hans finmotorik har virkelig også fået sig et løft på det seneste. Han har helt styr på sutten, og han elsker også rangler og sine små dyr, som nu bliver vendt og drejet og undersøgt.

Han græder stadig meget lidt. Heldigvis. De få gange i hans liv, hvor han har grædt i længere tid, har været forfærdelige. Jeg forstår slet ikke at man kan holde til at have kolikbørn, og jeg føler mig så uendelig priviligeret at jeg så få gange har skullet høre mit barn være ulykkeligt. Jeg har så meget medfølelse med forældre, som kæmper med grædende børn. Mit hjerte går i stykker når han er ked af det.

Alt i alt føler jeg mig bare så heldig at det lige blev Junior, som skulle blive vores barn. Og det forpligter. Vi skylder ham at være de bedste forældre vi kan være. Og det vil jeg så bestræbe mig på. Jeg ved at jeg har fejl, men jeg prøver at undgå at begå nogle sammen med Junior. Samtidig er det menneskeligt at fejle, og Junior må gerne se at vi alle er mennesker, men jeg vil bestræbe mig på at være en mor han kan holde af og stole på.