Stukket af....

... tihi, sådan føles det i hvert fald. Jeg skulle til glukosebelastningsundersøgelse i dag. Efter vi havde drukket det i sandhed ækle sukkervand, fik vi at vide at vi kunne gøre hvad vi ville, skulle bare stille klokken 10 til blodprøve. Så jeg er taget hjem.

Men pyh, hvor er jeg svimmel og dårlig. Det er altså ikke spor sjovt at være fastende og gravid! Jeg spiste ellers lidt nødder og abrikoser i går aftes ved 21-tiden, kun fordi jeg kunne! Nu glæder jeg mig bare til at komme hjem igen og gå ombord i køleskabet. Selv haven frister med lækre blåbær....

3. trimester

Det går fortsat meget fremad med min ryg. Min kiropraktor var også ganske begejstret og mener at mit bækken er mere parallelt nu end det var før. Det er da glædeligt. Han vil se mig om en uge, og så lyder det som om jeg er klar til at stå på egne ben. Nu må vi se.

Vi talte også om det psykiske. Jeg føler mig virkelig lettet efter jeg har fået den sygemelding. Nu tager jeg glad på arbejde hver dag. Det er ellers længe siden.

Han mente bestemt at min mors sygdom og alt det der sker på min arbejdsplads kan sætte sig som spændinger og forværre mit helbred og at jeg skal blive på den halve tid og passe på mig selv så vidt det er muligt. Dejligt at høre fra en fagperson.

Nå, i morgen står den på 2. jordemoderbesøg. Jeg synes at jeg har så mange plukveer og så meget udflåd at jeg gerne vil undersøges indvendigt. Det gjorde de aldrig under min første graviditet - ikke før fødslen - men når jeg netop fødte efter så specielle omstændigheder vil jeg altså meget gerne følges lidt mere grundigt denne gang. Har bestemt ikke lyst til at gå og være i fødsel i længere tid uden at vide det. Og så trænger jeg også bare til at vide at jeg ikke er ved at føde. Synes at for tidlig fødsel fylder en del i mit perspektiv for tiden. Ikke at jeg tror at det er ved at ske. Didrik mener at jeg er sindssyg fordi jeg bekymrer mig om sådanne ting. Men helt ærligt: Better safe than sorry, right?

Junior er helt fantastisk. Efter en uge hvor han nægtede at bruge wc'et til andet end at tisse. Virkelig nægtede! Er han nu begyndt at bruge det ligesom os andre, og han havde INGEN uheld lørdag og søndag. Flot ikke? Så kun halvanden uge efter vi tog bleen af ham har han faktisk fuldstændig styr på det. Han havde vist tisset i bukserne i børnehaven i dag, men de kan jo heller ikke være lige så meget over ham. Og jeg kunne også godt forestille mig at han ikke betror sig til hvem som helst og nu er det sommerferietid for nogle af yndlingspædagogerne. Han får ble på om natten.

Lørdag var faktisk meget imponerende. Vi havde givet ham ble på fordi vi skulle til grillfest hos nogle venner. Her skulle vi låne en nøgle, gå ganske langt, op af trapper og af med tøj og ble før han kunne tisse, men det gjorde han skam. Han tissede slet ikke i sin ble! Og han bællede 3/4 liter juice inden, så han var bestemt ikke dehydreret.

Dygtige dreng!

Lillebror er en aktiv dreng. Der går ikke lang tid mellem puf og møf og deciderede spark. Jeg tror at han er en stor og stærk én. Det bliver spændende at møde ham!

27+3: Bedring + Blefri Junior

I går fik jeg helt dårlig samvittighed da jeg kom hjem. Jeg har det jo helt godt! Indtil tanken ramte mig, at det måske er FORDI jeg er hjemme og fordi jeg pludselig føler en smule overskud at jeg har det godt?

Under alle omstændigheder, så har jeg besluttet mig for ikke at føle dårlig samvittighed. Jeg gør et godt stykke arbejde - afslutter hængepartier, forbereder nogle præsentationer, følger op på mine objectives for i år og forbereder min afløsers komme. Når min afløser starter om ganske kort tid får jeg også rigeligt at lave med at sætte hende ind i alt på rekordtid, og så er det meget vigtigere at jeg fungerer 4 timer per dag i forhold til alternativet, at jeg har fået kørt mig selv helt ned. For det var jeg lige ved.

Det er endnu ikke helt officielt endnu. Min chef sender en e-mail ud til alle og informerer dem. Det bliver rart.

Junior har fortjent lidt spalteplads: Han har smidt bleen! Vi tog den første gang af ham i onsdags og afleverede ham i børnehaven! (Vi havde spurgt ham gennem lang tid om han ville have bleen af, og endelig sagde han ja denne morgen - vi havde allerede clearet det med børnehaven). Han kom afsted og det gik ok - fik skiftet bukser et par gange. Onsdag, torsdag og fredag måtte vaskemaskinen på overarbejde, men pludselig lørdag, kom der skred i tingene. Og nu virker det som om han forstår sammenhængen mellem at skulle tisse og gå på wc. Han får kun ble på når han sover - og også da vi var på en lille udflugt i lørdags. Men i lørdags spurgte vi ham om han skulle tisse inden vi kørte hjem, og sørme om han ikke sagde ja, gik på wc og lavede både det ene og det andet. Bleen var fuldkommen tør!

I går havde vi et uheld med afføring, og han havde også tisset en smule i bukserne på vej hjem fra børnehave, men ellers havde vi ingen uheld mandag. Han er bare så god, og jeg er så stolt af ham.

Vi har læst mange bøger ude på wc'et, men det er ved at være overstået. Nu klarer han det der skal klares, og kommer vil hellere tørre sig, få tøj på og komme ind i stuen og læse bog. Pyha, så stoppede den uhensigtsmæssige "arbejdsstilling". Men han har fået meget tøj. Jeg har røvet en BR for diverse biler og LEGO. I går købte jeg 8 pixibøger, så vi har til lidt tid endnu. Han beder ikke engang om en gave hver gang, så jeg tror at han stille og roligt glemmer det, jo mere rutine det bliver. Temmelig upædagogisk, men det virker! (Min kollega havde "bestukket" sine børn med chokolade og is, og hun sagde at de holdt op med at bede om det, da det blev rutine - så jeg tager det meget stille og roligt - og man kan stadig få mange gaver for de 500 kr bleer koster per måned).

Så det ser ud til at vi er på rette vej. Og endda hele 3 måneder før mini-Juniors estimerede ankomst.

Så bliver næste projekt sutten. Men vi venter lige lidt endnu. Status er at han får sutter når vi putter ham i seng og når vi kører i bil (hvilket er temmelig sjældent). Han har ikke længere sut i sin cykelvogn eller i klapvognen, og han får den ALDRIG om dagen til trøst eller andet. Tror ærligt talt ikke at den trøster noget særligt, det er bare en rutine at lægge og lege med den/dem om aftenen og morgenen. 1. september er absolut seneste frist for sutterutinestop. Men nu må vi se, det kan være at det giver sig selv....

En sten...

... er faldet fra mit hjerte. Sådan føles det i hvert fald. Lægen var fuld af forståelse og nu er jeg en deltidssygemelding rigere. Det er en enorm lettelse. Og det bedste var, at det virkede på lægen, som om hvis jeg havde bedt om en fuld sygemelding, så havde jeg også fået det.

Jeg er glad for at jeg har meldt mig syg i dag. Og jeg kan mærke at bitterheden er ved at slippe sit tag i mig - lige så langsomt.

Nu kan jeg planlægge noget igen og nu er de sidste 9 uger på arbejdet ikke så uoverkommelige. Og bliver de det, så hedder det sygemelding. Jeg kan godt se, at det ikke er sundt at være så langt ude, som jeg har følt mig de seneste dage. Jeg skylder lille V. i maven at passe bedre på ham!

Så nu tror jeg at jeg vil prøve at undersøge hvad vi har af svømmehaller - pludselig er eftermiddagen jo min egen! Så en dag kommer til at se sådan her ud (forestiller jeg mig).

Op 6.30, smøre madpakke og gøre klar. Aflevere Junior ved 8-tiden afhængig af hans morgenfriskhed. På arbejde 8.30-9 afhængig af Junior. Gå klokken 12.30-13 og være hjemme senest klokken 13.30 - UDEN computer og alt muligt som jeg skal nå.

Er det en dårlig dag, kan jeg så lægge mig i en times tid, er det en god dag kan jeg måske tage ud og svømme eller gå en lille tur. Masser af tid til at nå at være frisk og glad når Junior kommer hjem ved halv-fire fire tiden. Og så familiehygge indtil sengetid. Uden stress og jag. Og er det en rigtig dårlig dag, så må jeg forputte mig et eller andet sted.

Pyha. Nu skal jeg bare have kommunikeret alt det her til min arbejdsplads. Men det kan vel vente til på mandag. Jeg føler mig helt færdig nu - trænger til weekend!

Tak for din søde kommentar Ønske. Jeg er sikker på at D. vil give dig ret. Han har i øvrigt sms'et og mailet hele dagen, for at muntre mig op. Da jeg kom hjem fra lægen ringede han for at høre, hvordan det gik, og jeg må se at lade være med at tillægge ham alle mulige grimme motiver. Han er nok også lidt skræmt over at se mig synke så pludseligt så langt ned i kulkælderen.

Nu håber jeg at komme ind i en ny ligevægt med mit liv. Første skridt er i hvert fald taget nu. God weekend allesammen!

26+5 Til lægen

Så har jeg fået mig en tid til lægen. Jeg føler at jeg skal til eksamen. Hvad nu hvis hun bare synes at det er noget pjat det hele?

Jeg har det ikke særlig godt. Jeg har det faktisk frygteligt. Til trods for solskin osv.

Og så er der min mand. Jeg har fået en kommentar til mit seneste indlæg og jeg føler på samme tid trang til at forsvare ham, men så alligevel ikke. Han GØR alt det rigtige. Har faktisk sendt mig søde e-mails hele morgenen, men så alligevel ikke. Det er lidt svært at forklare, men jeg kommer til at tænke på en film, jeg så for længe længe siden.

Woody Harrelson er kæreste med en pige. Hun vågner om natten, og siger at hun er tørstig, og han hopper ud og henter hende et glas vand. Hun bliver stiktosset og siger, at hun ikke vil have vand, hun vil gerne SNAKKE om det. "Jamen skat, hvis du er tørstig, hvorfor skal jeg så ikke hente vand til dig?" "Du forstår det bare ikke!" Er svaret. I løbet af filmen går det helt galt for dem, og så vender det, og det slutter af med at han siger til hende (som led i alt muligt andet) at han aldrig mere vil hente hende vand, men vil snakke med hende om det i stedet. Og de er lykkelige.. Noget i den stil i hvert fald.

Jeg har altid syntes at pigen i filmen var tåbelig. Helt ærligt, det er jo komplet ulogisk! Men det er nok lidt der vi er lige nu. Min mand er Woody, han sørger for alt det praktiske og siger at jeg er dejlig og han elsker mig. Men samtidig så føler jeg, at han synes, at jeg burde tage mig sammen. Han siger aldrig: "Skat, det vigtigste lige nu er at du og lillebror trives". Aldrig. Han siger måske: "Jeg elsker dig, og skal nok passe på dig". Det er ikke det samme for mig. Og jeg mangler at han siger, at jeg er god nok som jeg er. Altså .. det gør han jo, men ikke som jeg mangler det.

Uh, jeg er så nærtagende! Jeg føler at min arbejdsplads er fuldstændig lige glad med mig. Altså ikke med min funktion, den skal jeg da bemande konstant, men med mig. Jeg har meldt mig syg i dag. Jeg er bare så ked af det, at jeg slet ikke kan magte at tage derind. Skal også til lægen jo, men normalt ville jeg bare tage på arbejde, køre på læge, og så arbejde resten af dagen hjemme. Nu HAR jeg så arbejdet lidt hjemmefra, men meldt mig syg. Så slipper jeg for alle de bebrejdende blikke (som jeg måske opfinder inde i mig selv - men lige meget hvad, er det ubehageligt).

Min ryg gør ondt igen. Jeg har ikke taget noget smertestillende her til morgen. Synes at det var lidt fjollet, hvis lægen ville undersøge mig. Synes nu heller ikke at det gør den store forskel. Savner at måtte tage ibuprofen. Det ville da være lidt mere effektivt.

Tak for din kommentar, Marie. Jeg må høre min læge om det bælte, du anbefaler.

Nå, jeg kommer vist ikke rigtig ud af mine tankesnirkler. Nu vil jeg se om jeg kan finde mig en dejlig plads i solen at slappe af i.

26+2 Tudemarie

Det går stadig meget op og ned med humøret og ryggen. Jeg kan se, at jeg var enormt optimistisk i fredags, da jeg skrev her sidst, men siden da har jeg haft en frygtelig weekend, en halv sygedag i går og nu arbejder jeg hjemmefra. Det bliver nu ikke til så meget arbejde, men mere til at ligge ned.

Nå, min "Tudemarie" overskrift er selvfølgelig mig selv. Jeg føler mig som en hypokonder fordi jeg bare ikke orker mere! Jeg er træt af at have smerter til trods for at jeg tager de maksimale 4 g paracetamol i døgnet. Jeg er træt af overhovedet at tage medicin når jeg er gravid! Jeg er træt af at have smerter i weekenden, når jeg lægger mig ned og slapper af og gør alt det rigtige. Jeg er træt af næsten ikke at kunne cykle for plukkeveer, åndenød og nå ja, smerter i ryggen. Jeg nægter at bruge hele sommeren på at køre på arbejde i BIL. Nænej, cykle må det være.

Og så er jeg træt af at arbejde. Mine tanker kredser om at få en sygemelding, men når jeg snakker med Didrik om det, så får han det til at lyde som om det da er noget værre pjat. Så længe jeg KAN arbejde NOGET, så må jeg da hellere gøre det. Men hvad så med at resten af dagen og ugen er ødelagt? Og hvad så med at jeg er en elendig mor, som hverken kan løfte min søn eller har nogen som helst tålmodighed med ham? Og en elendig hustru som er gået fra at lave meget lidt husligt til absolut ingenting?? Jeg har ingen energi til at få bevæget mig. Hvor ville det være skønt, med en hel fridag. Så kunne jeg vågne og stille og roligt få gang i kroppen (skal selvfølgelig følge Junior i børnehave, men det er også overkommeligt) og dernæst kunne jeg måske cykle i svømmehal, bare hver anden dag. Mærke den vægtløse fornemmelse og ikke føle mig som en stor, døende hval på land. Måske kunne jeg gå en lille tur i det dejlige vejr, ligge lidt ned bagefter, spise mig en sund frokost, og stille og roligt indstille mig på at dagen var ved at være gået, og jeg skulle ned i børnehaven igen.

Og så tænker jeg jo endnu engang: HYPOKONDER. Men hvor går grænsen? Hvor meget kan man /skal man tænke på andre (=arbejde) og hvor meget skal man pleje sig selv?

Nå, jeg skal heldigvis til kiropraktor igen i dag. Jeg vil prøve at få hendes vurdering af hvor meget bedre det kan blive - OM det kan blive bedre med min ryg. Hvis det ikke kan blive bedre end det her, så er jeg altså nødt til at få min læge til at give mig en deltidssygemelding, hvis ikke fuldtid. Det stresser mig at være så utilstrækkelig på alle punkter, have alle de sygedage og ikke kunne planlægge noget, og have så lidt overskud til min lille spunk derinde og til familien udenfor.

Men iiih, hvor det nager!

100 / 50

Så er jeg 25+5 og der er præcis 100 dage til termin og 50 arbejdsdage til barslen. Pludselig føler jeg mig faktisk relativt frisk og klar til de sidste 10 uger og at give den en skalle. Det er en rar følelse.

Min ryg er i bedring. Jeg går stadig hos kiropraktoren og supplerer med Panodil. Det er dog stadig ikke helt godt, men afgjort bedre, så jeg er optimist ift at få styr på ryggen.

Junior er altså bare en dejlig dreng. Han vokser og kan bare mere og mere for hver dag der går. Hans sprog er imponerende. Han taler i nutid og datid og sætter ordene i flertal osv. Men han foretrækker bydeform!

Mit næste projekt mht. Junior er at få ham blefri. Jeg ville elske hvis han smed bleen inden mini-Junior kommer ud. Det er muligvis et egoistisk ønske, men det er altså også praktisk. Nu er det jo sommer, og tanken om at han skulle bletræne hen over efteråret/vinteren er ikke særlig tillokkende.

Nå, status er at han ikke rigtig er interesseret i toilettet. Men de siger da, at han engang imellem gerne vil nede i børnehaven. Men ikke så tit. Jeg håber, at det pludselig kommer, at han bliver inspireret af de andre børn. Vi giver ham i hvert fald konstant muligheden for at få bleen af, men han nægter pure.

Der er ellers ikke så meget nyt herfra. Tiden flyver, og jeg er blevet kæmpestor. Har ingen anelse om hvordan jeg ser ud om 100 dage, hvis jeg går tiden ud.

24+3, lægebesøg og kiropraktor

De sidste dage på ferien begyndte jeg at få ondt i lænden. Så fik jeg pludselig MEGET ondt i lænden. Puha. En aften havde jeg lagt mig på sengen, næsten klar til at gå rigtig i seng, men vi skulle lige have puttet Junior. Jeg mangler dog min myggestikscreme, fordi mine myggestik var ved at drive mig til vandvid. Så jeg forsøger at kravle ned af sengen - det lykkes - og dernæst at gå de 4 m ud på badeværelset. Men jeg opgiver og kravler tilbage igen. Heldigvis kunne Didrik give mig cremen og jeg kunne lægge mig til at sove.

Det gik dog lidt bedre igen. Og jeg kunne sådan set godt trippe lige så stille rundt og klare vores daglige ture til byen på 1,5 km hver vej i snegletempo. Så egentlig var jeg tilfreds med at rejse hjem lørdag. Flyveturen er selvfølgelig ikke sjov for min ryg, men det går sådan set ok. Søndag morgen havde jeg det meget bedre i ryggen efter at have sovet i egen seng, og jeg er sikker på at det nok skal gå fremad.

Mandag og tirsdag havde jeg også fridage og mandag skulle jeg så til 2. læge kontrolbesøg. Det gik fint. Ingenting i urinen og fin størrelse på livmoderen og hjertelyd, selvom han prøvede at gemme sig for lægen. Jeg nævner mine rygproblemer men får at vide at sådan er det bare og jeg må tage nogle Panodiler. Men ok, det går jo fremad, så jeg skal nok blive klar til onsdag.

Natten til tirsdag er helt forfærdelig. Igen kan jeg ikke vende mig i sengen uden voldsomme smerter. Da jeg skal op og tisse tager det mig uendelig lang tid bare at komme ud af sengen, og at komme tilbage er ikke meget nemmere.

Efter at have afleveret Junior (sent) i børnehave beslutter jeg mig for at undersøge problemet lidt mere.

Det står hurtigt klart for mig at kiropraktik kunne være en løsning. Ifølge kiropraktorernes egne hjemmesider er de i hvert fald i stand til at få orden på sådan en drillende ryg hos en gravid. Samtidig er det åbenbart smerter som 50 % af alle gravide får i større eller mindre grad.

Endnu engang bliver jeg irriteret over at lægevidenskaben åbenbart mener at bare fordi noget er almindeligt, så betyder det også at man bare skal lide. Helt ærligt, jeg kan jo ingenting! Hvordan skal jeg holde mig i form til fødslen og være der for min nye søn til september/oktober hvis jeg ikke kan gå i mere end 3 måneder?? Og så for ingenting, hvis der er en løsning.

Nå, jeg tænker lidt over det. Kigger på min sundhedsforsikring fra arbejdet. Jo, den ser ud til at dække kiropraktisk behandling.

Så søger jeg lidt på hvor der findes sådan nogle henne (har aldrig nærmet mig en kiropraktor før). Jeg finder en som ligger et ok sted – både mulighed for at køre bil eller tog. Så jeg ringer og spørger om de tror de kan hjælpe mig. Ja, det mener sekretæren bestemt. Og de har et afbud klokken 13.45 i dag. Øhm, jamen jeg skal hente min søn i børnehave. De havde så også en tid klokken 13 som jeg tog. Så ringer jeg til forsikringsselskabet. Jo, de vil gerne dække det i op til 3 måneder. Fint nok!

Så skulle jeg til at sætte det lange ben foran for at nå i bad, få noget frokost og komme derud i ordentlig tid. Det lykkes dog fint og jeg humper op til kiropraktoren.

Hun er grundig! Jeg bliver udspurgt på kryds og tværs om hvor smerterne sidder, hvordan det startede, hvornår jeg har det bedst, og værst, og om jeg tidligere har haft problemer med ryggen.

Dernæst skal jeg bukke mig ned og svaje og gøre alt muligt, mens hun kigger på min ryg. Her føler jeg mig som en hypokonder, for det hun beder mig om, kan jeg sagtens.

Så skal jeg op på briksen. Det ligner et torturinstrument fra en middelalderfilm. Og så går hun i gang. Først et bræk lige bag ved lungerne, som fik mig til at ønske at jeg aldrig var kommet. Og så lænden. Hun knækker og brækker – dog ikke så voldsomt – og masserer. Så er det tur for nogle af senerne/musklerne langs rygsøjlen. Hun smører også et eller andet på, og bruger en maskine som siger klik for at bearbejde det yderligere. Så begynder hun at stikke fingre ind forskellige steder i ryggen og ballerne. Det gør voldsomt ondt og jeg skal sige til når det aftager. Det gør det ikke. Efter lidt yderligere tortur er vi så færdige.

Jeg får lov at stille spørgsmål og hun råder mig til kun at lave nogle helt enkle strækøvelser, og hvis jeg får smerter, putte is på og ikke varme. Hun mener at jeg skulle komme igen torsdag og dernæst engang i næste uge. Hun siger, at hun ikke kan tage så hårdt fat på mig, som hun gerne ville, pga. graviditeten. Men på en eller anden måde får hun udstrålet at hun nok skal få rettet op. Hun siger dog også, at det er meget almindeligt at bækkenet låser sig fast på den måde.

Så tager jeg hjem. Har det ok men føler mig noget mørbanket. Ikke nogen forbedring at spore. Men natten var skøn. Jeg kunne vende mig uden de store problemer og da jeg var oppe og tisse gik det også fint. Da jeg stod ud af sengen i morges følte jeg mig nærmest genfødt. Nu gør det kun moderat ondt, der er ikke længere ting som er umulige at gøre.

Så jeg er glad for at jeg valgte at gå til kiropraktor. Nu tager jeg et par stille og rolige hjemmearbejdsdage og så håber jeg at jeg kan cykle på arbejde på fredag.

Tænk hvis jeg ikke havde kontaktet hende? Skulle jeg så bare gå rundt og ”gro” mere og mere sammen fordi jeg bevæger mig mere og mere uhensigtsmæssigt pga. smerter?

Og så skal jeg have helt styr på forebyggelse, inden jeg lader hende slippe mig igen. Er der øvelser jeg kan lave? Skal jeg gå i svømmehal? Fitness-center? Jeg skal altså ikke være en grøntsag når vi når september. Det skal jeg bare ikke. Og de smerter, de skal IKKE komme igen!